
Produktionsmedarbejder - ufaglært
Droneteknologi - aktiv hverdag med montage, lager og forsendelse
Hos Upteko udvikler og producerer vi avancerede droneløsninger til forsvar, beredskab og kritisk infrastruktur – og vi er på udkig efter dig, der har lyst til at være en del af vores voksende produktionsteam. Som ufaglært produktionsmedarbejder bliver du en vigtig del af vores hverdag, hvor vi arbejder med teknologi og innovation. Du bliver tilknyttet vores hovedkontor i Skanderborg og får mulighed for at udvikle dig i en dynamisk virksomhed med høj faglighed og højt til loftet.
Byg, pak og send – du holder produktionen i gang
Som produktionsmedarbejder hos os får du en praktisk og alsidig rolle i vores montage, lager og forsendelse. Du bliver en del af den daglige drift og hjælper med at sikre, at vores droner og komponenter bliver samlet, pakket og sendt med fokus på kvalitet og præcision.
Du refererer direkte til vores produktionschef og bliver en del af et lille team, der i forvejen består af to elektronikmontører. I arbejder tæt sammen og deler opgaverne på tværs afhængigt af behov og kompetencer.
Du får grundig oplæring, og vi sørger for, at du bliver klædt godt på til opgaverne, som blandt andet kan være:
- Samling og opbygning af droner og tilbehør
- Opsamling af færdige produkter fra produktionsområdet
- Pakning, mærkning og klargøring af ordrer til forsendelse
- Håndtering af varer på lageret – modtagelse, registrering og ordrepluk
- Let kvalitetskontrol og sikring af, at produkterne lever op til standarderne
- Overholdelse af sikkerhedsprocedurer – særligt ved håndtering af litiumbatterier
Vi arbejder tæt sammen i produktionen, og du kommer til at tage del i forskellige typer af opgaver efter behov. Vi leder derfor efter dig, der ikke er bange for at tage fat, hvor der er brug for det, hvilket er en helt naturlig del af vores DNA i en lille og dynamisk virksomhed.
Stabil, lærenem og klar på at tage fat
Vi leder efter dig, der har hænderne godt skruet på og trives med praktiske opgaver i et team. Du behøver ikke en faglig baggrund inden for produktion – det vigtigste er, at du er mødestabil, omhyggelig og har lyst til at lære. Vi sørger for oplæring og introduktion til vores produkter og processer. Hvis du har erfaring fra lignende arbejde, er det en fordel, men ikke et krav.
Vi forestiller os, at du:
- Er ansvarsbevidst og kvalitetsbevidst i din tilgang til arbejdet
- Trives med rutiner og samarbejde i hverdagen
- Måske har erfaring fra lager, pakning eller produktion – og måske endda et truckcertifikat
- Har kursus i håndtering af farligt gods som litiumbatterier – eller interesse for det
Hvis du har erfaring med transport af farligt gods eller har kursusbevis, må du meget gerne nævne det i din ansøgning.
Er du klar?
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, og alle henvendelser behandles fortroligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Production Manager, Simon Bentzon Nielsen på tlf. 5217 2522. Send gerne en SMS først, hvorefter Simon ringer tilbage til dig snarest muligt.
Om Upteko
Upteko udvikler avancerede droneløsninger til forsvar og sikkerhed, herunder beredskabet og kritisk infrastruktur – med fokus på høj kompleksitet, driftssikkerhed og teknologisk innovation. Vi arbejder tæt sammen med myndigheder og professionelle aktører for at skabe næste generations droneplatforme, der kan løse konkrete opgaver med et stærkt slutbrugerfokus. Vores hovedkontor og produktion ligger i Skanderborg, men vi er også repræsenteret i Odense – tæt på UAS Denmark Test Center ved H.C. Andersen Lufthavn. Det giver os mulighed for at følge udviklingen i et af Europas førende dronecentre.
Hos Upteko bliver du en del af et ungt, innovativt og tværfagligt team, hvor der er højt til loftet. Kulturen er entreprenøragtig og præget af en stærk vilje til at lykkes sammen, ambition og humor.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.