Folkekirkens Grønne Omstilling
Aarhus C

Udviklingskonsulent med kommunikationsevner

Brænder du for folkekirken, strategisk kommunikation, klima og bæredygtighed? Så er det måske dig, vi søger. Med Folkekirkens Grønne Omstilling har en ambitiøs og samlet indsats for grøn omstilling taget fart, men vi mangler en udviklingskonsulent med stærke kommunikationsevner til at hjælpe os.

Folkekirkens Grønne Omstilling vejleder, rådgiver og arbejder for at fremme grøn forvaltning af bl.a. folkekirkens bygninger og jorder i hele Danmark. Motoren i omstillingen er en projektgruppe på fire personer, der tilsammen har et højt videns- og kompetenceniveau inden for klima, bæredygtighed, kommunikation og processer. Vi er fysisk placeret i Aarhus, København og Nykøbing Falster. Trods fysisk afstand har vi et tæt og uformelt samarbejde med hinanden. Du vil have din daglige gang i Aarhus blandt øvrige kolleger i folkekirken.

Dine opgaver

Vi tilbyder et spændende, selvstændigt og varieret job, hvor du selv sætter dit præg på opgaveløsningen. Opgaverne spænder vidt og fordeles mellem udviklingsopgaver og kommunikation:

  • Udvikle Folkekirkens Grønne Omstillings strategier og indsatser for at inspirere og motivere ansatte og frivillige i folkekirken.
  • Udarbejde tværgående kommunikationsindsatser og publikationer.
  • Formidling og rådgivning (gøre kompliceret stof såsom lovgivning, retningslinjer, ny viden mv. inden for grøn omstilling forståeligt for ansatte og frivillige i folkekirken, ad flere kanaler).
  • Planlægning og afholdelse af events og konferencer om grøn omstilling.
  • Håndtere pressehenvendelser og afvikle interviews.
  • Have en bred kontakt- og samarbejdsflade med folkekirkens interne parter og eksterne samarbejdspartnere.

Opgaverne løses i tæt samarbejde med projektgruppens øvrige ansatte. Vi vægter et godt kollegaskab, hvor alle bidrager til at opgaverne løses, og der skabes resultater i fællesskab.

Din profil

Vi forventer, at du:

  • Har en relevant uddannelse.
  • Har indgående kendskab til folkekirkens organisering og struktur.
  • Har arbejdet med udvikling af tværgående indsatser i en stor organisation med både ansatte og frivillige.
  • Er kommunikativ stærk, både på skrift og i tale.
  • Kan lede processer, også sammen med frivillige aktører.
  • Kan arbejde selvstændigt, struktureret og bevare overblikket med mange bolde i luften på én gang.
  • Er udadvendt, åben og god til at skabe relationer.
  • Brænder for den grønne omstilling.
  • Har erfaring med og lyst til hybride samarbejdsformer.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er som udgangspunkt en fireårig projektansættelse, med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Der er tale om en fuldtidsstilling, men en lavere ansættelsesgrad kan evt. aftales.

Ansættelsestidspunkt er hurtigst muligt og senest den 1. februar 2026.

Stillingen er formelt indplaceret under kontorchefen i Lolland-Falsters Stift, men det fysiske ansættelsessted er Aarhus Stift.

Du ansættes i en landsdækkende organisation, hvor online kollegaskab og samarbejde er en naturlig arbejdsform, der supplerer folkekirkens fysiske tilstedeværelse over hele landet. Du skal dog påregne rejseaktivitet på tværs af landet, da vi – trods nye værktøjer og vaner – også mødes fysisk. Det kan godt være aften eller weekender, hvorfor en vis fleksibilitet ift. arbejdstid er nødvendig. Egen bil er en fordel.

Flere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til projektleder, Jesper Rønn Kristiansen på tlf. 2049 6407 eller stiftskontorchef, Lene M. Krabbesmark på tlf. 2025 8088.

Se mere om Folkekirkens Grønne Omstilling her: www.folkekirkensgrønneomstilling.dk.

Ansøgning

Ansøgning med bilag skal være modtaget senest den 26. november 2025. Ansøgning sker via linket "Ansøg".

Vi afholder samtaler mandag den 8. december i Aarhus og evt. 2. runde fredag den 12. december på Teams.

Alle interesserede uanset alder, køn, race eller etnicitet opfordres til at søge stillingen.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.