
Pigegymnastiklærer
Salling Efterskole søger en dygtig og engageret pigegymnastiklærer, der kan varetage undervisningen i linjefaget rytme og dans, pige- og fællesgymnastik og gerne et eller flere boglige fag. Vores nye kollega træder ind midt i skoleåret og vil få en flyvende start, da gymnastikopvisningssæsonen starter ultimo februar og slutter primo april.
Salling Efterskole har hal, spring- og fitnesscenter og spejlsal. Alle elever deltager i gymnastikundervisningen og de cirka 20 årlige opvisninger. Cirka en tredjedel af eleverne har ikke tidligere dyrket gymnastikken, men hvert år lykkes det dygtige team af fire gymnastiklærere og eleverne i forening med at sammensætte en fantastisk opvisning, der vækker begejstring hvor end, der trædes op.
Ud over den daglige undervisning vil vores nye kollega komme til at få aften- og weekendtilsyn samt deltage i rejser og ekskursioner og varetage rollen som kontakt- og ganglærer.
Salling Efterskole er en velfungerende efterskole med plads til 166 søde elever fordelt på 9. og 10. klasse. Skolens cirka 35 medarbejdere sætter pris på det gode samvær med elever og kolleger. Hverdagen præges af stort engagement, gensidig respekt og positive forventninger til hinanden. Vi forventer, at vores nye kollega vil være aktiv i livet på Salling Efterskole og dele ud af egne erfaringer og interesser til glæde for elever og kolleger.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende fællesoverenskomst for lærere ved FSL. Der er desuden mulighed for at bo tæt på skolen i en af skolens boliger. Skolen er beliggende i skønne grønne omgivelser i Jebjerg ca. 15 km nord for Skive.
Stillingen er tidsbegrænset indtil 30. juni 2026 med mulighed for forlængelse. Ansættelsesgraden vil afhænge af kandidatens fagkombination.
Tiltrædelse 1. januar 2026.
Kontakt forstander Henrik Nyby for yderligere information på 40 51 68 93 eller hny@salling-efterskole.dk, hvor ansøgning og relevant CV også sendes til senest 14. november 2025.