Frederiksberg Kommune
Frederiksberg C

SFO Thorvald søger gårdpædagog med kærlighed til bevægelse og udeliv

Er du vild med frisk luft, børneliv og pædagogisk udvikling?
Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye gårdpædagog på SFO Thorvald – en del af Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg.

Hos os arbejder vi hver dag på at skabe plads til og fællesskaber for alle børn – både i skoletid og fritid. Vi tror på, at fællesskab, bevægelse og nærvær er bærende elementer i børns udvikling og trivsel. Den kortere skoledag, giver nye muligheder i SFO. Vi vil derfor den kommende tid, have særligt fokus på at udvikle vores pædagogiske rammer og praksis, og her får du en vigtig rolle.

Om SFO Thorvald

Vi deler lokaler med indskolingen og danner rammen om ca. 375 børns fritidsliv og 25 ansattes arbejdsliv.
Vores store skolegård byder på cykler i alle afskygninger, boldbaner, højbede, bålhus, kaniner, udeværksted – og masser af muligheder for leg, læring og bevægelse i hverdagen.

Vi drømmer om en kollega, der kan se det magiske i både krible-krable-dyr, boldspil, højtlæsning i bålhytten og kreative udendørsprojekter. Kort sagt: en, der får gården til at summe af liv, grin og fællesskab – året rundt og i al slags vejr.

Om jobbet

Som gårdpædagog bliver du den primære voksne i gården om eftermiddagen. Du vil have ansvar for at skabe aktiviteter og rammer, som tager udgangspunkt i børnenes interesser og behov.

Du bliver en central del af SFO’ens hverdag, og du indgår i et tæt samarbejde med både kollegaer, skole og klub – bl.a. gennem møder og pædagogiske udviklingsaktiviteter.

Vi leder efter dig, der:

  • har energi, engagement og faglig nysgerrighed
  • trives i samarbejde og søger dialog med både kollegaer og forældre
  • tager initiativ og bevarer overblikket
  • møder børnene med ro, anerkendelse og åbenhed
  • elsker at være ude – også når det regner
  • kan planlægge og gennemføre aktiviteter, der skaber glæde og deltagelse
  • ser muligheder i at arbejde med natur og bevægelse midt i byen
  • trives med selvstændigt ansvar

Vi tilbyder dig:

  • en varm og humoristisk personalegruppe med høj faglighed og stærkt fællesskab
  • masser af glade, nysgerrige børn, der elsker at være ude
  • god introduktion til gårdens mange muligheder
  • opbakning til dine idéer og plads til at prøve nyt
  • tid til forberedelse, møder og refleksion

Praktisk information

  • Ansættelse: 1. december 2025
  • Ansøgningsfrist: torsdag d. 13. november 2025 kl. 12.00
  • Samtaler: Afholdes tirsdag d. 18. november 2025 (vi indkalder løbende)

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte
Käthe Thiemer Bangsholt, daglig leder af SFO, på tlf. 28 98 06 10.

Læs mere om Skolen ved Bülowsvej og vores SFO på skolens hjemmeside.

Løn og ansættelse

Pædagogstillingen er på 32 timer ugentligt med start senest 1. december 2025.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og vi gør opmærksom på, at inden ansættelse kan finde sted, skal du fremvise en §36 straffeattest (børneattest) samt en almindelig §11 straffeattest.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Kom og vær med til at skabe et udeliv, hvor alle børn kan finde deres plads – i fællesskab, bevægelse og glæde!

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.

Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.