
Projektleder for KORLIV - folkekirkens kororganisation
Er du en struktureret projektleder og koordinator, har du interesse for musik og korsang og erfaring med at arbejde med frivillige, så er jobbet som projektleder hos KORLIV – folkekirkens kororganisation noget for dig. Hvis du også har et øje for at skabe engagement og synlighed omkring aktiviteter, så søg stillingen som projektleder.
Om stillingen:
Som projektleder i KORLIV vil du have en central rolle i at drive og koordinere projekter og kurser, der fremmer korsang både i og udenfor folkekirken. Med udgangspunkt i vores arbejdsplan, vil du lede projekter, events og større stævner, hvor du får ansvar for projektstyring, budgettering, fundraising og koordinering af projekter i samarbejde med frivillige arbejdsgrupper og eksterne samarbejdspartnere.
Som del af dit arbejde er også at koordinere og kommunikere kursusvirksomheden i samarbejde med vores tre dygtige korkonsulenter fordelt rundt i landet.
Dine primære ansvarsområder vil være:
- Projektledelse og koordinator på projekter og stævner i samarbejde med vores udvalg og arbejdsgrupper.
- Projektleder af kursusvirksomhed, efteruddannelser, Sommerskole og Vinterskole-masterclass i samarbejde med korkonsulenternes herunder mødeindkaldelser, årsplanlægning, budgetlægning og evaluering.
- Fundraising i sparring med sekretariatslederen for projekter og stævner.
- Samarbejde med sekretariatet i forbindelse med kommunikative og administrative opgaver og strategisk udvikling inden for kurser og projekter.
Vi søger dig, der:
- Har solid erfaring med projektledelse og trives med både strategiske og operationelle opgaver.
- Arbejder selvstændigt, er struktureret og trives med mange bolde i luften.
- Er en dygtig koordinator med evnen til at skabe struktur og overblik.
- Er en stærk kommunikator, der forstår sociale medier og formår at skabe engagement og synlighed omkring KORLIVs arbejde.
- Har erfaring med budgetstyring og fundraising af projekter.
- Brænder for kultur, musik og har en interesse i korsang og kirkemusik.
- Er en god kollega og samarbejdspartner for KORLIVs ansatte, frivillige og medlemmer.
Om KORLIV:
KORLIV er folkekirkens kororganisation, der arbejder for at fremme korsang i og uden for folkekirken gennem projekter, kurser og stævner. Som projektleder hos os vil du arbejde tæt sammen med sekretariatslederen, korkonsulenterne og KORLIVs projektudvalg samt en række eksterne samarbejdspartnere for at styrke organisationens arbejde og nå ud til flere. Du kommer til at arbejde i Vartov midt i København i et hyggeligt kontormiljø.
Praktisk information:
- Stillingen er på 32 timer om ugen.
- Arbejdssted: På sekretariatet i Vartov i København med mulighed for hjemmearbejdsdage.
- Tiltrædelse: 1. november eller før.
- 1. samtale: 3. oktober, 2. samtale 7. oktober 2025.
Ansøgning og kontakt:
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Karen Bendix på 2179 3531 eller sekretariat@korliv.dk.
Ansøgning og CV sendes til sekretariat@korliv.dk senest 22. september 2025 kl. 12.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!