Frameo
Aarhus C

People & Culture Manager

Banker dit hjerte for medarbejdertrivsel og god arbejdskultur, og kunne du tænke dig at bruge denne passion hos os? Vi er de seneste år vokset fra at være et start-up til et scale-up, men vi holder fast i vores gode kultur, som bygger på sunde relationer og principper.

Èn af grundstenene i vores succes er nemlig, at vi er et stærkt sammentømret team, der vil hinanden – både i hverdagen på kontoret, til masser af sociale events og på længerevarende rejser, som bringer os til messer i hele verden – eller på teambuilding i Island.

Vi vokser hastigt, men altid med mennesket i centrum, og vi gør meget for at sikre, at nye medarbejdere føler sig naturligt hjemme i vores kultur og hverdag fra dag 1. Derfor søger vi nu en erfaren og proaktiv People & Culture Manager, der kan balancere strategisk udvikling med hands-on HR-opgaver.

Du vil spille en central rolle i at forme vores HR-strategi, der understøtter vores virksomhedsmål og værdier, samtidig med at du sikrer en velfungerende hverdag for vores medarbejdere og et optimalt kontormiljø. Du får det overordnede ansvar for kontordriften og vil i den forbindelse også have ansvaret for vores Office Assistant, som varetager mange af de daglige, praktiske opgaver.

Endvidere får du en nøglerolle i udvælgelse og implementering af vores kommende HR-system samt i at drive og udvikle vores Employer Branding-indsats. Da stillingen er nyoprettet, får du stor indflydelse på at definere rollens præcise indhold og prioriteter, med et særligt fokus på at fastholde og styrke vores nuværende positive virksomhedskultur.

Dine ansvarsområder vil omfatte følgende

Opbygge HR-området, så det understøtter strategien:

  • Kultur og værdier: Du er med til at sikre og videreudvikle vores eksisterende velfunderede virksomhedskultur, der bygger på åbenhed, tillid og medarbejderansvar, og som afspejler vores historie som succesfuld start-up.
  • Udvikling af HR-strategi: I tæt samarbejde med ledelsen er du med til at formulere og implementere en fremadskuende HR-strategi, der matcher vores ambitioner og vision.
  • Organisationsudvikling: Du identificerer og driver initiativer inden for organisationsudvikling, herunder talentudvikling, succession planning og kompetenceudvikling.
  • Employer Branding: Her kunne vi godt have skrevet nogle fancy ord. Men faktisk handler det bare om, at vi har et fucking fedt sted at arbejde – og det vil vi gerne blive bedre til at fortælle omverdenen.
  • HR-systemansvar: Du får ansvaret for at udvælge, implementere og optimere vores nye HR-system.

Daglige HR-opgaver:

  • Rekruttering: Vi vækster kraftigt, og du bliver ansvarlig for at facilitere hele rekrutteringsprocessen fra jobanalyse til ansættelse. Kandidater skal have en professionel og positiv oplevelse uanset resultatet – og nye medarbejdere skal føle, at de gennem hele forløbet opbygger en relation til den ansættende leder.
  • Onboarding: Du sikrer, at ansættende leder og afdeling tager godt imod nye kolleger fra første arbejdsdag, blandt andet gennem en effektiv og engagerende introduktion af nye medarbejdere.
  • Månedlig lønkørsel: Du varetager den månedlige lønkørsel og sikrer korrekt og rettidig udbetaling af løn og feriepenge.
  • Arbejdsmiljø og trivsel: Vi løfter ikke tunge ting, og det farligste kemikalie er i printerpatronerne. Hos os handler det derfor mest om, at vi gerne vil give vores kolleger optimale betingelser – både fysiske og psykiske – for at bidrage til vores fælles målsætninger.
  • HR-jura og compliance: Du holder dig opdateret på gældende lovgivning og sikrer, at vores HR-processer altid er i overensstemmelse hermed.
  • HR-administration: Du varetager diverse administrative HR-opgaver og sikrer opdaterede personaleoplysninger.
  • Sparring og support: Du fungerer som en betroet sparringspartner for ledere og medarbejdere i alle HR-relaterede spørgsmål.

Overordnet ansvar for kontordrift:

  • Kontormiljø: Du har det overordnede ansvar for, at vores kontor fungerer optimalt, og du varetager det med en pragmatisk tilgang – nogle gange er det mest effektive, at vi gør tingene selv, andre gange er det at ringe efter en håndværker.
  • Leverandørstyring: Du sikrer effektiv styring af eksterne leverandører inden for facility management, såsom rengøring og vedligeholdelse.

Vi forestiller os, at du:

  • Har lyst til at forstå, blive en del af – og videreudvikle – vores samværskultur, så den blomstrer, mens vi vækster.
  • Har solid erfaring fra en lignende HR-rolle, hvor du har arbejdet med både strategisk og operationel HR.
  • Er en god kommunikator, både mundtligt og skriftligt, og har fokus på samarbejde og forventningsafstemning.
  • Har en empatisk tilgang og evnen til at opbygge tillidsfulde relationer på alle niveauer i organisationen.
  • Har erfaring med lønkørsel og kendskab til relevante systemer, vi bruger DataLøn i dag.
  • Er en person, der trives med at opbygge og forme en ny funktion, og tager initiativ til at identificere og løse udfordringer med et stærkt fokus på at bevare og pleje en positiv virksomhedskultur.
  • Har et indgående kendskab til dansk arbejdsret.

Hvad vi tilbyder:

Du vil blive en del af et spændende, ungt scale-up i vækst, hvor der er tæt samarbejde og kontakt på kryds og tværs af afdelinger i et uformelt kontormiljø. Der vil være høj grad af selvstændighed og frihed i stillingen med mulighed for at præge og udvikle et nyt HR-område fra start, drive vigtige systemimplementeringer, have det overordnede ansvar for kontorets rammer samt sætte dit præg på vores Employer Branding-indsats.

Derudover får du:

  • En attraktiv lønpakke med pensionsordning, sundhedsforsikring og stay-on bonus
  • Betalt telefoni, internet, mobiltelefon og arbejdscomputer
  • Mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem

Du kommer med på vækstrejsen for en spændende ung virksomhed med store ambitioner. Derudover får du en masse gode kollegaer, som elsker at lave ting sammen – både på arbejdspladsen i form af bordfodbold og lignende – og udenfor arbejdstid i form af fredagsøl, brætspil, escape room, paddle og meget andet. Trivsel og godt kollegaskab har høj prioritet hos os.

Det praktiske:

Stillingen er på fuld tid (37 timer om ugen), og vores kontor er centralt beliggende i Friskohuset i Aarhus C.

Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning allerede i dag via QuickApply-knappen "Ansøg".

Har du spørgsmål, så ring til CEO Carsten Nielsen på +45 3043 7511 eller skriv til carsten.nielsen@frameo.com.


Om Frameo

Frameo er en hurtigtvoksende scale-up virksomhed fra 2015, der består af et ungt team med masser af passion, god energi og stærke kompetencer. Vi udvikler software til Wi-Fi billedrammer, der med mere end 17 mio. app downloads og flere millioner brugere er verdens førende indenfor sit felt.

Som en ambitiøs softwarevirksomhed er vi altid på udkig efter passionerede kolleger inden for IT-området, der har lyst til at være en del af vores rejse. Du kan læse meget mere om Frameo på frameo.com/company.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.