
Pædagoger med hjerte og faglighed søges til børnehave i Albertslund - måske er I to, der vil søge sammen?
Vil du være med til at skabe en hjertevarm, nærværende og meningsfuld hverdag for både børn og voksne?
Vi udvider og søger pædagoger til faste stillinger på 37 timer, med opstart snarest muligt To af stillingerne er i samme børnehavegruppe – måske I er et par kollegaer, der drømmer om at fortsætte samarbejdet et nyt sted?
Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde.
Uanset om du er nyuddannet og nysgerrig, eller erfaren og på udkig efter mere tid til faglighed og nærvær, så tilbyder vi et hus med høj trivsel, dygtige kolleger og en stærk fælles faglig retning.
Hos os bliver du en del af et reflekteret og ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder målrettet med at trække tempoet ud af hverdagen, fordi vi tror på værdien af ro, relationer og tid til nærvær.
Hvem er vi?
Børnehuset Lindegården ligger centralt i Albertslund og rummer børn og familier med forskellige kulturelle og socioøkonomiske baggrunde. Vi er et mangfoldigt, hjertevarmt hus – og vi tror på, at alle børn og voksne har værdi og noget at bidrage med.
Vores børnegrupper rummer både neurotypiske børn, børn med diagnoser og børn med socioemotionelle udfordringer, hvilket afføder et målrettet arbejde med NEST-inspireret pædagogik, mentalisering, inkluderende fællesskaber og udvidet forældresamarbejde. Tilgange og værktøjer der tilsammen øger vores muligheder for at understøtte børnene på deres rejse mod at blive livsduelige væsener.
Huset består af 3 vuggestuegrupper og 4 børnehavegrupper, med gode fysiske rammer, store udeområder og et engageret, tværfagligt arbejdsfællesskab.
Vores særlige indsatser omfatter:
- Babygruppe for mødre uden netværk
- Gymnastikhold i samarbejde med den lokale forening
- Hjemmebesøg ved opstart
- To familiepædagoger, der yder praksisnær vejledning og understøtter forældresamarbejdet
- Et tæt og respektfuldt samarbejde med vejledere, psykologer, sundhedspleje og sagsbehandlere
Vi tilbyder dig:
- Et trygt og støttende arbejdsmiljø med høj faglighed, varme og humor
- Øget normering og god tid til relationsarbejde
- Ugentlig forberedelsestid, samt tid til refleksion, sparring og planlægning med Teamet.
- Kompetenceudvikling og sparring med familiepædagoger og tværfaglige samarbejdspartnere
- En kultur hvor vi tør være uperfekte – og hvor vi løfter i flok
- Plads til at være dig selv – og blive den pædagog du drømmer om at være
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet pædagog og brænder for at skabe gode udviklingsbetingelser for børn
- Er nysgerrig, ansvarlig og har lyst til at udvikle dig
- Har interesse for eller viden om NEST-pædagogik og mentalisering
- Har et roligt og reguleret nervesystem, som børnene kan spejle sig i
- Trives i et team, hvor vi griner, græder og løser opgaver sammen
Sådan søger du
Ring til Lena på 21 54 64 01 for en uformel snak eller rundvisning.
Send din ansøgning og CV senest d. 12. september 2025. Samtaler afvikles løbende.
Vi glæder os til at høre fra dig! - Erfaring er skønt - vi vægter hjerte og vilje lige så højt.
Ansættelsessted og arbejdsforhold
Arbejdsstedet er Børnehuset Lindegården, Hedemarksvej 18-22, 2620 Albertslund.
Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Ved ansættelses indhentes børneattest og straffeattest
Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Og fra 2025 skaber også letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.
I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.
I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.