POWER-FLEX ApS
Skovlunde

Teknisk Account Manager – er du klar til at få ansvar for egne kunder?

Salg af tekniske kvalitetsprodukter til kunder i hele Europa

Power-Flex er en nichevirksomhed der producerer og leverer kvalitetsprodukter af teknisk karakter til en bred vifte af brancher, hvor industrielle virksomheder er den primære målgruppe. Produkterne er et kritisk element for kunden i at opretholde en kontinuerlig drift og et højt kvalitetsniveau.

Produkterne sælges via distributører samt direkte til industrielle B2B-kunder i hele Europa, hvor DACH, Norden og Benelux er de største markeder.

Vedligehold og udvikling af stærke kunderelationer

I rollen som Technical Account Manager bliver du ansvarlig for en eksisterende kundeportefølje, bestående af OEM-kunder og distributører i flere lande og inden for mange forskellige brancher, herunder byggeri, landbrug, energi og produktion.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå i:

  • Fastholdelse og udvikling af kunder og samarbejdspartnere
  • Rådgive kunder og koble løsninger fra vores produktprogram til kunden behov.
  • Besvarelse og håndtering af kundehenvendelser
  • Udvikling af nye kunder
  • Fysiske kundemøder i ind- og udland – 10-30 dage årligt

Du indgår i et mindre salgsteam bestående af en salgsdirektør, to salgssupportere og dig. Du kan derfor også forvente en bred berøringsflade - bl.a. ved behov understøtte salgssupport med ordrehåndtering.

Har du interesse og forståelse for anvendelse og udvikling af digitale salgskanaler og CRM, kan du også se frem til at blive involveret i udviklingen og vedligeholdelse af disse.

Salgsprofil med teknisk forståelse og erfaring med internationale kunder

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være en handelsuddannelse fra en teknisk grossistvirksomhed eller inden for international business eller business development på bachelor-niveau eller lignende.

Herudover kommer du med nogle års erfaring fra en salgsrolle, hvor du gerne har været i berøring med internationale kunder. Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale - kan du begå dig på tysk, vil det være en fordel, men ikke et krav.

Vigtigst er din positive og servicemindede indstilling, din evne til at skabe tillidsfulde kunderelationer og din tekniske forståelse. Du har en værdibaseret tilgang, hvilket betyder, at du behandler alle med respekt, integritet og ærlighed.

Foruden at være en holdspiller, der nyder samspillet og samarbejdet i et mindre team, kan du også arbejde selvstændigt, når du repræsenterer virksomheden ude hos kunderne.

Vær med til at gøre en forskel samtidig med at du udvikler dig fagligt

Vi tilbyder en arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder, dygtige kolleger og en uformel omgangstone – og ikke mindst en frokostordning.

Du får mulighed for at gøre en forskel i en i forvejen succesfuld og anerkendt virksomhed, der ikke går på kompromis med kvalitet og service. Samtidig er det en mulighed for at tilegne dig ny viden og udvikle dine kompetencer inden for salg, marketing og forretningsudvikling.

Lyder dette som dit næste skridt, så send os din ansøgning via ”Ansøg” ud i højre side.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Salgsdirektør Morten Frandsen på mf@powerflex.dk eller på telefon 2321 4265.


Power-Flex er en velkonsolideret dansk familievirksomhed, som siden 1981 har specialiseret sig i at producere og levere lynkoblinger og industrielle spændebånd af høj kvalitet til mange forskellige formål. Med 14 dygtige og erfarne medarbejdere i Danmark, produktioner i to europæiske lande, et stærkt produktsortiment og en solid kundeportefølje, står Power-Flex godt rustet til at udvide salget. Læs mere om Power-Flex her.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.