Københavns Kommune
København V

Vil du være med til at sætte den juridiske dagsorden i indsatsen for socialt udsatte og mennesker med handicap i København?

Genopslag

Enheden for Faglig Understøttelse søger en jurist, der kan hjælpe os med at understøtte vores driftscentre på udførerområdet og medvirke til, at organisationen altid opererer inden for lovens rammer.


Vi har særligt behov for en person, der vil drive behandling af klager og aktindsigter på udførerområdet i tæt samarbejde med studentermedhjælpere og med god mulighed for sparring med enhedens øvrige jurister. Juristen skal arbejde med udvikling på klagesagsområdet i tæt samarbejde med de fem driftscentre på udførerområdet. Det kan fx ske gennem dialog med driftscentrene om håndtering af klagesager og anmodning om aktindsigter lokalt. Vi forventer, at du har et skarpt blik for kvalitetsudvikling og hvilke procedurer, der skal til for at understøtte driften til gavn for de borgere, der er i berøring med Socialforvaltningen.

Center for Faglig Understøttelse og Udvikling

Socialforvaltningen (SOF) har den 1. januar 2025 gennemgået en større omorganisering, og Center for Faglig understøttelse og Udvikling er et af flere nye administrative centre i det nye Ét SOF.

Center for Faglig Understøttelse og Udvikling skal i Ét SOF være med til at understøtte de seks driftscentre og sikre, at SOF også fremadrettet i en mere enstreget organisation står stærkt både i de faglige rammer på myndigheds- og udførerområderne og i det fagligt strategiske og socialpolitiske arbejde. Enheden for Faglig Udvikling, som er den ene af to enheder i centeret, har i den forbindelse til opgave at understøtte de fem driftscentre på udførerområdet juridisk.

I enheden er vi i tæt samarbejde med driftsorganisationen. Vi projektleder større faglige omstillinger, sætter fælles faglig retning ud fra dialog med driften om udviklingsbehov og udviklingsønsker og understøtter udvikling og implementering af nye tiltag. Enheden for Faglig Understøttelse er placeret i Bernstorffsgade og består af ca. 30 højt specialiserede medarbejdere, heraf en lille gruppe jurister, som understøtter ledere og medarbejdere på udførerområdet i SOF. Det er afgørende, at vi som Danmarks største socialforvaltning er på forkant med udviklingen, og at vi altid står på et solidt juridisk fundament.

Her gør din juridiske viden en forskel – i godt selskab

Vi tilbyder et job i en spændende organisation i konstant bevægelse, og som i høj grad efterspørger juridisk understøttelse af ledelse og de fem driftscentre på udførerområdet bl.a. i forvaltnings-, social- og sundhedsretlige spørgsmål.

Her er et samarbejde med mange faglige specialkompetencer, som er samlet om en vigtig og kompleks opgave: At alle københavnere kan leve et værdigt liv. Vi samarbejder med sundheds- og socialretlige konsulenter, sundhedspersoner og administrative medarbejdere og mange andre dygtige fagligheder. Vi løfter i flok med hvert vores faglige udgangspunkt.

I organisationen varetager juristerne blandt andet opgaver med udarbejdelse af klagesvar, sparring i konkrete og generelle sager, herunder klage- og aktindsigtssager, og bistår med undervisning. Juristerne deltager i møder internt og eksternt og i arbejdsgrupper og har samtidig varetagelsen af og ansvaret for selvstændig opgaveløsning i form af bl.a. høringssvar på ny lovgivning og sparring på særligt komplekse klagesager og deltager i udarbejdelse af politiske notater, redegørelser for forskellige retsområder samt sparring med ledere og medarbejdere.

Der er et tæt dagligt samarbejde imellem juristerne i enheden og samtidig en god kontakt til de andre medarbejdere internt i centeret såvel som eksternt i de øvrige administrative centre og i driftscentrene.

Det ligger naturligvis stadig i kommunens DNA, at der er kageordning og kommune-kaffe, men samtidig arrangeres også sociale arrangementer, vinterbadning, frugtordning, og kantinen leverer lækre økologiske kreationer.

Din profil

Du er uddannet cand.jur., er dygtig i den juridiske metode og brænder for at gøre en forskel.

Du skal have stærke skriftlige og mundtlige formuleringsevner, gåpåmod og engagement.

Du skal have evne og lyst til at samarbejde, herunder lytte til input på tværs af organisatoriske skel og fagligheder. Det er også afgørende, at du har mod på at tage ansvar for udvikling af klagesags- og aktindsigtsbehandling i den nye organisering af udførerområdet i Ét SOF.

Du skal både kunne mestre den grundige analyse og have eksekveringskraft, hvor du skal holde hovedet koldt, herunder kommunikere klart og tydeligt i tilspidsede situationer.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en anden offentlig myndighed, herunder med forvaltnings-, social- og/eller sundhedsret, politisk betjening, kommentering af lovforslag mv.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og er åbne for kandidater på forskellige stadier i deres karriere og med forskellige baggrunde og erfaringer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er til besættelse snarest muligt eller senest den 1. december 2025. Der er tale om en fast stilling med en arbejdstid på 37 timer ugentligt. Arbejdsstedet er Bernstorffsgade 17 i København V. Ansættelse er i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Yderligere information

Hvis du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte konstitueret enhedschef Ann-Sofi Petersen på 21 42 91 98 eller juridisk chefkonsulent Cecilie Frederikke Hermansen på 20 52 33 06.

Sammen med din ansøgning, bedes du uploade uddannelses- og karakterbevis og øvrige relevante dokumenter.

Søg via linket senest mandag den 6. oktober 2025.

Vi holder 1. samtaler i uge 43 og evt. 2. samtaler i uge 43/44.