
Ergoterapeut eller pædagog til 34-37 timers stilling
Vi søger en ergoterapeut eller pædagog til 34-37 timers stilling i DSI NETTET II pr. 01.11.25 eller snarest mulig efter.
DSI NETTET II er en selvejende institution med to huse beliggende i Rødovre og Glostrup, vi søger hermed en ny kollega til vores hus i Rødovre.
Institutionen er et socialpsykiatrisk botilbud (ikke døgndækket) for voksne i alderen 18-35 år med psykiske vanskeligheder og sociale problemer efter Servicelovens § 107. Stillingen vedrører primært funktion i huset på Jyllingevej (5 beboere) i Rødovre. Selve indsatsen i DSI NETTET II bygger på en recovery-orienteret rehabiliteringsindsats ud fra en viden om, at mennesker med psykisk sygdom og vanskeligheder kan komme sig. Målet med indsatsen er, at den enkelte borger opnår så ligeværdigt, selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Vi leder efter en kommende kollega, der er uddannet ergoterapeut eller pædagog.
Du har erfaringer med psykosociale indsatser og kan arbejde målrettet med beboernes indsatsmål i handleplanen samtidigt med du har en erkendelse af at recovery-processer langt fra er lineære. Du trækker løbende på din faglige viden fra din uddannelse og FIT, ADL, systemisk-narrative og mentaliserende tilgange er måske ikke ukendte for dig.
Du trives med at arbejde i et lille team, hvor alene-arbejde også er en del af hverdagen og kollegial sparring er højt prioriteret. Du holder af at arbejde i en kontekst, hvor der kan være stille dage og andre dage, hvor det opleves travlt. Du vil blive kontaktperson for 2-3 beboere.
Du interesserer dig for unge voksnes livsverdener og bringer dine egne levede erfaringer ind i samtalerne og hverdagen, når det kan understøtte beboernes udvikling og selve relationen. Du tør tage ansvar, er stabil, tillidsvækkende, kan planlægge og synes det er spændende at arbejde både individuelt samt med gruppen af beboere.
Måske synes du også ligefrem, at det er dejligt, at vi bor i ikke-institutionslignende rammer (ældre villaer), hvor der kan indgå mindre hus- og haveopgaver.
Vi kan tilbyde dig stor medindflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet sammen med dygtige kollegaer i et inspirerende og hjertevarmt fællesskab. Du kan aktuelt forvente at skulle arbejde en-to aftener om ugen til kl. 19 og der vil fra tid til anden være aftenarrangementer. Weekendarbejde kan forekomme og planlægges i god tid.
Der gives løbende ekstern supervision og fagrelevant undervisning/kurser.
Vores værdier er faglighed, nærvær, respekt og ansvarlighed. Hvis vi ikke løbende taler om disse, så er de intet værd. Så det gør vi og forsøger sammen at gøre dem levende i organisationen.
Ansøgning med relevante bilag sendes til:
DSI NETTET II, Ingersvej 10, 2600 Glostrup
Att. leder Lars Chr. Sveistrup Hansen
eller pr. mail til: administration@dsinettet.dk
Ansøgningsfristen er den 20.10.25 kl. 12.00, og ansættelsessamtaler finder sted torsdag den 23.10.25 i tidsrummet 9.00-15.00.
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst samt sundhedsforsikring.
Læs mere om DSI NETTET II på hjemmesiden: www.dsinettet.dk.