
Sønderborg kvinde- & Krisecenter søger voldsfaglig socialrådgiver til ’Sig det til nogen’ og kontaktperson for beboere
Ønsker du at bidrage til at styrke den ambulante indsats for kvinder, der er udsat for vold i nære relationer? Og ønsker du at yde voldsfaglig og socialrådgiverfaglig rådgivning til beboerne på Krisecenteret? Så har vi jobbet til dig!
’Sig det til nogen’ er et struktureret, ambulant forløb, der tilbyder specialiserede indsatser til voldsudsatte kvinder og deres pårørende, i et samarbejde mellem 7 krisecentre på tværs af Danmark. Konceptet består af individuelle voldsfaglige rådgivningssamtaler, psykologindsats, gruppeforløb og pårørenderådgivning.
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter er en selvejende forening med en bestyrelse. Krisecenteret er et sted, hvor kvinder, der har været udsat for vold i nære relationer, kan henvende sig for at få hjælp. Kvinderne kan bo på krisecenteret sammen med deres børn under 18 år. Når man har brug for at bo på krisecenteret, er det fordi, man har været udsat for vold eller trusler om vold, og man har brug for hjælp og beskyttelse til at komme væk fra volden.
Krisecenteret er en døgninstitution jf. §109. Her er fem ansatte og 80 frivillige. De frivillige krisevagter dækker vagter på hverdage fra kl. 17.30 til 7.00 samt weekender og helligdage. De ansatte dækker hverdage fra kl. 7.00 til 17.45.
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter søger nu en dygtig socialrådgiver til rådgivningsdelen af indsatsen, hvor vi arbejder bl.a. med afdækning af volden, risikovurdering, psykoedukation og samtalebaseret støtte til kvinden i hendes proces med at opnå de mål, hun har ift. at leve et liv uden vold.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Støtte i forhold til beboernes arbejde med empowerment
- Bisidder for kvinderne i hendes samarbejde med relevante myndigheder
- Individuelle rådgivningsforløb
- Gruppeforløb i samarbejde med anden fagperson
- Rådgivning til pårørende – individuelt og i gruppe
- Visitation
- Dokumentation af tilbuddets virkning på målgruppen
- Bidrag til løbende kvalificering af indsatsen
- Bidrag til den tværfaglige sparring og refleksionskulturen i afdelingen
- Bidrag til Sig det til nogens arbejde med at indsamle viden, udvikle vores indsats og bidrage til politikudvikling på området
Hvad forventer vi af dig?
Vi søger en socialrådgiver, der har erfaring med samtaleforløb med mennesker i en udsat position. Vi forventer, at du er vant til at arbejde selvstændigt og fagligt reflekterende, ift. de behov, du møder hos målgruppen, samtidigt med, at du er optaget af at indgå i tæt samarbejde med dine kollegaer.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har viden om og erfaring med at arbejde med vold i nære relationer, fx fra krisecenter.
- Kan bidrage til et arbejdsmiljø, hvor faglig refleksion og feedback fylder meget, og synes, det er spændende kontinuerligt at udvikle egne evner, og ikke er bange for at dele det, der kan være svært i vores arbejde.
- Har gode samarbejdsevner og er trænet i at møde dine kollegaer med faglig respekt og nysgerrighed.
- Er dygtig til at dokumentere det faglige arbejde, og kan kommunikere tydeligt både skriftligt og mundtligt.
- Har erfaring med samarbejde på tværs af aktører.
- Er fleksibel og omstillingsparat samt kan trives i en alsidig hverdag, hvor opgaver og prioriteringer kan ændre sig, og hvor du bidrager aktivt til de praktiske opgaver.
Dine muligheder:
Du får en spændende, afvekslende og ofte uforudsigelig hverdag.
Arbejdsmiljøet er i team-ånd og familiært, med stor grad af selvstændighed, og med plads til både humor og seriøsitet.
Du bliver en del af hverdagsteamet med fem fagligt veluddannede ansatte, og du vil opleve et godt og konstruktivt samarbejde med krisecenterets engagerede frivillige, for at gøre en forskel for krisecenterets beboere.
Vi benytter os af supervision ved ekstern psykolog med jævne mellemrum.
Om stillingen:
På nuværende tidspunkt, er stillingen på 28 timer pr. uge i en 3-årig periode, og der arbejdes på at skaffe fondsmidler til stillingen, Hvis dette lykkes, skal du påregne, at stillingen bliver på 37 timer pr. uge.
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2026.
Lønnen:
Vi læner os op ad DS-lønsatser.
Du vil referere til centrets leder.
Ansøgningsfrist
Ansøgning og CV sendes via jobindex.dk senest d. 16. november 2025. Vi afholder samtaler torsdag den 27. november og fredag den 28. november.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte centerleder Maybritt Kay Hinrichsen eller socialrådgiver Linda på mail: kkc@kvindekrisecenter.dk eller tlf. 74 42 05 28.
Vil du vide mere om Sønderborg Kvinde- & Krisecenter og ’Sig det til nogen’?
Du kan læse om os på vores hjemmeside: www.kvindekrisecenter.dk og på www.sigdettilnogen.dk
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.