
Faglærer til en fuldtidsstilling på holdet: Byg, Bolig og Anlæg
Vil du bruge din faglighed inden for byggeri, anlæg eller ejendomsservice til at undervise på en spændende uddannelse for unge, der ikke altid vælger den lige vej til uddannelse eller job?
Er du god til at undervise praksisrettet og vægter du relationer til de unge højt? Så er det dig, vi søger.
Om FGU
Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) er en uddannelse for unge under 25 år, der har behov for en forberedende indsats for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller komme i beskæftigelse.
På FGU arbejder eleverne med viden, kundskaber, færdigheder, afklaring og motivation. For at understøtte, at eleverne oplever helheder og sammenhænge mellem fagene, samarbejder faglærere og almenlærere tæt – f.eks. ved at koble dansk og matematik til det faglige værkstedsarbejde.
Om faget Byg, Bolig og Anlæg
På Byg, Bolig og Anlæg arbejder eleverne med fremstilling, produktion og service inden for byggeri, anlæg, ejendomsservice og beslægtede fagområder og der vil være et særligt fokus på ejendomsservice og service i et bredere perspektiv.
Undervisningen foregår både på skolens værksteder og gennem autentiske opgaver hos kunder i lokalområdet. Eleverne indgår i reelle bygge-, service- og anlægsopgaver, hvor de får erfaring med planlægning, udførelse, samarbejde og kundekontakt.
Formålet er, at eleverne opnår kendskab til og erfaringer med praktisk arbejde i branchen og dermed styrker deres forudsætninger for at vælge uddannelse eller job.
Om jobbet
Dine primære opgaver bliver udvikling og gennemførelse af læringsforløb i et miljø båret af relationsarbejde og praksisrettet undervisning.
- Du underviser og vejleder eleverne i værksteds- og projektarbejde inden for fagene
- Du understøtter deres progression fagligt, personligt og socialt
- Du underviser dels alene og dels sammen med dansk- og matematiklærere. Du bidrager sammen med de andre lærere til at fagene så vidt muligt hænger sammen og er relevante for hinanden
- Du bidrager til et inkluderende læringsmiljø med fokus på motivation og trivsel
- Du indgår i tæt samarbejde med lærere og vejledere om at skabe helhed og sammenhæng i elevernes skoleforløb
En vigtig del af opgaven er at understøtte de unges brancheafklaring og forberede dem på en god overgang til uddannelse eller job.
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant håndværksmæssig eller teknisk uddannelse og solid erfaring fra bygge- og anlægsbranchen eller ejendomsservice.
- Du har en stærk faglig identitet og brænder for at videregive dine kompetencer til unge mennesker
- Du er idérig, initiativrig og har måske erfaring i at arbejde med unge
- Du er indstillet på, at læring foregår dagen igennem – både i værkstedet, i klasselokalet og ude hos samarbejdspartnere
- Du er en holdspiller, der sætter pris på tværfagligt samarbejde, og du bidrager aktivt til skolens mange aktiviteter
- Du møder eleverne med tillid, tålmodighed og anerkendelse. Du er bevidst om, at selv små udfordringer kan være store barrierer for eleverne, og du går aktivt ind i at støtte den enkelte i at lykke
- IT indgår naturligt i dit arbejde, og du er åben for at bruge digitale værktøjer i undervisningen
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn, ansættelsesforhold og pensionsordning iht. fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation/Overenskomstansattes Centralorganisation (LC/OC – fællesoverenskomst), samt Organisationsaftale for lærere mv. ved institutioner for forberedende grunduddannelse (FGU).
Ansøgningsfrist er onsdag d. 24. september kl. 12.00. Hvis du bliver indkaldt til samtale, vil du få besked senest torsdag d. 25. september og vi afholder samtalerne d. 26. og 29. september.
Stillingen ønskes besat snarest eller senest d. 1. november 2025. Ansøgning og CV sendes via knappen ”Ansøg”.
Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder, Annette From på tlf. 2423 2558 eller mail anfr@fgusyd.dk.
FGU Sønderjylland er beliggende med institution og skole i Sønderborg Kommune og med skoler i Haderslev, Aabenraa og Tønder Kommuner. Læs mere om FGU Sønderjylland på www.fgu-sonderjylland.dk/.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.