
Aflaster med spil-interesse for Roblox og videoproduktion til pige med autisme
Aflastningen vil foregå i familiens hjem. Der er tale om en familie på 5 bestående af far, mor og 3 piger på 11, 7 år og 3 år.
Vi søger endnu en aflaster til vores stærke team af aflastere. Jobbet, som er med tiltrædelse snarest muligt, er hovedsageligt som aflaster for familiens store pige, som har infantil autisme og svær ADHD.
Om pigen
Pigen er generelt en glad og kærlig pige. Hun elsker at spille Roblox og SIMS, gå i svømmehallen, hoppe i trampolin, optage film og se YouTube.
Hun er kognitivt velfungerende, men lever en del i sin egen verden. Hendes manglende konsekvensberegning gør derfor, at det er vigtigt altid at være på forkant.
Pigen er behovs- og impulsstyret og er i hverdagen i et 1:1 tilbud på specialskole i få timer om ugen og kræver for det meste konstant opsyn. Pigen skal have hjælp til at regulere sig selv for at minimere uhensigtsmæssig adfærd (nedsmeltninger/vredesudbrud og selvskade).
Mor er hjemmegående og vil derfor delvist være i hjemmet, både i forhold til sparring og oplæring.
Om dig
Du elsker at spille – måske endda Roblox og har meget gerne erfaring med at udvikle/programmere og lyst til at lære fra dig.
Du er tryg ved svømmehaller og boltrer dig let i forhindrings- og vandrutsjebaner.
Du har måske erfaring med at arbejde med børn eller unge med autisme/ADHD, men du har i hvert fald mod på at lære området at kende. Du er positiv og rolig af sind, men indeholder også gerne et naturligt legebarn og højt energiniveau. Du møder mennesker åbent og har lyst til ydmygt at lære pigen og hendes små signaler at kende.
Du hviler godt i dig selv og kan let tilpasse dig en familie, som ikke er helt som alle andre. Du er kreativ og elsker udfordringer og tør kaste dig ud i nye ting. Du er god til at tage initiativ og kan se dig selv i mange forskellige roller i samme hjem. Det vil sige, at du også vil skulle hjælpe til med dagligdagsopgaver.
Om jobbet
Jobbet er fleksibelt og på ca. 4-12 timer om ugen og ligger p.t. for efteråret om mandagen og tirsdagen og evt. fredagen fra ca. kl. 12-16. Skemaet justeres løbende efter de enkelte aflasteres muligheder og familiens behov. Der er stor fleksibilitet i forhold til ferier/eksamensperioder m.m.
For det meste består aflastningen i at spille/være sammen med pigen afstemt efter hendes dagsform. Alt afhængig af pigens dagsform vil du også indimellem hente/aktivere lillesøstre eller ordne forskellige huslige opgaver. Du kommer tæt på alle i familien, og det er derfor vigtigt, at der er god og tryg kemi og kommunikation begge veje.
Familien bor i Skovlunde Syd i et stort hus med have. De er en parfume- og røgfri familie og foretrækker, at du er det samme. Alt daglig kommunikation foregår direkte med familien. Du vil få stillet en ipad til rådighed, da denne vil være en stor del af opgaveløsningen.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.