Boligforeningen Ringgården
Aarhus V

Fast afløser til ejendomsfunktionær-teamet

Vi søger en engageret og serviceminded ejendomsfunktionær til en fast stilling som afløser. Som fast afløser er du ikke knyttet til ét bestemt område, men indgår i Ringgårdens afløserkorps, hvor du hjælper kollegerne i alle vores 11 driftsområder, når der er behov for ekstra hænder. Du vil som regel være tilknyttet en afdeling i flere uger ad gangen, og du trives med, at arbejdsstedet skifter, når nye behov opstår.

Om jobbet

Som fast afløser får du en alsidig hverdag, hvor du bliver en vigtig del af driften i de afdelinger, du arbejder i. En del af arbejdet foregår i det grønne, hvor du bidrager til pleje og renholdelse af udearealer og grønne områder. Du er samtidig med til at sikre god service for beboerne gennem løbende dialog og en imødekommende tilgang. Derudover spænder opgaverne fra mindre reparationer og praktiske serviceopgaver til deltagelse i ind- og fraflytningssyn samt mindre administrative opgaver som beboerkorrespondance, rekvisitioner og dokumentation.

Om dig

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har hænderne rigtigt skruet på og går til de mange forskellige typer af opgaver med gåpåmod. Har du erfaring med pleje og vedligeholdelse af grønne områder, bygninger og maskiner, er det en fordel – men vi forventer ikke, at du kan det hele fra starten. Det væsentlige er, at du er nysgerrig, villig til at lære og har lyst til at udvikle dig i jobbet.

Som person er du serviceminded og imødekommende i mødet med beboerne. Du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver, men du trives også i teams og kan hurtigt falde ind i det kollegiale fællesskab, når du kommer ud for at hjælpe i afdelingerne. Vi lægger vægt på ansvarsfølelse, fleksibilitet og gåpåmod – og at du er tryg ved at bruge IT i forbindelse med drift og kommunikation.

Vi søger en kollega, der…

… trives med en stor kontaktflade og en arbejdsdag med både praktiske og administrative opgaver.
… kan bevare overblikket og finde løsninger, når der er mange hensyn at tage.
… gerne træder til, hvor der er brug for dig.

Vi tilbyder

Hos os bliver du en del af et stærkt fællesskab med gode kolleger og et meningsfuldt job, hvor du bidrager til at skabe værdi i hverdagen for både beboere og medarbejdere. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø præget af faglighed, respekt og en uformel omgangstone, hvor der er plads til både sparring, humor og udvikling.

Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt, med tiltrædelse efter nærmere aftale. Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for ejendomsservice mellem Dansk Erhverv og ESL. Der kræves kørekort til bil samt ren straffe- og børneattest.

Interesseret?

Send din ansøgning og CV via QuickApply-knappen "Ansøg" senest fredag 17. oktober 2025. Vi holder samtaler onsdag 22. oktober og torsdag 23. oktober.

Læs om, hvordan vi håndterer personoplysninger i rekrutteringsprocessen på www.bf-ringgaarden.dk/hvem-er-vi/job-i-ringgarden/.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte inspektør Ole Andersen på oa@bf-ringgaarden.dk eller telefon 8830 3072.


Om Boligforeningen Ringgården

Vi er en almen boligforening med ca. 4.000 lejemål i og omkring Aarhus.

Vi har en decentral struktur med 11 lokale driftsområder og prioriterer nærhed til beboerne.

Vi drifter og vedligeholder mere end 150 enkeltstående bygninger i form af rækkehuse, etagebyggerier og fritliggende enfamiliehuse.

Vi har en har en stærk profil vedrørende bæredygtigt byggeri og høj kvalitet i boligerne.

Vi er ca. 60 ansatte og har administration på Dybedalen 1A, Aarhus V.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.