
Driftsleder i eltavle-virksomhed
Om PL Control
PL Control er en danskejet producent af eltavler til industri, byggeri og energisektoren. Vi er kendt for høj kvalitet, fleksibilitet og teknisk knowhow – og vi leverer løsninger, der får strømmen til at flyde sikkert og effektivt hos vores kunder.
PL Control har siden 1988 været drevet og udviklet af vores ejerleder og direktør Lars Kristensen, men intet varer evigt, derfor skal vi have fundet den rigtige person til at overtage driften når han om nogle år går på pension. I samme forbindelse blev majoriteten af ejerandelene opkøbt i begyndelsen af 2025 af SystemTeknik A/S, en af Danmarks tre største aktører på eltavlemarkedet.
Vi søger derfor en driftsleder, som på sigt skal overtage driftsansvaret for PL Control, og samtidig være et centralt bindeled til vores moderselskab for at sikre et tæt og effektivt samarbejde.
Din rolle og vigtigste opgaver:
Som driftsleder hos PL Control får du det overordnede ansvar for den daglige drift i produktionen. Du bliver bindeleddet mellem afdelingerne - og skal sikre, at vores projekter bliver leveret til tiden, effektivt og kostbevidst. Derudover bliver du ansvarlig for implementering af en række digitaliseringsprojekter i samarbejde med moderselskabet.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Planlægge og koordinere den daglige produktion
- Sikre effektiv udnyttelse af ressourcer og kapacitet med henblik på kosteffektivitet
- Lede og motivere produktionsteamet (elektrikere, montører, lærlinge m.fl.)
- Ansvarlig for produktionsflow, kvalitet og leveringssikkerhed
- Ansvarlig for digitaliserings- og andre integrationsrelaterede opgaver op imod moderselskab
Om dig:
Du har flere års erfaring med arbejdet med eltavler – for eksempel inden for produktion, design eller projektledelse. Hvor mange år, du har erfaring, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har arbejdet med eltavler før og har en stærk el-teknisk knowhow. Derudover har du solide digitale kompetencer og er motiveret af store, komplekse opgaver – som det er tilfældet i driftslederstillingen.
Så vi tænker, at du:
- Har erfaring fra en lignende rolle som driftsleder, produktionsleder eller værkfører –inden for eltavleproduktion.
- Har el-teknisk baggrund (f.eks. elektriker, elinstallatør eller maskinmester)
- Har stærke digitaliseringskompetencer og har før indgået i eller ledet digitaliseringsprojekter (lagerstyring, produktionsstyring etc.)
- Trives med både ledelse og hands-on opgaver
- Arbejder detaljeorienteret, struktureret og er løsningsorienteret
- Har gode kommunikationsevner og kan skabe motivation og retning i et team
Hvorfor vælge PL Control?
Fordi du får en central rolle i en lokal funderet virksomhed med solid teknisk viden og stærke rødder i branchen. Du bliver en del af et tæt samarbejde med ledelsen, hvor dine input og beslutninger får reel betydning for virksomhedens udvikling. Du træder ind i et arbejdsmiljø præget af engagement, sammenhold og dedikerede kollegaer, der brænder for deres håndværk. Samtidig får du en lønpakke, der matcher dine kvalifikationer og erfaring.
Klar til næste skridt?
Send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi finder den rette.
Arbejdssted: Hadsund
Ansættelsesdato: 01-01-2026 (eller hurtigst muligt)
Ansøgningsfrist: 11-11-2025
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars Kristensen, direktør og ejerleder i PL Control på +45 40 94 30 28.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.