Københavns Kommune
København Ø

To sygeplejersker til Brobyggerne

Hos Brobyggerne arbejder vi med børn og unge, der pga. psykiatriske udfordringer har svært ved at håndtere hverdagslivet uden støtte. Der er brug for os, og vi søger derfor nye kollegaer, som gerne skal have erfaring indenfor behandlings- og psykiatriområdet samt interesse for området for spiseforstyrrelser.

Om os

Brobyggerne er en bydækkende specialiseret familie- og kontaktpersonsordning samt psykologtilbud. Vores målgruppe er børn og unge mellem 5-18 (23) år med komplekse psykiatriske vanskeligheder og deres familier.

Vi består af mange forskellige fagligheder herunder pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer samt en psykiater, to afdelingsledere og en institutionsleder, som alle har erfaring med behandlingsindsatser for børn og unge med komplekse psykiatriske udfordringer.

Brobyggerne arbejder altid der, hvor barnet/den unges og familiens vanskeligheder er. Vi tilbyder fleksible og skræddersyede forløb, som spænder lige fra behandlingsarbejde i hjem, skoler, i børne- og ungdomspsykiatrien, i fritidslivet eller samtaler eller gruppeforløb på matriklen.

Mange af de børn og unge vi arbejder med har massive angstproblematikker, kæmper med skolevægring og social isolation, er selvmordstruede, udadreagerende eller har psykoseproblematikker og mange er diagnosticeret med depression, autisme, spiseforstyrrelser, OCD, ADHD, skizofreni/skizotypi, personlighedsforstyrrelser eller tilknytningsforstyrrelser. Vi arbejder med hele familien og har særligt fokus på barn/forældresamspillet, hvor vi styrker forældrene i at se og møde deres barns behov.

Brobyggerne er en del af Center for Socialpædagogik og Psykiatri, som hører under Københavns Kommunes socialforvaltning.

Om stillingen

Som sygeplejerske hos Brobyggerne vil du arbejde meget selvstændigt med indsatserne og tilrettelægge dit skema så det imødekommer barnet/den unges og familiens behov. Arbejdet vil være opsøgende i familiernes hjem og relevante arenaer.

Udover behandlingsarbejdet vil du

  • have fokus på spiseforstyrrelse og måltidsstøtte
  • have fokus på selvskadende adfærd
  • udarbejde behandlingsplaner og dokumentation
  • udføre psykoedukation og have viden indenfor psykiatri
  • indgå i arbejdet omkring understøttelse af inklusion i folkeskolen
  • deltage i sparring og koordinering med dit team

Hos Brobyggerne har vi fokus på udvikling og læring, og du skal derfor have lyst til en afvekslende og fleksibel hverdag.

Om dig

Vi lægger vægt på, at du

  • er uddannet sygeplejerske – gerne fra psykiatrien med erfaring på børne- og ungeområdet
  • gerne har familiebehandleruddannelse eller anden relevant uddannelse
  • eventuelt har kendskab til kognitiv adfærdsterapi og familieindsatser eller mentalisering og miljøterapi
  • er motiveret for at have skiftende arbejdstider, og i perioder at arbejde om aftenen og i weekender
  • trives med at arbejde i forskellige arenaer fx psykiatrien, folkeskoler, KKFO'er, private hjem mv.

Vi tilbyder

  • mulighed for løbende kurser og uddannelser, fx familiebehandling, kognitiv adfærdsterapi, supervisor og personlig udvikling
  • at blive en del af en innovativ indsats med høj faglighed, godt kollegialt miljø og tillidsbaseret ledelse
  • månedlige 1:1-samtaler med en af de to afdelingsledere
  • ugentlig behandlingskonference og sagssupervision
  • supervision
  • ansættelse som selvtilrettelægger samt flekstidsordning
  • fortrinsvis dagvagter, men der kan forekomme aften- og weekendindsatser
  • et forpligtende arbejdsfællesskab, hvor vi sætter arbejdsmoral, trivsel og humor i højsædet
  • et afvekslende og fleksibelt arbejdsmiljø, hvor der er plads til udvikling og mulighed for at påvirke dit eget arbejdsliv

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingerne er fastansættelser på fuld tid. Vi ønsker tiltrædelse snarest muligt eller fra den 1. januar 2026.

Vi anvender børne- og straffeattest og indhenter referencer som led i rekrutteringen.

Vil du vide mere?

Du er meget velkommen til at kontakte en af vores to afdelingsledere Andreas N. Jakobsen på 20 52 59 74 eller Peter Vagn Jakobsen på 24 78 40 87, hvis du vil vide mere om stillingerne. Læs også mere om centret og tilbuddet her.

Brobyggerne ligger i Svendborggade på Østerbro.

Vi afholder løbende samtaler og glæder os til at høre fra dig.

Søg via ansøgningsknappen senest tirsdag den 11. november 2025