
Roskilde Festival Gruppen søger logistikchef til nyoprettet stilling
Kan du omsætte visioner til virkelighed og få komplekse leverancer til at spille sammen? Som Logistikchef i Roskilde Festival Gruppen bliver du drivkraften bag den praktiske infrastruktur, der gør fællesskab, kultur og oplevelser mulige.
I den nyoprettede stilling som Logistikchef i Roskilde Festival Gruppen bliver du bindeleddet mellem planer og virkelighed. Du skal sikre, at visioner bliver til handling gennem overblik, samarbejde og tydelig ledelse.
Du får et centralt ansvar for at udvikle og drive vores samlede leverancer inden for logistik og infrastruktur på vores hovedbegivenhed Roskilde Festival og i RFX, som er Roskilde Festival Gruppens rådgivningshus og udlejningsforretning.
Du får ansvaret for at bygge bro mellem byplanlægning og logistikplanen. Byplanlægningen definerer og tegner den by, vi vil skabe, mens logistikplanen beskriver de leverancer, der gør den mulig.
Din rolle her bliver at skabe overblik, struktur og sammenhæng samt sikre, at ambitioner bliver til virkelighed gennem planlægning, samarbejde og tydelig ledelse.
Dine opgaver
Dit ansvar og dine hovedopgaver bliver bl.a. at:
- Udvikle og lede fagfunktionen Logistik med klare mål, prioriteringer og årlige planer
- Sikre, at økonomi og ressourcer planlægges og anvendes effektivt på tværs af RFG.
- Indgå og forhandle kontrakter og aftaler med leverandører (infrastruktur, telte, toiletter, materiel m.m.)
- Omsætte vores strategiske indsatser inden for grøn omstilling, omkostningsoptimering og bedre leverancestyring
- Skabe stærk sammenhæng mellem byplan, logistikplan og driftsplaner på festivalen
- Lede både ansatte og frivillige ledere samt understøtte deres arbejde gennem tydelig rammesætning og samarbejde
- Bidrage til fælles ledelsesfora og projekter på tværs af Roskilde Festival Gruppen
Om dig
- Du har erfaring med at udvikle og lede en fagfunktion, og du har solid forståelse for økonomistyring og ressourceplanlægning som naturlige dele af ledelsesopgaven.
- Du er strategisk tænkende, men praktisk forankret. Du forstår, hvordan planlægning, leverancer og logistik hænger sammen i komplekse projekter, og du trives i et miljø, hvor mange aktører og fagligheder mødes om et fælles formål.
- Du har ledelseserfaring, gerne som leder af ledere. Du arbejder tillidsbaseret, kommunikerer klart og ser samarbejde og fællesskab som nøglen til succesfuldt samarbejde.
Vi forestiller os, at du:
- Har solid erfaring med logistik, infrastruktur og/eller udlejning
- Har mindst 5 års erfaring med ledelse – både af ansatte og frivillige ledere
- Har stærke kompetencer inden for økonomi, kontraktstyring og leverandørsamarbejde
- Kan balancere strategisk udvikling med effektiv eksekvering
- Brænder for bæredygtighed, fællesskab og kultur
Din daglige gang vil være både på vores kontor på Rabalderstræde 7 i Roskildes bydel Musicon og i vores el- og udlejningsteam, som er beliggende på adressen Vor Frue Hovedgade 6, 4000 Roskilde.
I Roskilde Festival Gruppen ønsker vi en arbejdskultur med færrest mulige flaskehalse og høj grad af ligeværd i samarbejdet. Derfor arbejder vi ud fra principper om fællesledelse og projektmetodik, hvilket betyder, at de, som har den faglige ekspertise, også er dem, der træffer de faglige beslutninger.
Ansøgning og frist
Hvis du synes, at beskrivelsen passer til dig, så send os dit cv og en ultrakort ansøgning på maksimalt en halv side, hvor du beskriver hvilke erfaringer du har gjort dig som leder af ansatte og frivillige.
Ansøgningsfrist er 18. november 2025 kl. 12.00, og stillingen ønskes besat snarest muligt.
Send ansøgning og cv til: ans.logistikchef@roskilde-festival.dk
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Annette Jorn på mail annette.jorn@roskilde-festival.dk.
Roskilde Festival Gruppen ønsker at fremme mangfoldighed og ligestilling. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Om Roskilde Festival Gruppen
Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival.
Vi skaber levende kulturoplevelser, udforsker nye kreative løsninger og bidrager med viden og rådgivning med det formål at inspirere og fremme positive forandringer i omverdenen.
Vi holder til i Musicon-bydelen i Roskilde, der ligger halvvejs mellem stationen og festivalpladsen. Hverdagen er kendetegnet ved fleksibilitet, humor, dedikation og samarbejde på tværs.
Alle vores aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge.
Læs mere på rfg.dk