Nexel A/S
Virum

Afdelingsleder - Nærværende leder med elteknisk indsigt og motivation for fælles ledelse

Vil du tage ansvar på to niveauer – både som leder for dygtige medarbejdere og som en aktiv del af vores ledergruppe? Vi søger en afdelingsleder, der kombinerer synlig og nærværende ledelse med strategisk overblik og evnen til at drive fælles ledelse, hvor vi udnytter hinandens kompetencer bedst muligt.

I rollen får du en unik dobbeltfunktion, hvor du bedriver ledelse tæt på medarbejderne ved at motivere, prioritere og sikre, at opgaverne løses effektivt. Samtidig tager du ansvar i ledergruppen, og bidrager til beslutninger, udvikling og samarbejde, så vi sammen skaber retning og resultater

fortæller Bettina Wadsbach Petersen, leder af området.

Nexel – vi holder Danmark kørende

I Nexel bygger og varetager vi driften af forsyningsanlæg, der sikrer strøm til vores fælles hverdag – på jobbet, i skolen og derhjemme. Læs mere om os på nexel.dk.

I afdelingen for 10-0,4 kV kundeprojekter
er vi i alt 4 teams, der varetager de samme typer projekter på hele Sjælland. Opgaverne består af håndtering af kundeaftaler, projektledelse, projektering, entreprisestyring, eksekvering og dokumentation.

Dit team er team 3 og vi er et team bestående af 16-18 projektledere, projektassistenter, dokumentationsmedarbejdere og anlægsspecialister, der vil gøre din hverdag motiverende og afvekslende. I team 3 dækker vi området fra København til Odsherred.

Dine vigtigste fokusområder bliver

  • Ledelse af teamet og sikre at den faglige kompetence opretholdes og udvikles
  • Sikre optimering af arbejdsgangene og bidrage til at udvikle samarbejdet på tværs af organisationen og ikke mindste i samarbejdet med entreprenørerne – med fokus på at kunne leve op til kundens forventninger.
  • Deltage i tværorganisatoriske arbejdsfora og være i stand til selvstændigt at påvirke og optimere samarbejde og processer via disse fora.

Du kommer til at bruge din eltekniske viden til at forstå komplekse problemstillinger og omsætte dem til klare løsninger

fortsætter Bettina

Du kommer med

  • En baggrund som f.eks. maskinmester eller elinstallatør eller anden lignende teknisk baggrund
  • 2 – 3 års ledererfaring
  • Minimum 3 års erfaring med projektledelse og entreprisestyring i relaterede brancher.
  • Evne til at skabe relationer og opmærksomhed på de mange forskellige aspekter af kommunikation, empati, aktiv lytning og forståelse, der skal i spil for at nå i mål med både opgaver og arbejdsglæde.

Som person trives du i travle omgivelser og har en initiativrig og systematisk tilgang til tingene, også når de kan blive lidt svære.

Vi kombinerer formål, faglighed og fællesskab

Hos os bliver du en del af en arbejdsplads, der engagerer sig i den grønne omstilling og aktivt sætter positive spor i samfundet. Vi er ikke kun et demokratisk-ejet andelsselskab, men også et fællesskab der tænker langsigtet og formålsdrevet, og hvor forandringer er velkomne, som en vigtig del af dagligdagen.

Vores andelskultur er kendetegnet ved et sammenhold og relationer, der bunder i tillid. Når vi mødes i kantinen, taler vi uformelt med hinanden, og i arbejdet mødes vi med en ligeværdig tilgang på tværs af koncernen, fordi vi ved, at hver person bidrager med noget særligt og værdifuldt.

Et andelsselskab i bevægelse – vil du med på rejsen?

Lyder stillingen som noget for dig, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt via annoncen her. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Bettina Wadsbach Petersen på telefon 3030 8107.

De første samtaler forventes afholdt i uge 49 og 50 med henblik på ansættelse 1. februar 2026.

Vi ser frem til at høre fra dig.

For at sikre gældende GDPR-lovgivning modtager vi kun ansøgninger via jobannoncen.