
Sygeplejerske
Lægerne i Sundhedshuset Vesterbro søger hurtigst muligt eller pr. 1. november 2025 en fastansat sygeplejerske 32-34 timer ugentligt.
Som vores navn siger, er vi en del af Sundhedshuset Vesterbro, som ligger på Vesterbrogade i København – i gåafstand fra Enghave Plads Metrostation. Sundhedshuset rummer en lang række tilbud om forebyggelse, sundhed og genoptræning, og vi har et godt og tæt samarbejde med bl.a. fysioterapeuter og andre speciallæger på tværs i huset.
Vores klinik drives som et kompagniskab og er etableret for godt 14 år siden af de to ejere og speciallæger i almen medicin, Kristian Müller på 53 år og Gobind Kalsi på 49 år. Vi har aktuelt en ansat speciallæge i almen medicin, to faste uddannelseslæger, en jordemoder, en praktisk medhjælper og en praksismanager i klinikken. Vi har et team på 7 dygtige medicinstuderende, som varetager en lang række opgaver som blodprøvetagning, EKG-målinger, vaccinationer, telefonvisitation m.m. Klinikken har tilknyttet ca. 5.700 patienter. Vi bruger IT-systemet XMO.
Vores hverdag sammen begynder klokken 8, hvor vi har dagens første kontakter med patienterne i telefonen. Fra klokken 9 har vi morgenkonference, hvor vi over en kop kaffe taler om og planlægger dagens opgaver sammen. Telefontiden går på skift i løbet af ugen, så vi alle deles om den. Konsultationerne begynder klokken 9.15, og vi kører typisk med 10-20 minutters tider. Klokken 12.30 spiser vi fælles frokost sammen. Vi har løbende supervision ved behov, og der er indlagt administrationstid i løbet af dagen til ringesvar, prøvesvar m.m., så vi kan blive helt færdige med dagens opgaver inden fyraften. Vi har personalemøder, fælles undervisninger og supervision løbende.
Vi vægter medarbejdertrivsel højt og inviterer flere gange om året på middage og arrangementer i klinikken og ude i byen.
Vi vægter en venlig, imødekommende og kompetent kommunikation med vores patienter og hinanden højt og lægger vægt på at give alle patienter en god oplevelse i klinikken.
Dine opgaver vil bestå af:
- Selvstændige sygeplejekonsultationer, herunder kronikerkontroller. Specielt søger vi en sygeplejerske til kronikerkontroller. Det er derfor vigtigt, at du enten kan varetage disse områder allerede eller, at du har interesse for at lære det, da det vil fylde en stor del af din arbejdsdag.
- Almene sygeplejekonsultationer, fx øreskylning, sårpleje, suturering/suturfjernelse, vurdering af banale infektioner mv.
- Laboratorietest og -arbejde, fx blodprøvetagning, podninger, kapillærprøver (CRP, Hgb, HbA1c), lungefunktionsundersøgelser, ekg, BT, vaccinationer
- Udarbejdelse og opdatering af sygeplejefaglige instrukser og varetagelse af vores kvalitetskontroller.
- Telefonvisitation, videokonsultationer og besvarelse af e-konsultationer
- Visse børneundersøgelser
- Rutine celleprøver som del af screeningsprogrammet for opsporing af livmoderhalskræft
- Konsultationer vedr. overvægt
Du vil også deltage i opgaver som:
- Receptfornyelse
- Almindeligt sekretærarbejde
- Ad hoc-opgaver i den daglige drift, f.eks. forberedelse af frokost, bestilling af varer m.m.
- Sygeplejefaglige administrative opgaver
Vi tilbyder et uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor god medarbejdertrivsel vægtes højt. Vi har et godt samarbejde i personalegruppen, hvor vi hjælper hinanden med dagens arbejde. Vi søger hele tiden at holde os fagligt opdaterede, at følge de nationale sundhedsfaglige anbefalinger og at yde en relevant og god undersøgelse og behandling over for vores patienter. Vi giver, så vidt muligt, plads til relevante kurser, individuel fleksibilitet og sociale arrangementer. Løn efter overenskomst.
Vi forventer, at du er mødestabil, serviceminded, indstillet på at løfte i flok, samarbejdsvillig, at du er fagligt interesseret og holder dig opdateret, og at du i møder mennesker med rummelighed og imødekommenhed. Erfaring fra almen praksis er et plus.
Er du interesseret i stillingen, bedes du sende en motiveret ansøgning på maks. 1 A4-side samt et relevant CV med et billede.
Ansøgningsfrist: fredag den 19. september 2025. Søg jobbet ved at sende en ansøgning via knappen ”Ansøg”.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at skrive til praksismanager Tina Hessner Müller på tina.myller@gmail.com. Du modtager en bekræftelse, når ansøgningen er modtaget.
Samtaler forventes afholdt onsdag den 24/9 i tidsrummet klokken 14-16.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Gobind Kalsi og Kristian Müller - Lægerne i Sundhedshuset Vesterbro
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.