
Projektleder i Ukraine
Dansk Kulturinstitut (DKI) søger en stærk projektleder til implementering af DKI’s ungeprogrammer og kulturaktiviteter i Ukraine. Du skal overtage stafetten efter vores kollega Julie, som med sin faglige tyngde, gennemslagskraft og evne til at skabe relationer har været en drivkraft for DKI’s arbejde i Ukraine gennem de seneste fem år. Med et solidt fundament og et engageret team i Ukraine ser vi nu frem mod næste kapitel i vores tilstedeværelse.
Nu har du chancen for at blive en del af en indsats, der i de seneste fem år har stået skulder ved skulder med Ukraine. For os har støtten til Ukraine altid været mere end et projekt – det har været en hjertesag. De ukrainske unge har vist mod, handlekraft og håb, som har inspireret og styrket vores arbejde. Gennem årene er vores tilstedeværelse vokset til et stort netværk af unge, kulturaktører og civilsamfundsorganisationer over hele landet.
Vores ungdomshus i Kyiv har været et samlingspunkt for nye fællesskaber, samarbejder og projekter. Nu står vores indsatser ved en naturlig udvikling: arbejdet bevæger sig fra at være centreret omkring ungdomshuset i Kyiv til i stigende grad at blive målrettet unge i særligt udsatte regioner, hvor Mykolaiv bliver en vigtig base for vores fremtidige tilstedeværelse.
Vi fortsætter med samme dedikation, samme målgruppe og samme vilje til at gøre en forskel med styrket fokus på opbygning af stærke partnerskaber med unge på tværs af Ukraine med særlig fokus på Mykolaiv og andre frontlinjeregioner. Vi søger en engageret og erfaren projektleder, som kan stå i spidsen for dette arbejde for unge gennem unge.
Om stillingen
Projektlederen vil være ansvarlig for implementeringen af DKI’s og DUF’s Danida-finansierede program Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus lokaliseret i Kyiv og Mykolaiv og lede programteamet i Ukraine med at udbrede vores mange erfaringer og ungeengagement til hele Ukraine. Desuden vil projektlederen bidrage til DKI’s øvrige kulturaktiviteter i Ukraine med det formål at styrke det kulturelle civilsamfund og interkulturel udveksling og samarbejde mellem Danmark og Ukraine.
Din rolle, ansvarsområder og kompetencer:
Som projektleder forventes du at:
- Stå for den løbende implementering af ungeprogrammet i overensstemmelse med Danidas retningslinjer, herunder udvikling af resultatrammer og handlingsplaner, monitorering og evalueringsopgaver, løbende justering ift. kontekstændringer, budgetmonitorering, afrapportering;
- Varetage de daglige administrative opgaver med godkendelse af bilag både fysisk og elektronisk, timeregistrering, kontrakter, sygdom og meget andet praktisk for at sikre fremdrift i programmet;
- Sikre god personaleledelse og koordineringen af teamet i Ukraine således, at opgaver og deadlines bliver mødt;
- Sikre samarbejdet med relevante ministerier og myndigheder i Ukraine, samt relevante danske og ukrainske samarbejder og ligeledes sikre tæt koordinering med hovedkontoret i København og øvrige kolleger i regionen for de østlige naboskabslande;
- Repræsentere DKI i Ukraine over for myndigheder, internationale institutioner og lokale samarbejdspartnere;
- Etablere nye og vedligeholde eksisterende partnerskaber med lokale kulturaktører i landet;
- Udvikle og implementere nye kvalificerede og relevante DKI-aktiviteter og projekter i Ukraine og til tider i regionen for de østlige naboskabslande.
Mere specifikt forventes det, at du som projektleder vil:
- Sikre professionelt og tillidsbaseret samarbejde med lokale samarbejdspartnere;
- Holde dig informeret om udviklingen i Ukraine med fokus på unge- og kulturområdet;
- Støtte DKI’s programmedarbejdere på hovedkontoret i København i at sikre synergieffekter i aktiviteter på tværs af regionen og mellem de forskellige DKI-programmer i regionen for de østlige naboskabslande.
Som potentiel kandidat har du:
- Solid projektledererfaring, gerne med Danida-programmer og grundig forståelse af international projektimplementering;
- Omfattende viden om den aktuelle politiske, sociale og kulturelle situation i Ukraine og gerne arbejdserfaring med eller fra landet;
- Dokumenteret erfaring med projektkoordinering og teamwork, herunder økonomistyring, kommunikation og M&E metoder (f.eks. Outcome Harvesting);
- Erfaring med personaleledelse og/eller koordinering af større teams;
- Generel interesse for og erfaring fra ungeområdet og/eller kultursektoren i Ukraine og Danmark, samt praktisk erfaring med internationalt samarbejde er en fordel;
- Højt ansvarsniveau, tidsstyring og en proaktiv arbejdstilgang;
- Forståelse for, hvordan man navigerer, samarbejder og sikrer fremskridt i projekter i en ofte urolig og politisk følsom kontekst med alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og som en del af et internationalt team med placeringen i forskellige lande;
- Fuldendte færdigheder i dansk og engelsk. Kendskab til ukrainsk er en fordel.
Vi tilbyder:
- En dynamisk international arbejdsplads;
- At blive en del af et internationalt team med kolleger på tværs af regionen for de østlige naboskabslande, i Danmark og på tværs af verden;
- Udstationering til Kyiv med omfattende rejser til Mykolaiv eller vice-versa;
- En mulighed for at bidrage til yderst relevante og samfundsvigtige projekter med fokus på unge og hvor kulturudvikling, udveksling, demokrati og samarbejde er i centrum;
- At indgå i et team af professionelle kollegaer med forskellige faglige profiler og mangfoldige baggrunde.
Ansættelsesforhold
Arbejdssted
Projektlederen vil være baseret i Kyiv eller Mykolaiv, Ukraine.
Team
Projektlederen vil være en del af et internationalt hold, der er placeret i Ukraine, København, Moldova, Georgien og Litauen. Dine nærmeste kollegaer inkluderer – udover teamet i Ukraine – DKI’s regionale chef for de østlige naboskabslande (i København), afdelingens strategiske rådgiver (i København), projektledere og projektkoordinatorer i de østlige naboskabslande og finansmedarbejdere i København.
Starttidspunkt
Januar 2026 eller så hurtigt som muligt. Ansættelsen er på minimum 12 måneder med mulighed for forlængelse.
Rejseaktivitet
Udover rejser rundt i Ukraine kan projektlederen forvente at have 4-5 årlige rejser til øvrige østlige naboskabslande, Danmark eller andre EU-lande for at deltage i relevante møder, konferencer el.lign.
Praktisk information
- Stillingen er på fuld tid (40 timer om ugen) jf. ukrainsk arbejdstid
- Der er en særlig Rest & Recovery ordning, der betyder at hver 7. uge tilbringes uden for Ukraine som hvile og restitution grundet vilkårene med forhøjet sikkerhedsrisiko
- DKI tilbyder løn i overensstemmelse med den danske AC-skala og relevante kvalifikationer, samt pensionsordning på 18,07%
- Lønnen er omfattet af skattefritagelse i henhold til § 33 A i den danske ligningslov
- Forsikring via Gouda.
Sådan ansøger du
Du ansøger ved at sende dit CV, motiverede ansøgning, dokumentation for erfaring og kvalifikationer senest d. 11. november 2025. Bemærk venligst, at vi kun overvejer ansøgere, der ansøger via systemet på grund af GDPR-reglerne. Samtaler vil blive afholdt i anden halvdel af midt-november 2025.
Har du spørgsmål til stillingen?
Du er velkommen til at kontakte Henriette Borg Reinholdt, regional chef for Dansk Kulturinstituts aktiviteter i de østlige naboskabslande – hbr@danishculture.com.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.