Fonden Frederiksværk Krisecenter
Frederiksværk

Erfaren og relationsstærk socialrådgiver eller socialpædagog

Vil du være med til at gøre en forskel for kvinder og børn på vej ud af vold – og samtidig være en del af et engageret, tværfagligt fællesskab? Vi søger en ny kollega, der både brænder for det socialfaglige arbejde og har lyst til at indgå i en hverdag, hvor relationer, faglighed og praktiske opgaver går hånd i hånd.

Der er tale om et barselsvikariat på 37 timer – med start snarest muligt og frem til 31. oktober 2026.

Om os

Frederiksværk Krisecenter har siden 1983 været et trygt sted for kvinder og børn, der har brug for et ophold væk fra vold i nære relationer. Vi har plads til 9 kvinder og deres medfølgende børn – og hvert år støtter vi i gennemsnit omkring 45 kvinder og 45 børn videre mod et liv uden vold. Vi arbejder med en narrativ og traumeinformeret tilgang, som vi kombinerer med solid voldsfaglighed. Det betyder, at vi taler med kvinder og børn om volden, uden at de reduceres til den. Vi støtter kvinder og børn i at genfinde deres handlekraft og se deres værdier og færdigheder – og vi er særligt opmærksomme på de ”sprækker”, hvor nye fortællinger kan vokse frem.

Vi lægger stor vægt på både det faglige og det menneskelige fællesskab: vi passer på hinanden som kolleger, deler erfaringer og arbejder kontinuerligt på at udvikle vores metoder og praksis.

Om jobbet

Som kontaktperson bliver du en central del af vores tværfaglige team. Din rolle bliver at skabe tryghed, støtte og udvikling som kontaktperson kvinder og børn under deres ophold – og samtidig at bidrage til, at vores samlede indsatser hviler på et solidt fagligt grundlag.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:

  • Kontaktperson for kvinderne – du følger dem du er kontaktperson for tæt gennem opholdet og sikrer en rød tråd i deres forløb.
  • Bearbejdende samtaler – individuelle og evt. gruppeforløb med udgangspunkt i en narrativ og voldsfaglig tilgang.Vi er bl.a. inspireret af Judith Lewis Herman.
  • Socialfaglige opgaver – fx dokumentation, underretninger, krisecentererklæringer, ansøgninger til bolig/ydelser, koordinering med kommuner.
  • Relationsarbejde og omsorg – opbygge tillid og skabe en hverdag præget af tryghed, struktur og støtte.
  • Aktiviteter – planlægge og gennemføre aktiviteter for kvinder og børn, som styrker trivsel, fællesskab og udvikling.
  • Praktiske opgaver i huset – fx ind- og udflytninger, madlavning, oprydning og andre daglige gøremål, der er med til at skabe et trygt og indbydende miljø.
  • Faglig refleksion og udvikling – deltage i supervision, faglige drøftelser og evalueringer af indsatser, så vi løbende kan justere og styrke vores praksis.

Hvem er du?

Vi leder efter en kollega, der kan se sig selv i dette:

  • Du er erfaren socialrådgiver eller socialpædagog – gerne suppleret med efteruddannelse. Du har erfaring med – eller stor interesse for – narrativ praksis og voldsområdet.
  • Du er relationsstærk og formår at skabe tillid, også når livet er kaotisk for kvinder og børn.
  • Du har gode skriftlige kompetencer og kan formulere dig klart i underretninger, erklæringer og faglige notater.
  • Du er praktisk-modig: du tager fat, når der er daglige opgaver, og ser det som en naturlig del af helheden.
  • Du har blik for både det enkelte menneske og fællesskabet – og trives i et tværfagligt samarbejde.
  • Du har erfaring fra krisecenter- og/eller voldsområdet – eller en stærk motivation for at lære og udvikle dig inden for feltet hos os.

Vi tilbyder

  • Et meningsfuldt arbejde, hvor du tydeligt kan se, at din indsats gør en forskel for kvinder og børn.
  • Et fagligt stærkt miljø med adgang til supervision, efteruddannelse og løbende udvikling.
  • Et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi passer på hinanden – og hvor humor er en naturlig del af hverdagen.
  • En arbejdsplads, hvor både tryghed, høj faglighed og udvikling er centrale pejlemærker.
  • Løn efter kvalifikationer, attraktiv pensionsordning samt de nødvendige rammer for at lykkes i jobbet.

Praktisk info

  • Stillingen er på 37 timer ugentligt.
  • Arbejdstiden ligger mellem kl. 8.00 og 22.00 efter fast skema (én ugentlig aftenvagt til kl. 22 og én morgenvagt fra kl. 8).
  • Vagt hver 6. weekend (lørdag og søndag kl. 9–15) samt ca. to helligdage om året.
  • Kørekort til alm. bil er et krav.
  • Tilfredsstillende børne- og straffeattest skal fremvises.

Vikariatet løber til og med 31. oktober 2026.

Vi indkalder til samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Har du spørgsmål eller ønsker du en uformel snak om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Jarl Vogel på tlf. 30 73 65 45 eller mail jarl@krisecenter.nu

Læs mere om os på www.frederiksvaerk-krisecenter.dk eller find os på LinkedIn, Facebook og Instagram.

Bemærk: Stillingen har tidligere været slået op. Vi genopslår den for at nå bredere ud og finde den helt rigtige kollega til vores team.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge – uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller baggrund.

Vi tror – med Judith Lewis Hermans ord – at heling sker i trygge relationer. Derfor er vores arbejde båret af varme, værdier og fællesskab – og vi glæder os til at byde en ny kollega velkommen til at dele det med os.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.