Attent Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab
Vejle

Skift fra standard til særklasse: Bliv revisor hos Attent

Du ved hvordan det kan være i branchen: Lange dage, stive strukturer og alt for lidt menneske. Hos Attent gør vi det anderledes. Vi tror på, at høj faglighed og trivsel sagtens kan gå hånd i hånd. Her får du ansvar, fleksibilitet og kolleger, der både kan regne den ud og grine med dig undervejs.

Vi er gået fra 1 til 18 medarbejdere på få år, blevet kåret som Børsen Gazelle 2025, og vi leder nu efter en revisor, der vil med videre. Én, der gerne vil tage ansvar, men ikke tage sig selv alt for højtideligt.

Om stillingen

Du bliver en vigtig del af vores revisionsafdeling og får din egen kundeportefølje med fuld kundekontakt. Du får indblik i og indflydelse på alle opgaver hos dine kunder. Der er altid plads til, at du kan få hjælp og sparring, men vi forventer, at du er vant til at arbejde selvstændigt og drive opgaver i mål.

Om Attent

Vi er et ambitiøst rådgivningshus inden for revision, jura, GDPR og ESG, og vi skiller os ud fra normen i branchen. Selvfølgelig er kunderne i fokus, men det vigtigste er, at vi har det godt med at gå på arbejde. Strukturen er flad, og der er højt til loftet. Hos os kan du vokse fagligt blandt andet via kurser, som tilbydes gennem Revisorgruppen Danmark.

Dine opgaver

  • Revision, udvidet gennemgang og opstilling af regnskaber for selskaber
  • Skat (selskab og person) og opstilling af bilag til selvangivelsen
  • Udarbejdelse af protokoller mv.
  • Sparring med kunder og kolleger, så alle når i mål sammen

Vi forventer, at du

  • Som minimum har en HD i regnskab og økonomistyring
  • Har mindst 4 års erfaring fra revisionsbranchen
  • Selv kan koordinere dine arbejdsopgaver i samarbejde med kunder og kolleger
  • Har erfaring med Caseware
  • Trives som teamplayer, er nysgerrig og griber nye udfordringer

For den rette kandidat vil der være karrieremuligheder i form af videreuddannelse som cand.merc.aud. eller statsautoriseret revisor.

Vi tilbyder:

  • Fleksibilitet og høj trivsel: Vi følger aktivt op med to årlige målinger af det psykiske arbejdsmiljø og vi mødes flere gange om året til sociale arrangementer
  • Indflydelse og ansvar: korte beslutningsveje og plads til at præge din hverdag
  • Faglig udvikling: RGD-kurser og sparring på tværs af fagområder
  • Et uformelt miljø: Vi hjælper hinanden og spiller hinanden gode

Tiltrædelse snarest. Samtaler holdes løbende.

Send dit CV til Thomas Søgaard på tsc@attent.dk