Østjyllands Brandvæsen I/S
Aarhus V

Østjyllands Brandvæsen søger markerings- og klargøringsassistent til vores uddannelsesafdeling

Vi søger pr. 1. januar 2026 markerings- og klargøringsassistent til vores uddannelsesafdeling.

Jobbeskrivelse

Som markerings- og klargøringsassistent bliver du en vigtig del af maskinrummet bag vores uddannelser. Din rolle er at sørge for, at udstyr, rammer og scenarier er klar til brug – så instruktører og kursister kan fokusere på læring og udvikling.

Stillingen er alsidig og kombinerer både praktiske opgaver, teknisk vedligehold og medvirken i øvelser.

Dine arbejdsopgaver

  • Klargøring af materiel, køretøjer og øvelsesscenarier til uddannelsesaktiviteter
  • Deltagelse som markeringsmand (m/k) under øvelser
  • Lagerstyring og håndtering af udstyr
  • Sagkyndige eftersyn, herunder:
    • Stigeeftersyn
    • Røgdykkerudstyr
    • Eftersyn af gascaddy, røgmaskiner og øvrige tekniske hjælpemidler
    • El-eftersyn og mindre tekniske serviceopgaver
  • Forfaldende arbejde på Østjyllands Brandvæsens lokationer

Din profil

  • Praktisk anlagt med hænderne godt skruet på
  • Selvstændig, struktureret og ansvarsbevidst
  • Fleksibel og serviceminded – du kan tage mange forskellige opgaver
  • Fokus på kvalitet, sikkerhed og samarbejde
  • Eventuel håndværksmæssig eller teknisk baggrund
  • Gerne erfaring fra beredskab eller lignende miljø
  • Gerne en Funktionsuddannelse indsats

Vi tilbyder

  • En central rolle i en moderne og bæredygtig uddannelsesafdeling
  • En hverdag med både praktiske og tekniske opgaver
  • Et tæt samarbejde med instruktører, kolleger og kursister
  • En arbejdsplads præget af udvikling, faglighed og fællesskab
  • Ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst

Om Uddannelsesafdelingen

Uddannelsesafdelingen står for intern uddannelse af fuldtids-, deltids- og frivillige brandfolk – og vi leverer samtidig elementær brandbekæmpelse, førstehjælp og specialkurser til vores ejerkommuner og samarbejdspartnere.

I januar 2024 åbnede vi vores nye bæredygtige uddannelsescenter, og i januar 2025 udvidede vi med en moderne logistikbygning. Rammerne er nu på plads – og vi er klar til at styrke holdet med en Markerings- og Klargøringsassistent, der kan binde administration og instruktører sammen og sikre, at alt spiller, når kursisterne møder ind.

Afdelingen råder over et state-of-the-art gasdrevet øvelsesanlæg opbygget af mere end 100 skibscontainere, 7 undervisningslokaler i nye og flotte rammer, samt et stærkt fokus på bæredygtighed: genanvendelse af vand, regnvandsopsamling, genbrugscontainere og F-gas som brændsel.

Bæredygtighed er en vigtig del af Østjyllands Brandvæsens DNA.

Løn- og ansættelsesvilkår

Aflønning sker efter principperne om “Ny Løn” og i henhold til gældende overenskomst, indgået med Kommunernes Landsforening.

Arbejdstiden udgør 37 timer/ugen. Stillingen er omfattet af flekstidsordning.

Ren straffeattest fordres.

Det skal du vide om os, inden du søger

Vi er drevet af lysten til at gøre en forskel. Det gælder alle afdelinger af Østjyllands Brandvæsen. Det er vigtigt, at du i dit mindset er indstillet på at løfte i flok og træde til, når det gælder. Borgerne er dybt afhængige af vores ydelser, og vi kan ikke svigte den tillid. Det gennemsyrer vores arbejdsplads, og det stiller krav til din indstilling og adfærd.

Mangfoldighed

Østjyllands Brandvæsen ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle uanset køn, alder og nationalitet til at søge stillingen. Østjyllands Brandvæsen skal være en mangfoldig arbejdsplads, hvor forskellige personligheder, etnicitet, kultur, kompetencer og uddannelsesmæssige baggrunde bidrager til at udvikle brandvæsnet.

Nærmere oplysninger

Er du interesseret, kan du læse mere om os på vores hjemmeside www.ostbv.dk - eller rette henvendelse til uddannelseschef Sune Andersen tlf. nr. 2968 5673.

Ansøgning

Skriftlig ansøgning skal være os i hænde senest onsdag den 8. oktober 2025.

Samtaler

Afholdes onsdag den 29. oktober 2025.

Om os

Østjyllands Brandvæsen er det fælleskommunale redningsberedskab, som ejes af Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø Kommuner.

Beredskabet servicerer 430.000 borgere og rykker ud til brande, drukneulykker, færdselsuheld og miljøforurening ca. 2.500 gange om året.

Østjyllands Brandvæsen har ca. 400 medarbejdere fordelt på fuldtids og deltidsansatte, frivillige og juniorbrandfolk. Vi dækker godt 1.244 km2 og vores brandfolk rykker ud fra 11 forskellige brandstationer i det østjyske. Falck driver stationen i Galten og Samsø Redningskorps driver stationerne i Nordby og Tranebjerg.

Østjyllands Brandvæsen er sat i verden for at skabe tryghed – tæt på. Vi redder liv, beskytter værdier og gør alt, hvad vi kan for at sikre det lokale erhvervsliv og kommunernes evne til at fortsætte driften, når ulykker, brand og andre alvorlige hændelser rammer.

Vores virksomhed er baseret på fire helt grundlæggende værdier som hedder Safety First, Åbenhed, Tillid og Tryghed. Vi arbejder i en risikofyldt branche og med Safety First mener vi, at medarbejdernes sikkerhed går forud for alt andet. For at vi kan skabe tryghed for borgerne og vores ansatte, er det nødvendigt, at vi kan have tillid til hinanden og tillid mellem ledelse og medarbejdere. Åbenheden er en forudsætning for tilliden. Og tilliden er en forudsætning for trygheden.

Vi arbejder hver dag på at skabe en mangfoldig og klimabevidst arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, plads til humor og luft til at slå en skæv’er ind i mellem. Vi kæmper for at være en lærende og ikke en bebrejdende organisation, og hvis du har lyst til at høre mere om at arbejde hos os, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.