
Turneringsansvarlig til Eliteafdelingen i DanskHåndbold
Vil du være med til at skabe de bedste rammer for dansk elitehåndbold? Og med udgangspunkt i et solidt fundament sikre den fremtidige drift og udvikling af turneringsområdet?
Som turneringsansvarlig er du specialist i turneringsregler og propositioner og en vigtig rådgiver og sparringspartner for klubber på eliteområdet. I samarbejde med Tophåndbold og klubberne er du med til at understøtte og udvikle det bedst mulige turneringsprodukt for Liga, 1. division og pokalturnering.
Selvom dit fokus og ansvar ligger på elitehåndbolden, har du blik for helheden og interesse for sammenhængen mellem elite- og foreningshåndbold, talent og landshold. Du ved, at alle områder af vores sport er afhængige af og beriger hinanden.
Ansvarsområder
Som turneringsansvarlig har du en central rolle i at sikre kvalitet, struktur og stabil drift på turneringsområdet, samtidig med at du bidrager til at udvikle processer og samarbejdsformer. Du bliver bindeleddet mellem reglerne, planlægningen og den daglige kontakt med klubber og interessenter.
- Sikre de bedst mulige rammer for afvikling af turneringer på eliteområdet, Liga og 1. division.
- Videreudvikle og drifte turneringsområdet, så klubber og interessenter oplever høj kvalitet, god service og et stærkt samarbejde.
- Planlægge og koordinere turneringer, herunder vedligeholde og opdatere regler og propositioner samt være ansvarlig for regelbogen.
- Servicere klubber og relevante udvalg med professionel rådgivning og beslutningsoplæg.
- Sikre dialog og samarbejde med EHF og IHF.
Back-up opgaver
Udover dine primære ansvarsområder vil du, sammen med kollegerne i eliteafdelingen, bidrage til afdelingens fælles opgaver. Det omfatter bl.a. internationale transfers, uddannelseskompensation, planlægning og administration af TV-kampe, påsætning af dommere og kontraktregistrering.
Vi leder efter dig, der
- Har stærke kompetencer inden for struktur, planlægning, koordinering og drift af komplekse opgaver.
- Arbejder struktureret og detaljeorienteret, men kan samtidig bevare overblikket.
- Kan navigere sikkert i komplekse regelsæt og holde fast i beslutningsgrundlag – også ved modstridende interesser.
- Kommunikerer klart, præcist og respektfuldt – både skriftligt og mundtligt.
- Har stærke samarbejdsevner og kan opbygge relationer på tværs af interessenter.
- Er praktisk orienteret og løsningsfokuseret.
- Behersker engelsk i skrift og tale.
Vi tilbyder
Hos DanskHåndbold bliver du en del af et stærkt fællesskab, båret af værdierne Begejstring, Udvikling, Fællesskab og Ansvarlighed. Du får et job i en organisation, der brænder for at levere høj kvalitet og god service gennem et tæt samarbejde med spillere, klubber og øvrige interessenter. Du bliver en del af et engageret team med højt fagligt niveau og tæt samarbejde med landshold og eliteklubber, og du får stor selvstændighed og mulighed for at præge udviklingen af turneringsområdet.
Jobbet kræver fleksibilitet, du skal kunne stå til rådighed, når håndbolden spilles, og der er brug for din ekspertise. Jobbet vil indeholde aften- og weekendarbejde i et begrænset omfang.
Arbejdssted: DanskHåndbold, Idrættens Hus, Brøndby Reference: Sports- og Elitechef Ansøgning og tiltrædelse: Vi holder løbende samtaler, så ansøg hurtigst muligt. Ansættelse og opstart aftales nærmere, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sports- og Elitechef Morten Henriksen på telefon 2140 8567.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.