Danmarks Jernbanemuseum
Odense C

Værkstedsmedarbejder til den kørende afdeling

Vil du udleve drømmen og arbejde med veterantog på fuldtid, og genkender du dig selv i disse punkter, så er det måske dig vi leder efter?

Du:

  • er god til at bringe andre i spil, så de kan komme til og lykkes. Du skaber rammerne og forudsætningerne, for at andre kan bidrage med en god portion menneskekundskab - så du kan skabe et godt klima med de frivillige, ældre som yngre, der kommer med en vidt forskellig baggrund
  • trives med regler og dokumentation, som du ser som rammen om dit arbejde. Du forstår at regler sikrer din, dine kollegaers og alle andre aktørers sikkerhed
  • finder fællesskabet på din arbejdsplads, ved at være fælles om at skabe resultater
  • har et klart fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø i alle arbejdssituationer
  • er visionær og arbejder for at dine mange delresultater skal skabe rammerne for en bedre og stærkere organisation i fremtiden

Vi søger en ny kollega, som kan tage sig af en lang række praktiske opgaver i hverdagen og støtte værkstedskoordinatoren
i udviklingen af vores værksted på Danmarks Jernbanemuseum i centrum af Odense.

Hvad laver man så?

En stor del af tiden går med logistik: Hente reservedele og varer, mellem vores forskellige lokaliteter og leverandører, samt sortering og oprydning på lager og værksted. De dage hvor vores frivillige er her, er opgaven dels at lede, vejlede og til tider uddanne dem, men også at føre kontrol med de udførte opgaver og dokumentationen heraf. Lejlighedsvist skruer vi naturligvis også på materiellet.

Det giver sig selv, at jo mere man kan motivere og understøtte de frivillige, jo flere opgaver løser de, og hjælper dermed til den samlede opgaveløsning – det er derfor vigtigt at du kan skabe en relation til dem, og er fleksibel omkring din arbejdstid, til at møde de frivilliges mulighed for at bidrage. Nogle frivillige er pensionister, men hovedparten er erhvervsaktive og med skiftende arbejdstider, så at sikre fremmøde, kræver at du er en samlende person, har vedholdenhed og fleksibilitet – for det ER oftest bare sjovere, når opgaver kan løses i flok!

Som minimum har vi en forventning om du forbereder og deltager i arbejdsaftener og -weekender svarende til gennemsnitligt én aften om ugen samt tre lørdage el. søndage om måneden.

Vi kører heldigvis også veterantog – i perioder faktisk ret intensivt! Du bliver som minimum uddannet som veterantogslokomotivfører og togfører på vores egen strækning. Du vil også blive uddannet som togfører og rangerleder på jernbanenettet, hvorfor Trafikstyrelsens helbredskrav skal kunne opfyldes. Har du ønske om uddannelse som fyrbøder og veterantogslokomotivfører på jernbanenettet, så er det også en mulighed.

Du bliver en del af et arbejdshold med varierende arbejdstider og -belastninger, hvor begge dine fastansatte kolleger samt alle frivillige har en betydelig interesse for gamle tog. En jernbaneinteresse, du tydeligvis deler selv.

Du er måske håndværker, ufaglært eller noget helt tredje – vigtigst er det, at dine hænder er skruet rigtig godt på, har kroppen til et til tider fysisk belastende arbejde og at du har en stærk interesse for gammel jernbaneteknik og gammelt håndværk, samt selvstændigt evner at sætte dig ind i tekniske forhold.

Lyder dette spændende, så ser vi frem til at høre fra dig!

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer. Aften og weekendarbejde må påregnes i omfanget en aften om ugen og tre weekenddage om måneden. Lønnen fastsættes efter kvalifikationerne. Dit arbejdssted er Danmarks Jernbanemuseum, Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C, men der kan også blive tale om deltagelse i opgaver på vores fjernmagasiner, ligesom vi arbejder på at få finansieret et nyt værksted i Marslev, 12 km øst for Odense. Dette nye værksted vil på et tidspunkt blive din primære arbejdsplads.

Ansøgning

Vi vil gerne besætte stillingen fra 1. februar, men har helt sikkert også tid til at vente på den rette.
Tøv derfor ikke med at sende din ansøgning, dog senest 15/11.

Ansøgning og dit CV, mærket ”Værkstedsmedarbejder”, sendes til job@jernbanemuseet.dk.

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte værkstedskoordinator Morten Storgaard, tlf. 3065 4876.


Danmarks Jernbanemuseum
Med op mod 100.000 besøgende om året er Danmarks Jernbanemuseum en af de større attraktioner på Fyn. Det er et nationalt museum med ansvar for jernbanehistorien i hele landet. P.t. er der 20 fastansatte samt et større antal timelønnede og frivillige, der bidrager til løsning af en lang række opgaver. Foruden museet i Odense driver museet også kørsel med veterantog både i Odense og på de lange skinner over hele landet. Du bliver en del af Restaurering & Veterantog, der udover denne stilling består af en enhedsleder og en værkstedskoordinator, men du vil ofte være i kontakt med kollegaer fra andre afdelinger. Organisationen på Danmarks Jernbanemuseum er præget af mange forskelligartede fagprofiler.