
Matematiklærer til ny specialundervisningsafdeling i Valby
– Bliv en del af et stærkt fællesskab med plads til forskellighed – og til at tænke undervisning på nye måder.
Vil du være med til at opbygge en ny skolehverdag for børn og unge med særlige behov – og bruge både klasselokalet og byen som læringsrum? Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi søger en engageret og relationsstærk matematiklærer til en ny afdeling af Pilelygaard, der åbner i Valby. Afdelingen er en del af det eksisterende behandlings- og specialundervisningstilbud i Undløse, som har mere end 15 års erfaring med elever, der har diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser og tilknytningsvanskeligheder.
Mange af vores elever har haft et langt og ofte frustrerende skoleforløb, hvor de har oplevet nederlag og kan reagere med modstand, frustration eller udadreagerende adfærd, når de bliver pressede. Som lærer hos os skal du kunne bevare roen og møde dem med overskud, professionalisme og en forståelse for, at deres reaktioner ikke er personlige – men udtryk for mistrivsel, der kræver tryghed og tålmodighed. Du er aldrig alene i de situationer og der er altid flere dygtige kollegaer til stede i undervisningen.
Undervisningen følger folkeskoleloven, men tilrettelægges med høj grad af individuel tilpasning. Du bliver en del af et lille, dedikeret team, hvor lærere og pædagoger arbejder tæt sammen omkring hver enkelt elev. Matematikken undervises både i klasselokalet og i mere praksisnære rammer, hvor du kan inddrage byen, hverdagen og elevernes egne interesser. Vi lægger vægt på kreativitet, relationer og at møde eleverne, hvor de er – fagligt såvel som menneskeligt.
Du vil få støtte og faglig sparring fra den etablerede afdeling i Undløse, og der vil være mulighed for, at du og dine elever besøger gården og deltager i værkstedsfag og naturnære aktiviteter der. Samtidig skal du være med til at præge og forme hverdagen i Valby, hvor vi tænker nyt og bygger op fra bunden – med solide erfaringer i ryggen.
Vi leder efter en lærer, der er stærk i klasseledelse, god til at skabe struktur og som har mod på at undervise i små grupper med elever, der ofte har svært ved at tro på egne evner. Du behøver ikke være speciallærer, men det er vigtigt, at du er nysgerrig, reflekteret og har lyst til at lære og udvikle dig sammen med os.
Det får du hos os:
- En meningsfuld hverdag, hvor du gør en reel forskel
- Høj grad af medindflydelse og mulighed for at forme skolens retning
- Et tværfagligt miljø med tæt samarbejde og fokus på fælles ansvar
- Supervision og faglig sparring fra både kolleger og skolens egen psykolog
- Løn efter kvalifikationer, pension og sundhedsforsikring via PFA
Stillingen er til besættelse 1. december 2025, og vi holder samtaler løbende.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Welmatch på kontakt@welmatch.dk. Ansøgning og CV sendes via linket "Ansøg" eller direkte til ovenstående mail.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.