Advokatsamfundet
København K og mulighed for hjemmearbejde

Advokatsamfundet søger administrativ medarbejder

Har du lyst til at bidrage til at sikre retssikkerheden for borgere og virksomheder i Danmark? Advokatsamfundet søger en erfaren og effektiv administrativ medarbejder til en stilling i vores afdeling Retssikkerhed

Hvem er Advokatsamfundet?

Advokatsamfundet arbejder på et politisk neutralt grundlag for borgernes og virksomhedernes retssikkerhed og for et velfungerende retssamfund. Advokatsamfundet fører også tilsyn med alle landets advokater og advokatfirmaer og er ansvarlig for uddannelsen af nye advokater.

Vi er en organisation, der er præget af et stærkt sammenhold, en uformel omgangstone og et højt fagligt niveau. Vi arbejder målrettet med trivsel på arbejdspladsen og søger derfor en kollega, som også har fokus på menneskelige relationer.

Hvad kan du forvente?

Du vil blive tilknyttet afdelingen Retssikkerhed, som bl.a. fungerer som sekretariat for en række af Advokatrådets udvalg, der arbejder med politiske initiativer og projekter, der omhandler retssikkerhed. Desuden vil du også skulle løse opgaver i afdelingen Advokatuddannelsen, der er ansvarlig for kursusforløb og eksamener for jurister, der uddanner sig til advokater

Arbejdsopgaverne vil blandt andet bestå i:

  • Sekretariatsbistand i forhold til retssikkerhedsprojekter, Advokatrådets udvalg og Justitsministeriets kursusudvalg, herunder i forhold til mødeplanlægning, forberedelse af dagsorden og mødemateriale samt referater.
  • Selvstændig sagsbehandling og administrativ bistand inden for konkrete sagsområder både i Retssikkerhed og Advokatuddannelsen, fx udpegning af advokater til forskellige hverv og administration af EU-advokater.
  • Kursusadministration i Advokatuddannelsen, herunder planlægning, koordinering og evaluering af kurser samt opdatering af kursusmateriale.
  • Journaliseringsopgaver og andre administrative ad hoc opgaver.

Generelt er der mulighed for selv at have indflydelse på opgaveløsningen efter dialog med retssikkerhedschefen.

Hos Advokatsamfundet er en god start på jobbet vigtig. Vi sørger for onboarding, hvor du både får en grundig oplæring i dine arbejdsopgaver og bliver introduceret til de andre afdelinger i huset.

Hvem er den rette kandidat?

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, effektivt og struktureret med opgaverne, herunder at du er løsningsorienteret. Vi vægter desuden, at du har en klar kommunikation og gode samarbejdsevner, da du vil få en bred kontaktflade.

Vi forestiller os, at du:

  • har en kontoruddannelse og er vant til – og har lyst til – at arbejde med digital sagsbehandling
  • har 2-3 års erfaring inden for en lignende stilling, idet det dog vil være din tilgang til opgaverne, der er det vigtigst.
  • er serviceminded, udadvendt og imødekommende med en positiv indstilling
  • behersker Office-pakken
  • har en interesse i samfundsmæssige forhold
  • har lyst til at arbejde både selvstændigt og i samarbejde med de øvrige administrative medarbejdere og jurister

Det praktiske

Stillingen er på fuld tid (37,5 timer om ugen) med flekstid og inkl. frokostpause. Der er mulighed for hjemmearbejde, når det harmonerer med opgaveløsningen, men vi sætter pris på at være fysisk sammen med hinanden, så vi arbejder som tommelfingerregel mere på kontoret end vi arbejder hjemmefra.

Du indplaceres i Advokatsamfundets løngruppesystem og aflønnes efter dine faglige og personlige kompetencer. Vi kan endvidere tilbyde en attraktiv pensionsordning, sundhedsforsikring, hyggelige personalearrangementer og en god kantineordning.

Hvis du vil vide mere, kan du indtil 17. juli 2025 kontakte vicegeneralsekretær Nicolai Pii på telefon 33 96 97 53 eller mail npi@advokatsamfundet.dk.

Sidste frist for ansøgning er mandag den 11. august 2025. Vi forventer at holde samtaler i uge 34 og 35 og tiltrædelse 1. oktober 2025.

Du sender din ansøgning ved at trykke på ansøgningsknappen. Hvis du vedhæfter bilag, hvor dit cpr-nummer fremgår, bedes du venligst slette/udstrege det. Vi anmoder også om at du undlader at vedhæfte et billede til din ansøgning og begrænser personlige oplysninger til det nødvendige. Dette vil hjælpe os med at sikre en objektiv og retfærdig vurdering af alle kandidater.

Se mere om hvordan Advokatsamfundet behandler din ansøgning på vores hjemmeside.