ARKEN Museum for Samtidskunst
Ishøj

Vagt og vært

Er du den fødte vært og har du sans for både at passe på vores kunst og samtidigt give vores gæster en rigtig god oplevelse, når de besøger vores museum? Så er det lige dig, vi søger!

ARKEN Museum for Samtidskunst søger 2 vagter med værtsfunktion til fastansættelse med et garanteret timetal på 30 timer ugentligt fordelt på hverdage, aften og weekend.

Om stillingen

ARKEN har høje ambitioner ift. gæsteoplevelsen. Alle skal – uanset om de er førstegangsbesøgende, turister, faste gæster, mødedeltagere eller går i 5. klasse – føle sig godt modtaget og have den bedst mulige oplevelse, når de besøger ARKEN. Derfor er det vigtigt, at du kan se dig selv i en rolle, hvor du både skal kunne hjælpe med wayfinding, svare på overordnede spørgsmål om udstillingerne og kunstnerne samt guide gæsterne til en god oplevelse. Derudover skal du hjælpe og håndtere forskellige sikkerhedssituationer og konflikter med imødekommenhed og med en naturlig, venlig autoritet.

Rolle, ansvar og opgaver

Du bliver et af vores ansigter udadtil og en central del af værtsrollen, hvor det handler om at levere nærværende service og skabe en glad og imødekommende atmosfære.

Dit arbejde vil primært foregå på gulvet i vores udstillinger. Du vil naturligvis få en grundig introduktion til sikkerhedssystemerne og bygningen på ARKEN, og deltage på personaleomvisningerne i udstillingerne, så du er klædt godt på til at guide gæsterne.

Du vil referere til museets Teamleder i Security og til Head of Building & security.

Konkret er dine daglige opgaver:

  • Hjælpe og vejlede gæster med praktisk information, herunder wayfinding, guide dem overordnet ift. udstillinger og kunstnere, og gøre opmærksom på de forskellige muligheder og tilbud museet har
  • Overvåge udstillingsområder og publikums­områder.
  • Hjælpe gæsterne hvis de får brug for hjælp
  • Skabe en god stemning og gæsteoplevelse
  • Bidrage til sikker evakuering i tilfælde af brand- eller alarmsituation.
  • Sikre at museets regler og retningslinjer overholdes af gæster med en venlig autoritet
  • Forebygge og håndtere uregelmæssigheder samt rapportere hændelser.
  • Registrere observationer og fejl i bygning eller udstillinger via interne systemer.
  • Samarbejde med kolleger fra butikken, driften og øvrige funktioner på museet.
  • Praktiske, forefaldende opgaver i forbindelse med den daglige drift og diverse events og arrangementer.

Din profil

For at lykkedes i stillingen, skal du trives i en rolle, hvor du både skal kunne håndtere sikkerhed og tryghed, men også være udadvendt, imødekommende og interesseret i både vores gæster og formidlingen af vores udstillinger.

Vores krav til din profil:

  • Du skal have relevant erfaring med at agere vært
  • Du har gerne erfaring som vagt, men hvor værtsdelen også har indgået som en væsentlig del af jobbet
  • Du skal kunne tale flydende dansk og engelsk
  • Du skal drives af at give gæsterne en god oplevelse
  • Du skal være smilende, udadvendt og god til mødet med gæsterne
  • Du skal være god til at formidle praktiske informationer såvel som museets regler, muligheder og udstillinger
  • Du har gerne erfaring med sikkerhedsprocedurer, førstehjælp og brandforhold
  • Du har gerne erfaring fra en kulturinstitution eller indenfor lignende område
  • Du er både selvkørende og god til at samarbejde – gerne med kompetencer indenfor konflikthåndtering

Arbejdstid og transport

Du har som minimum 30 timer ugentligt, men med mulighed for at tage flere vagter. Din arbejdstid vil primært være i museets åbningstid, men også events og arrangementer i aften og weekend. Du vil have vagter ca. 1-2 weekender om måneden. Vagterne planlægges minimum 2 måneder i forvejen, så du kender dine arbejdstider. Vagtplanen bliver til i en dialog med nærmeste leder.

Museet ligger ved Ishøj Strandpark en halv times kørsel i bil eller med offentlig transport fra centrum i København.

ARKEN som arbejdsplads

Du får en central rolle i hverdagen på et museum med dybt engagerede kolleger og stor entreprenørånd. Vi har ordnede arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø, hvor vi sammen løser de udfordringer, der kan opstå. Du vil også blive en del af en farverig arbejdskultur, hvor du som medarbejder får mulighed for at opleve kulturen helt tæt på. Vi tilbyder sundhedsordning, forskellige personalegoder ift. andre kulturinstitutioner, frokostordning og personalearrangementer m.m.

Er du interesseret?

Stillingerne er med tiltrædelse senest pr. 1. november 2025.

Lønnen forhandles efter kvalifikationer og efter principperne om ligeløn.

Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, alder eller handicap til at søge stillingen.

Send din ansøgning og CV senest mandag den 6. oktober 2025 via knappen ’Ansøg’.

Vi holder ansættelsessamtaler fredag den 10. oktober 2025.

Vil du gerne vide lidt mere, er du velkommen til at kontakte vores Head of Building & Security Mikkel Rasmussen mikkel.rasmussen@arken.dk eller mobil 5167 0219.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Bliv en del af ARKEN

Vidste du, at ARKEN er Danmarks største museum for samtidskunst? ARKEN ligger naturskønt ud mod Ishøj Strand og rummer 13.500 m2 kunstudstillinger, som både omfatter ARKENS egen samling af kunstværker og skiftende udstillinger, ca. 5-6 udstillinger årligt, som overlapper hinanden. Huset er dynamisk med arbejdende kunstnere, kunstværker, installationer, film, omvisninger samt events og arrangementer – og det rummer også butik og café. Museet har ca. 55 fastansatte og 55 timelønsansatte medarbejdere.

ARKEN er en selvejende institution med en bestyrelse som den øverste myndighed, mens direktør Marie Nipper står i spidsen for den daglige ledelse.

Læs mere om ARKEN på www.arken.dk.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.