Københavns Kommune
Brønshøj

Sundhedsfaglig kontaktperson til socialpsykiatrisk botilbud Rønnebo

Vil du arbejde et sted, hvor vi anerkender din sundhedsfaglige kunnen? Har du lyst til at udvikle dig fagligt? Vil du være med til at gøre en reel forskel og forbedre beboernes livskvalitet? Så læs her.

Vi søger en engageret og sundhedsfaglig kontaktperson med en uddannelsesbaggrund som sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent.

Hos os får du en meningsfuld og kompleks sygeplejefaglig rolle

Du bliver en central del af et tværfagligt team, hvor du arbejder med mennesker, der har både psykiatriske lidelser og somatiske sygdomme. Det giver dig en hverdag med høj faglig kompleksitet, hvor du skal navigere i og kombinere viden om psykiatri, somatik, medicinhåndtering, etik og pædagogik.

Du får ansvar for helhedsorienterede vurderinger og indsatser, hvor både fysisk og psykisk trivsel er i fokus. Mange af vores beboere har komplekse sygdomsbilleder og nedsat sygdomsindsigt, og derfor har du en vigtig rolle i at observere, handle og sikre den rette indsats – ofte i samspil med både behandlersystem, kommune og pårørende.

Det kræver et stærkt klinisk blik, tålmodighed og gode kommunikationsevner – her får du mulighed for at bruge hele din sygeplejefaglige værktøjskasse i en hverdag, hvor du gør en mærkbar forskel. Her er ingen dage ens, og du vil opleve at få både faglige udfordringer og plads til fordybelse i relationsarbejdet.

Om Rønnebo og beboerne

Rønnebos 64 beboere har psykiatriske lidelser som skizofreni, svære affektive forstyrrelser, tilbagevendende psykoser, angst og depression.

Beboerne har ofte sociale vanskeligheder og svært ved at indgå i samfundslivet, ligesom flere har en afhængighed af rusmidler.

Tilbuddet henvender sig ikke til borgere med en udtalt udadreagerende adfærd, men en udadreagerende adfærd kan forekomme i perioder blandt nogle beboere. Derfor er det en stor fordel, at du har forståelse for og gerne erfaring med at arbejde med mennesker i udsatte positioner.

Dit arbejde hos os

Vi arbejder rehabiliterende og recoveryorienteret. Små fremskridt betyder meget, og vi støtter hver dag beboerne i at sætte og opnå egne mål i livet.

Det bedste ved mit arbejde er, at jeg kan gøre en forskel. Jeg elsker at snakke med mennesker og at observere og finde ud af, hvad det er for et menneske, der sidder foran mig. At arbejde med deres ønsker og behov, det er bare det bedste.

– fortæller Camilla, der er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder som kontaktperson på Rønnebo

Som kontaktperson får du særligt ansvar for tre-fire beboere, og du skal bl.a.

  • varetage sundhedsfaglige opgaver som fx medicinhåndtering, observation af beboernes somatiske og psykiske tilstand
  • støtte beboerne i sociale aktiviteter, personlig hygiejne og praktiske opgaver
  • sikre, at beboernes helbredsmæssige behov bliver imødekommet i samarbejde med læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige kollegaer
  • dokumentere sundhedsfaglige observationer og indsatser systematisk
  • følge handleplaner og pædagogiske indsatser for den enkelte beboer
  • anvende metoder som Low Arousal, social færdighedstræning og recoveryorienterede tilgange for at understøtte beboernes udvikling

Dine kommende kollegaer oplever, at deres faglighed skaber en reel forskel for beboerne, og at specialisering giver dem mulighed for at blive en bedre kontaktperson. Vi arbejder målrettet på at skabe de bedste rammer for beboerne, fordi vi ved, at gode rammer er afgørende for at yde den bedste omsorg.

Det er en fordel, at du er fortrolig med at udføre personlig pleje for voksne mennesker, men det er også en opgave, vi kan oplære dig i.

Dit team – fagligt dygtige kollegaer og et stærkt fællesskab

Vi er et team på 35 medarbejdere inkl. vores nathold, og vi har alle en sundheds- eller socialfaglig baggrund.

Ledelsen er synlig i hverdagen, arbejder situationsbestemt og har øje for både medarbejdere og beboere. Vi prioriterer en god balance mellem arbejde og fritid, så du kan have overskud både på jobbet og i privatlivet.

Når du starter hos os, får du en mentor, som sørger for, at du kommer ordentligt ind i jobbet og opgaverne. Vi har fokus på god introduktion, og vi tilpasser sammen introduktionen, så den passer til dig.

Hvem er du?

Du brænder for at gøre en forskel og trives i et miljø med mange facetter.

Vi forestiller os, at du

  • er uddannet sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller har anden relevant sundhedsfaglig baggrund
  • har erfaring fra socialpsykiatrien, botilbud eller lignende områder
  • er tålmodig og forstår at skabe tillid og tryghed for beboeren
  • trives med tværfagligt samarbejde og bidrager til fælles løsninger

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt med skiftende dag-, aften- og weekendvagter. Du arbejder hver tredje weekend.

Vi indhenter referencer og straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Ansættelse er fra den 1. december 2025.

Bilag

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV. Vedhæft også dokumentation for gennemført uddannelse.

Vil du vide mere?

Klik ind på 'mød en medarbejder' her: Camilla fra Rønnebo i socialpsykiatrien | Socialjob og hør Camilla fortælle om, hvordan hun opfatter sin egen rolle som kontaktperson for beboerne, og hvorfor det giver så god mening at arbejde på Rønnebo.

Har du spørgsmål, eller ønsker du at besøge Rønnebo, så er du velkommen til at kontakte afdelingsleder og sygeplejerske, Signe Vogel på tlf. 2370 9646 eller afdelingsleder samt SSA og pædagog, Karin Landin på tlf. 2059 9853.

Søg via linket senest søndag den 12. oktober 2025.

Vi afholder to samtaler og indkalder løbende. Første samtale afholdes den 17. og 20. oktober 2025. Anden samtale afholdes den 27. og 28. oktober 2025. Hvis du går videre til anden samtale, vil vi tage en snak på baggrund af en case, som du vil få udleveret inden samtalen.