
KKUC søger psykoterapeut til ”Opvækst” – et nyt behandlingstilbud til udsatte unge
Ønsker du at være omgivet af dygtige kollegaer? Kan du selv bidrage til et stærkt fagligt fællesskab? Og vil du være med til at gøre en forskel for unge, der er vokset op i familier med problematisk brug af rusmidler? Så er det måske lige dig, vi leder efter.
Med midler fra Social- og Boligstyrelsen er KKUC i fuld gang med at etablere et nyt behandlingstilbud – OPVÆKST - til unge 15- til 24-årige, der er vokset op i familier med problematisk brug af rusmidler.
Som psykoterapeut i OPVÆKST vil du blive en del af en teamstruktur bestående af bl.a. en socialrådgiver, en kropsterapeut og en psykoterapeut, og du vil modtage supervision. Sammen vil du og dine kollegaer skabe en helhedsorienteret behandlingsramme, der skal styrke trivsel og udvikling henimod at realisere drømme og skabe en god tilværelse for den unge.
Behandlingsarbejdet er funderet i en psykodynamisk forståelsesramme, hvor oplevelsesorienterede, klientcentrerede, eksistentielle og neuroaffektive tilgange indgår.
Det terapeutiske arbejde omfatter:
- Individuelle samtaler med fokus på traumeterapeutisk behandling til den unge
- Tværfagligt samarbejde med socialrådgiver og kropsterapeut
- Dokumentation af behandlingsarbejdet gennem journalføring
- Samarbejde med projektleder, projektkoordinator og kollegaer i OPVÆKST
- Deltagelse i obligatoriske møder herunder supervision og teammøder
Vi forventer, at du har:
- Erfaring med at arbejde psykoterapeutisk med målgruppen af udsatte unge, der er vokset op i familie med problematisk brug af rusmidler
- En relevant grunduddannelse som psykolog, socialrådgiver, sygeplejerske el.lign.
- En 4-årig eksamineret psykoterapeutuddannelse, godkendt af Dansk Psykoterapeutforening
- Erfaring med psykoterapeutisk behandling og traumeterapi
- Erfaring med at modtage supervision
- Gode skriftlige kompetencer og IT-færdigheder på brugerniveau
- Gode samarbejdsevner
Desuden vil det være en fordel, men ikke et krav, at du har erfaringer med rusmiddelbehandling til unge.
Stillingen er på 20 timer, og dit arbejdssted vil være i KKUC’s afdeling i Taastrup Hovedgade med offentlig transport få minutters gang fra hoveddøren. Der vil også være aktiviteter i KKUC’s afdeling i København.
Det er muligt at opnormere stillingen til 30 timer, hvilket dog er betinget af, at du har erfaring med rusmiddelbehandling og kan træde ind i vores team af rusmiddelbehandlere.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til projektleder Niels Rifbjerg, tlf. 2565 4508.
Klik på ansøgningsknappen for at sende din ansøgning, CV, eksamensbeviser og relevante bilag.
KKUC Udviklings-og behandlingscenter (KKUC) er en nonprofit organisation, der tilbyder helhedsorienteret rådgivning, afklaring og behandling samt efterindsatser rettet mod komplekse og ofte flere samtidige problematikker hos mennesker med destruktive handlingsstrategier. KKUC tilbyder desuden særligt tilrettelagte indsatser, der orienterer sig mod individuelle ønsker og mål inden for uddannelse og beskæftigelse. KKUC tager imod mennesker uanset deres køn, etnicitet og religiøse eller politiske overbevisninger.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.