VICA Danmark A/S
Kolding

Erfaren byggesagsbehandler til VICA Danmark

Har du erfaring med bygningsreglementet, og vil du stå for myndighedsbehandlingen af vores orangerier, udestuer, pergolaer og overdækninger? Formår du at vække tillid hos vores kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere samt udvise gennemslagskraft i din sagsbehandling? Så er du et stærkt bud på vores nye byggesagsbehandler i Kolding.

Om stillingen

Din primære opgave vil være at søge byggetilladelser, herunder screening, kvalitetssikring og myndighedsbehandling af alle indkomne ordrer hos kommuner over hele landet. Du bliver en del af et driftigt planlægningsteam med solide kompetencer indenfor byggeri og service, godt kollegaskab og højt humør i en produktiv hverdag. Stillingen er fuldtid fra vores hovedkontor i Kolding med support af kunder i hele Danmark samt kolleger i Kolding, Køge og Aalborg.

Kvalifikationer

Du har erfaring med byggesagsbehandling, en relevant uddannelse og et godt kendskab til bygningsreglementet. Du er rutineret bruger af ERP-systemer, gerne Business Central, og har et godt kendskab til Office-pakken.

Personlige kompetencer

  • Du arbejder systematisk, selvstændigt og er kvalitetsbevidst samt sætter en ære i, at dine opgaver er udført med stor akkuratesse.
  • Du tager ansvar for dine opgaver og trives med at have direkte kontakt med kunder og myndigheder i situationer, hvor tekniske detaljer skal drøftes eller afklares.
  • Du trives i en dynamisk organisation, hvor du selv er med til at strukturere dine opgaver. Du har et smilende væsen og er serviceminded både overfor kunder og samarbejdspartnere og i organisationen.
  • Du er proaktiv og har en positiv tilgang til forandringer og i pressede perioder er du fleksibel og ikke bleg for at yde en ekstra indsats og bevare det gode humør.

VICA Danmark tilbyder

En fuldtidsstilling i en vækstvirksomhed, hvor der er højt til loftet og gode muligheder for indflydelse. Du får reference til kvalitetschefen, og der er plads til gode idéer og initiativer og en uformel omgangstone. Løn aftales ud fra dine kvalifikationer på et konkurrencedygtigt niveau.

Søg stillingen

Vil du vide mere, kan du kontakte kvalitetschef Teddy Hansen på tlf. 9363 2573.

Vi vil løbende vurdere ansøgningerne og lukker stillingen med den rette kandidat. Vil du være med i ansøgerfeltet, så tøv ikke med at uploade din ansøgning og dit CV via JobIndex.dk hurtigst muligt.


Om VICA

Hos VICA DANMARK A/S arbejder vi hver dag på at skabe rum, hvor man bare har lyst til at være, og det har vi gjort i mere end 20 år. Vi er et stærkt team på 57 engagerede medarbejdere, har tre inspirerende showrooms i Kolding, Køge og Aalborg med mere end 50 udstillede modeller og er blevet kåret som Gazelle-virksomhed hele seks gange.

Med udgangspunkt i gode håndværkertraditioner og tidløst design bygger vi orangerier, udestuer, pergolaer, drivhuse, overdækkede terrasser, glasinddækninger og pavilloner i højeste kvalitet. Det er blevet til mange tilfredse kunder, der sætter pris på godt håndværk, individuelt design, højt serviceniveau og en god investering.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.