CISU Civilsamfund i Udvikling
Aarhus C

Vil du bruge dine forvaltningskompetencer til gavn for civilsamfundet?

I CISU søger vi en kollega, der ønsker at bringe sine forvaltningsmæssige kompetencer i spil til gavn for danske civilsamfundsorganisationer og deres partnere i det globale syd, som arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Du vil få en central rolle i forvaltningen af vores puljer og samtidig yde rådgivning til både ansøgere og bevillingshavere. Stillingen indebærer også tilsynsrejser – både i Danmark og til partnere i udlandet.

Dine primære opgaver vil blandt andet være:

  • Forvaltning af CISUs puljer: Screening af ansøgninger og budgetter, kontakt med det eksterne bevillingssystem, udarbejdelse af svarbreve og kontrakter til bevillingshavere, behandle anmodninger om udbetalinger, gennemgå regnskaber for bevillinger samt bevillingshaveres årsregnskaber.
  • Vejledning og undervisning: Vejlede ansøgere og bevillingshavere om forvaltning og administration af bevillinger fra puljerne, samt afholde kurser om forvaltning af bevillinger fra CISU.
  • Tilsyn: Tilrettelægge og gennemføre finansielle tilsyn med bevillinger i det globale syd og i Danmark. Det omfatter blandt andet ca. 1 tilsynsrejse til det globale syd årligt, samt løbende tilsyn med bevillingshavere i Danmark.

Øvrige opgaver

Du vil ligeledes bidrage til CISUs øvrige opgaver afhængig af dine kvalifikationer. Det kunne f.eks. være at monitorere og samle op på ansøgningsrunder, samt udvikle og optimere puljeprocedurer, retningslinjer og formater. Du vil også deltage i tværgående udviklingsopgaver og arbejdsgrupper i sekretariatet.

Forvaltningskonsulenten vil være en del af CISUs puljeforvaltningsgruppe på fem personer, som vægter samarbejde og sparring højt og med reference til puljelederen.

Hvem er du?

Vi stiller ikke krav til en bestemt uddannelsesmæssig baggrund, men vi lægger vægt på, at du:

  • Har erfaring med offentlig forvaltning – gerne med forvaltning af offentlige midler, EU-midler eller private fonde.
  • Har talforståelse og lyst til at arbejde med tal og gerne erfaring fra arbejde med budgetter og regnskaber. Du har let ved Excel og er vant til at bruge det i hverdagen.
  • Har erfaring med og trives med sagsstyring. Du har systemforståelse og erfaring med brug af elektroniske sagsbehandlingssystemer.
  • Kan følge detaljerede, nedskrevne procedurer til punkt og prikke.
  • Har gode formidlingsevner og erfaring med vejledning og undervisning.
  • Kan kommunikere klart og tydeligt med mange forskellige typer af mennesker og behersker dansk og engelsk på højt niveau i skrift og tale.

Det vil være dejligt, hvis du også:

  • Er systematisk, grundig og har personlig gennemslagskraft
  • Er imødekommende og løsningsorienteret
  • Kan prioritere og koordinere flere opgaver parallelt uden at miste retningen – selv i travle perioder
  • Har kendskab til CISU som medlemsorganisation og CISUs puljer, samt kendskab til udviklingssamarbejde og/eller personlig erfaring med at arbejde i det globale syd
  • Har erfaring med brug af PowerBI og AI

Vi tilbyder

En meningsfuld hverdag, hvor du er med til at understøtte vigtige indsatser på en social og uformel arbejdsplads med fokus på høj medarbejderinddragelse, stærk faglighed og transparente processer og arbejdsgange. Vi har et godt kollegaskab med en gruppe dedikerede og engagerede mennesker, som nyder hinandens selskab på arbejde og i sociale sammenhænge. CISU tilbyder god mulighed for personlig udvikling og kompetenceudvikling.

Mangfoldighed og rummelighed

Vi ser mangfoldighed som en styrke og menneskers forskellighed som en vigtig ressource i vores fælles udvikling. Derfor opfordres alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, seksuel orientering, religion og etnisk baggrund til at søge stillingen. Vi værdsætter et rummeligt arbejdsmiljø, hvor der er plads til alle.

Ansættelse: Fastansættelse på fuldtid 37 timer om ugen med start den 1. november 2025

Ansættelsesvilkår: Løn- og arbejdsvilkår som konsulent iht. CISUs lokale overenskomst (se www.cisu.dk)

Arbejdssted: CISUs sekretariat i Klosterport 4X, 3. sal, 8000 Aarhus C

Ansøgning: En ansøgning på 1-2 sider indsendes sammen med dit CV på mail til ans@cisu.dk senest søndag den 7. september 2025. Ansøgningen skal mærkes ”Forvaltningskonsulent”.

Ansættelsessamtaler: uge 38 (18. eller 19. september) på sekretariatet i Aarhus.

Yderligere oplysninger: Forvaltningskonsulenter Marie Navarana Biisgård, Gunnur Johansen eller Puljeleder Iben W. Rasmussen på 8612 0342.


Kort om CISU

CISU – Civilsamfund i Udvikling er en sammenslutning af ca. 300 danske medlemsorganisationer, 30 ansatte og en omsætning på omkring 300 mio. kr. om året, hvor CISU forvalter flere puljer finansieret af Udenrigsministeriet, som udloddes ved bevillinger til danske foreninger og deres lokale partnere.

Læs mere om CISU på vores hjemmeside www.cisu.dk.