Advokatsamfundet
København K og mulighed for hjemmearbejde

Jurist til Advokatsamfundets Retssikkerhedsafdeling

Har du lyst til at være med til at sikre retssikkerheden for borgere og virksomheder i Danmark? Vil du være med til at føre Advokatrådets prioriteringer ud i livet og være pennefører på nogle af Advokatsamfundets politiske dagsordner?

Så er du måske den nye jurist i vores afdeling Retssikkerhed.

Hvem er Advokatsamfundet?

Advokatsamfundet arbejder på et politisk neutralt grundlag for borgernes og virksomhedernes retssikkerhed samt for et velfungerende retssamfund. Vores opgave består blandt andet i at føre tilsyn med landets advokater og advokatvirksomheder samt at uddanne nye advokater.

Vi er en organisation og en afdeling med et stærkt sammenhold, en uformel omgangstone og et højt fagligt niveau. Vi søger en kollega der motiveres af at arbejde i en ambitiøs organisation med fokus på faglig udvikling og et stærkt kollegaskab.

Hvad kan du forvente?

Du vil blive en del af afdelingen Retssikkerhed, som består af otte kolleger – primært jurister.

Arbejdet med at sikre og styrke retssikkerheden i Danmark er en af afdelingens centrale opgaver. Det sker blandt andet gennem arbejdet i Advokatrådets udvalg og via projekter og politiske dagsordener som Advokatrådet prioriterer. Det giver mulighed for at arbejde med forskellige og komplekse juridiske problemstillinger indenfor retssikkerhed.

I afdelingen er der tillige et internationalt team, som løfter opgaver og Advokatsamfundets dagsordener på det internationale område. Det sker særligt gennem de internationale advokatsammenslutninger CCBE og IBA.

Du vil sammen med afdelingens øvrige jurister indgå i varetagelsen af afdelingens opgaver, som blandt andet består i:

  • betjening af en række af Advokatrådets udvalg, f.eks. Strafferetsudvalget og Procesretsudvalget, og arbejdsgrupper, som Advokatrådet nedsætter til at behandle aktuelle problemstillinger.
  • understøttelse af advokatrådets arbejde vedrørende advokatreguleringen og de advokatetiske regler.
  • udarbejdelse af høringssvar.
  • juridisk bistand til vores IT-afdeling i forbindelse med GDPR-compliance.
  • dialog med advokater og borgere om fortolkningen af advokatreguleringen og de advokatetiske regler.
  • arbejde på forskellige projekter af retssikkerhedsmæssig karakter for eksempel Advokatsamfundets Pro Bono Charter.

Afdelingen løser desuden en række mere rutineprægede opgaver af juridisk karakter, f.eks. udpegningssager og sager om forhåndsgodkendelser.

Hos Advokatsamfundet er en god start på jobbet vigtig. Vi sørger for onboarding, hvor du både får en grundig oplæring i dine arbejdsopgaver og bliver introduceret til de andre afdelinger i huset.

Hvem er den rette kandidat?

  • Du har en juridisk kandidatuddannelse og gerne tre års erhvervserfaring.
  • Du har en tung faglig ballast og går op i at sikre høj kvalitet i dit arbejde.
  • Du er visionær og idérig og finder løsninger, hvor andre ser begrænsninger.
  • Du har en strategisk tilgang til opgaver og evner at nytænke processer og metoder med blik for både effektivitet og kvalitet.
  • Du er god til at holde det store overblik i processer og trives med at tage ansvar for hele forløbet.
  • Du sætter pris på godt samarbejde, både med dine kolleger, og med eksterne aktører.

Det er en fordel, at du har erfaring fra centraladministrationen og forståelse for de politiske processer.

Hilsen fra Stine, specialkonsulent i afdelingen

Jeg kan anbefale dig at søge stillingen, hvis du er interesseret i at arbejde med at gøre en forskel for vores retssamfund og i at blive en del af en arbejdsplads med højt til loftet og stort fokus på trivsel og godt kollegaskab. Vi har mange spændende og fagligt udfordrende opgaver, men aldrig for travlt til at hjælpe hinanden i afdelingen og på tværs af huset.

Hvorfor vælge Advokatsamfundet som din næste arbejdsplads?

  • Stærkt kollegaskab på tværs af afdelinger
  • Central placering i København K lige ved Kongens Have
  • Attraktiv pensionsordning og sundhedsforsikring
  • Gode muligheder for faglig udvikling gennem samarbejde med erfarne jurister
  • Sociale aktiviteter som f.eks. fredagsbar, årligt medarbejderseminar, sommerfest og julefrokost
  • Mulighed for hjemmearbejde
  • God kantineordning med in-house kok
  • 6 ugers betalt ferie årligt
  • 6 ekstra betalte fridage årligt f.eks. grundlovsdag, dagen efter Kristi himmelfartsdag og to ekstra fridage i december

Det praktiske

Stillingen er på fuld tid (37,5 timer om ugen) med flekstid og inkl. frokostpause.

Du indplaceres i Advokatsamfundets løngruppesystem og aflønnes efter dine faglige og personlige kompetencer.

Sidste frist for ansøgning er mandag den 10. november 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 47 og 48, med tiltrædelse den 1. januar 2026. Din første arbejdsdag vil være mandag den 5. januar 2026.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Retssikkerhedschef Cécile Nielsen på telefon 5189 5532 eller mail cni@advokatsamfundet.dk.

Du sender din ansøgning ved at klikke på ansøgningsknappen. Hvis du vedhæfter bilag, hvor dit cpr-nummer fremgår, bedes du venligst slette eller udstrege det. Vi anmoder også om at du undlader at vedhæfte et billede til din ansøgning og begrænser personlige oplysninger til det nødvendige. Dette vil hjælpe os med at sikre en objektiv og retfærdig vurdering af alle kandidater.

Se mere om hvordan Advokatsamfundet behandler din ansøgning på vores hjemmeside.

Vi glæder os til at høre fra dig!