FGU-Skolen Øst
Roskilde

Pædagogisk souschef til FGU Roskilde Lejre

Er du struktureret og engageret med blik for både drift og pædagogik? Vi søger en pædagogisk souschef, der kan sikre, at hverdagen på FGU Roskilde Lejre fungerer stabilt, professionelt og med tydelige rammer for elever og medarbejdere.

Om os

Vi udbyder Forberedende Grunduddannelse i Høje-Taastrup, Greve, Solrød, Roskilde og Lejre Kommune for unge, som har brug for viden, kundskaber, færdigheder, afklaring og motivation til primært at gennemføre en ungdomsuddannelse eller opnå ufaglært beskæftigelse.

Vi er optaget af at skabe stærke fællesskaber – fagligt såvel som socialt. Vores kerneopgave er at have fokus på den enkelte unge, og hjælpe den unge bedst videre i uddannelse eller job.

Vi lægger vægt på høj trivsel og arbejdsglæde, hvor det fælles fokus er at skabe en ny skoleform sammen. Læs mere om vores skole her: https://fgu-skolen.dk/

Du kan se stillings- og funktionsbeskrivelse for vores nye Pædagogiske Souschef i FGU-Skolen Øst her: https://fgu-skolen.dk/index.php/ledige-stillinger/

Om stillingen

Stillingen er nyoprettet på alle vores 3 skoler, og har til formål at styrke den lokale drift af skolen, og bidrage til et større fokus på pædagogisk ledelse og sikre kvaliteten i vores tilbud til de unge.

Som pædagogisk souschef bliver du en del af skolens ledelsesteam og skolelederens faste sparringspartner.

Du får ansvar for den daglige organisering, skemaer, vikardækning og koordinering af værksteder, så undervisningen kan gennemføres planmæssigt. Samtidig bidrager du aktivt til at understøtte den pædagogiske praksis og udvikling, så skolens elever møder en struktureret og inkluderende hverdag, hvor læring og trivsel kan blomstre.

Du bliver en vigtig del af skolens pædagogiske fundament. Sammen med undervisere og vejledere skaber du de rammer, der gør det muligt for eleverne at udvikle både faglige, personlige og sociale kompetencer. Du understøtter arbejdet med praksisnær undervisning, ordblindevenlige tiltag og inkluderende læringsmiljøer – og bidrager til at omsætte de pædagogiske og didaktiske principper i FGU til konkret hverdagspraksis.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • sikre vikardækning og planlægning af skemaer, så undervisningen gennemføres stabilt
  • koordinere lokaler, værksteder og ressourcer i den daglige drift
  • understøtte arbejdet med FGU-planer, elevdata og fraværsregistrering
  • bidrage til udarbejdelse af prøvebeviser og elevdokumentation
  • understøtte pædagogiske tiltag der fremmer elevernes trivsel og deltagelsesmuligheder
  • følge op på sikkerhed, arbejdsmiljø og hygiejne i skolens værksteder

Vi søger dig, der:

  • har en pædagogisk eller undervisningsfaglig baggrund og har erfaring med vores målgruppe, det betyder at du har undervisning og pædagogik som modersmål og drift/koordinering som andetsprog
  • kan skabe struktur og overblik i en hverdag med mange bevægelige dele
  • har erfaring med planlægning, koordinering og administrative systemer
  • er tydelig, samarbejdende og har en anerkendende tilgang til medarbejdere og elever
  • ser sammenhængen mellem drift og pædagogik – og finder motivation i at få hverdagen til at fungere

Vi tilbyder:

  • en vigtig rolle i et engageret team af lærere, vejledere og ledere med fokus på både pædagogisk udvikling og stabil drift
  • mulighed for at præge skolens daglige organisering og pædagogiske rammer
  • en arbejdsplads med en vigtig samfundsopgave: at hjælpe unge videre mod uddannelse og job
  • dedikerede kolleger, der brænder for FGU og arbejdet med de unge
  • et meningsfuldt job, hvor du gør en forskel for både medarbejdere og elever hver dag

Løn og ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til Cirkulære om organisationsaftale for Lærere m.fl. ved institutioner for Forberedende Grunduddannelse (FGU) https://uddannelsesforbundet.dk/overenskomst-fgu og https://uddannelsesforbundet.dk/sites/default/files/inline-files/2025-04-01%20l%C3%B8ntabel%20-%20stat%20-%20FGU.pdf

Ansættelse og løn som Pædagogisk Souschef vil ske på konsulentvilkår jf. overenskomsten.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til skoleleder i FGU Roskilde Lejre, Jacob Meden, tlf. 6644 2570 og jme@fgu-skolen.dk eller til direktør Søren Elnebo Lau på tlf. 5119 3514 og sel@fgu-skolen.dk

Ansøgning: Skriftlig ansøgning med CV sendes på mail til job@fgu-skolen.dk. Ansøgningen mærkes: ”souschef-RL” Ansøgningsfrist: Mandag d. 3. november 2025 kl.12.00.

Ansættelsessamtaler: Uge 46 (første samtale) og uge 47 (anden samtale)

Tiltrædelse: 1. januar 2026