Familieretshuset
Aabenraa

Relations- og samarbejdsstærk funktionsleder til HR

Brænder du for at bygge en moderne HR-funktion med stærke processer, tydelige standarder og databaserede beslutninger – og for at skabe resultater gennem relationer, dialog og tværgående samarbejde? Kan du omsætte data og digitalisering til reel effekt for ledere og medarbejdere ved at involvere dem, skabe fælles retning og sikre ejerskab? Så er du måske vores nye funktionsleder.

Du bliver daglig leder for et fagligt stærkt team på 7 HR-koordinatorer, som arbejder selvtilrettelæggende. Du refererer til kontorchefen for HR (som har personaleledelsen af 7 HR-partnere) og arbejder tæt sammen med ledere på tværs af hele Familieretshuset for at sikre, at en stærk HR-drift bliver til værdi i praksis.

HR-kontoret rummer 14 medarbejdere fordelt på tre lokationer, hvilket indebærer en vis rejseaktivitet. Enheden er forankret i Center for Styring, hvor du indgår i et tæt, tillidsfuldt lederfællesskab med tre kontorchefer og fire funktionsledere.

Dine hovedopgaver

  • Drifts- og personaleledelse: Sæt retning og rammer i tæt dialog med teamet. Varetage kapacitetsstyring, kompetenceudvikling og løbende facilitering af et selvtilrettelæggende team – med fokus på feedback, psykologisk tryghed og fælles ejerskab.
  • HR-portal: Udvikle én brugervenlig indgang til HR i samskabelse med ledere, medarbejdere og relevante fora, så løsningerne afspejler behovene i driften.
  • Proceskortlægning og digitalisering: Kortlægge end-to-end-processer sammen med procesejere, så de kan standardiseres og digitaliseres – med tydelige roller og snitflader.
  • Løn- og ansættelsescyklus: Sikre høj faglig kvalitet i ansættelser, fratrædelser, lønindplaceringer og dokumentation – i tæt samarbejde med ledere og HR-partnere.
  • Lønforhandlingsprocesser: Bidrage til at optimere og skabe værdi i forløbene gennem god forberedelse, transparent kommunikation og smidigt samarbejde med relevante parter.
  • Ledelsesrapportering og analyse: Udvikle ledelses-dashboards på HR- og økonomidata – og oversætte data til klare indsigter, anbefalinger og prioriteringer gennem dialog med ledelsen.
  • Tværgående samarbejde: Koordinere og facilitere opgaver på tværs af HR og Center for Styring, så sammenhænge, afhængigheder og beslutninger håndteres rettidigt.

Vi forventer, at du

  • Har en relevant videregående uddannelse.
  • Har erfaring med personaleledelse – gerne fra en offentlig HR-funktion eller anden kompleks driftsorganisation.
  • Har stærke analytiske evner og arbejder hjemmevant med HR-/økonomidata (rapportering/dashboards) – og kan formidle pointerne, så de skaber handling.
  • Forstår overenskomstlandskabet og kan omsætte regler til driftssikre, samarbejdsunderstøttende processer.
  • Erfaring med procesforbedring og digitalisering/automatisering er en fordel, men ikke en forudsætning.

Dine personlige styrker

  • Nærværende, tydelig leder, der skaber retning, tryghed og fremdrift gennem gode relationer og klar kommunikation.
  • Struktureret og kvalitetsbevidst – samtidig pragmatisk og løsningsorienteret, når virkeligheden kræver det.
  • Relationsstærk brobygger, der kan gøre det komplekse enkelt og skabe engagement, ejerskab og koordinering på tværs af fagligheder og lokationer.
  • Rutineret facilitator, som kan lede møder, processer og forandringer, håndtere uenighed konstruktivt og sikre beslutninger, der kan implementeres.

Vi tilbyder

  • Stor indflydelse på dataanvendelse, digital retning og professionalisering af HR-drift – i tæt dialog med ledere og medarbejdere.
  • Et klart mandat til at sætte retning for HR-driften – fra standarder og datakrav til prioritering af indsatser – og sikre ensartet, samarbejdsbaseret implementering på tværs.
  • Et stærkt fagligt miljø med tværgående sparring og reelle muligheder for at sætte aftryk.
  • En lederrolle i Styring, hvor HR, Økonomi og Jura arbejder tæt og ambitiøst sammen om at skabe værdi for kerneopgaven.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Send et motiveret CV og anden relevant dokumentation via ansøgningsknappen nederst senest d. 20. november. Vi forventer at holde første samtale i uge 48 og anden samtale i uge 49. Der vil forekomme personlighedsanalyse og logisk test i forbindelse med rekrutteringsprocessen og indhentet referencer. Tiltrædelse d. 1. februar 2026 eller hurtigst muligt.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Ansættelsesområdet er Social- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Familieretshuset på vores lokation i Aabenraa. Der kan forekomme rejseaktivitet til Familieretshusets øvrige lokationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Helle Kirkegaard Grue på telefon 51 63 45 23.

Nysgerrig på Familieretshuset? Læs mere om os her eller mød en medarbejder her på Mød en medarbejder (familieretshuset.dk).

Om Familieretshuset

Familieretshuset hjælper borgere med at skabe ro, tryghed og retning i ændrede livssituationer. Målet er altid at finde den bedste løsning for hver enkelt borger. Vi løser opgaver inden for områderne: forældremyndighed, bopæl og samvær, separation og skilsmisse, internationale ægteskaber, navngivning og navneændring, bidrag, faderskab og medmoderskab, adoption, værgemål og fremtidsfuldmagter.Vi er en organisation i stor udvikling, og vi brænder for at levere den bedste kvalitet til gavn for de mange borgere, der hver dag har brug for vores hjælp. Familieretshuset har afdelinger 10 forskellige steder i Danmark.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.


Familieretshuset løser opgaver på det personretlige og familieretlige område. Familieretshuset behandler overordnet sager om brud og overgange i familien.

Det er Familieretshusets opgave at behandle sager, som handler om familien i bred forstand. På alle områder handler det om at finde de løsninger, der er bedst for hver enkelt familie.

Familieretshuset åbnede 1. april 2019 og erstattede Statsforvaltningen. Familieretshuset hører organisatorisk og budgetmæssigt under Social- og Boligministeriet.