
Trivsels- og arbejdsmiljøkonsulent – skab trivsel til søs
Vil du være med til at udvikle et indsatsområde, hvor trivsel, sikkerhed og velfærd samles i én fælles fortælling? Og vil du bidrage til, at tusindvis af søfarende kan føle sig både trygge og inkluderede i deres hverdag til søs?
Vi har i dag stærke konsulenter inden for både sikkerhed, sundhed og velfærd. Men vi mangler en, der binder trådene sammen og bygger bro mellem områderne – med fokus på trivsel og psykologisk tryghed
Velkommen til Sea Health & Welfare
Hos Sea Health & Welfare i Rødovre er vi 19 engagerede kolleger, der arbejder for at skabe de bedste rammer for omkring 17.000 søfarende på danskflagede skibe. Vores mål er klart: en glad søfarende er også en sikker søfarende. Når man trives ombord, styrkes både sikkerheden, fællesskabet og lysten til at blive i faget.
Vi samarbejder tæt med rederierne og bidrager både i den daglige hverdag på skibene og i forhold til rederiernes målsætninger, hvor trivsel er en central dagsorden. Derfor har vi brug for dig til at forme og drive arbejdet med tryghed og trivsel til søs.
Du samler trådene og udvikler nye tiltag
I rollen som trivsels- og arbejdsmiljøkonsulent bliver du den, der skaber sammenhæng på tværs af vores tre fagområder: sundhed, sikkerhed og velfærd. Du vil få ansvar for at udvikle nye processer og initiativer, der kan omsætte viden til praksis og sikre, at trivsel får en tydelig stemme i branchen.
Du arbejder både tæt på hverdagen ombord, hvor søfarende skal have rammer for hvile, fællesskab og sikkerhed, og i kommunikationen udadtil, hvor vi skal understøtte branchen. Du bliver en vigtig stemme i arbejdet med at definere, hvad trivsel egentlig er til søs, og hvordan branchen kan skabe gode rammer for søfarende i fremtiden.
Din baggrund
Vi forestiller os, at du har solid erfaring med arbejdsmiljøområdet.
Du kan fordybe dig i projekter og processer, men du har også sans for at kommunikere klart til forskellige målgrupper på tværs af kulturer og nationaliteter.
Vi ser gerne, at du har en relevant uddannelse, og at du kan begå dig ubesværet på både dansk og engelsk.
Det er ikke et krav, at du kender til søfarten – vi sørger for introduktion og oplæring gennem tæt samarbejde med kollegerne. Det vigtigste er, at du brænder for at arbejde med trivsel og arbejdsmiljø og har lyst til at videreudvikle området.
Hos os får du
Hos Sea Health & Welfare bliver du en del af en arbejdsplads, hvor der er stor frihed til at præge retningen og plads til at udvikle dine idéer. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold, mulighed for hjemmearbejde og efteruddannelse.
Interesseret?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex, Jens Fog på 7245 9005
Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Send din ansøgning og dit CV allerede i dag, da vi indkalder løbende til samtale. Ansøgningsfristen er den 3. november 2025.
Hos Sea Health & Welfare har vi stærke værdier og sætter en ære i at være en rummelig og inkluderende arbejdsplads. Derfor opfordrer vi alle interesserede kandidater til at søge, uanset alder, køn, etnicitet, seksualitet og religion.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.