
Tydelig og ressourceorienteret socialpædagog til Børne og Unge Center Vejle Fjord
Er du kontaktstærk, nysgerrig og motiverende i relation til børn og unge i udsatte positioner? Vi søger en erfaren socialpædagog til at skabe trivsel og udvikling for anbragte børn og unge til vores døgnafdeling Perlen i Bredballe.
Om jobbet
På døgnafdeling Perlen er du sammen med passionerede og fagligt stærke kollegaer med til at gøre en forskel for anbragte børn og unges udvikling og trivsel. Mod, engagement og tålmodighed er vigtige dyder i det pædagogiske behandlingsarbejde med vores børn og unge. Din opgave handler i høj grad om at være nærværende, smitte med ro og varme, tilbyde regulerende aktiviteter og kommunikere tydeligt og forudsigeligt i børnehøjde.
Jobbet kræver, at du aldrig slipper rattet. Vi er et team, som ikke kaster håndklædet i ringen, men holder, hvad vi lover. Og det gør en kæmpe forskel! Vi engagerer os i børnenes liv - både når det går godt, og når det er svært. Vi har vores personlighed med på job og sætter os selv professionelt i spil, så børnene har os at spejle sig i. Vi ønsker en kandidat, som tør italesætte egne styrker, og som tør bruge det aktivt i arbejdet.
Du vil være med til at skabe et hjertevarmt hjem med en struktureret og genkendelig hverdag fuld af meningsfulde aktiviteter. I alle vores opgaver arbejder vi ud fra et fælles fagligt fundament, bestående af et tydeligt menneskesyn, værdisæt og en fagligt velfunderet forståelse af behandlingsopgaven. Det betyder blandt andet, at miljøet og kulturen på Børne og Unge Center Vejle Fjord er anerkendende, inddragende, mentaliseringsbaseret og ressourcefokuseret.
Din faglighed kommer dagligt i spil sammen med børnene, også i det tværfaglige samarbejde om børnene på personalemøde, behandlingskonferencer, statusmøder og i dagbogsnotater. På den måde hjælper vi bevidst og reflekteret hinanden med at justere den pædagogiske retning, så den bedst muligt understøtter det enkelte barns trivsel, udvikling og børnefællesskabet som helhed.
Din arbejdstid planlægges for 6 uger ad gangen og dine vagter er varierende dag-, aften, weekend- og døgnvagter. Du sover på afdelingen, når du har en døgnvagt, og forventes ud fra et rul at kunne deltage i store begivenheder i børnenes liv, fx på skitur, til højtider og mærkedage.
Om os
Børne og Unge Center Vejle Fjord er et socialpædagogisk børne og unge hjem for børn og unge i alderen 4 – 17 år med socioemotionelle vanskeligheder og/eller hjerneorganiske dysfunktioner. På Børne og Unge Center Vejle Fjord er der 7 døgnafdelinger i Bredballe og Brejning med plads til 37 børn og unge.
Døgnafdelingen Perlen har plads til 11 børn. Adressen er Solvej 62B, 7120 Vejle Øst.
De fleste af børnene går på vores interne skole – Solvejskolen, som ligger i Bredballe. Derudover tilbyder Børne og Unge Center Vejle Fjord støttet eller overvåget samvær mellem anbragte børn og unge og deres forældre i vores samværshus og laver ambulant familiebehandling i hjemmet ved behov. Børne og Unge Center Vejle Fjord er en selvejende døgninstitution under KFUM Socialt Arbejde og har driftsoverenskomst med Vejle Kommune.
Vi tilbyder dig
- Fleksible arbejdstider
- En mulighed for at sætte et stort aftryk i anbragte børn og unges liv
- En mulighed for at støtte børn og forældre i en god varig relation
- Nærværende og engageret ledelse
- Faglig sparring og en personalegruppe, der støtter og hjælper hinanden
- Undervisning i grundlæggende pædagogiske principper, herunder kursusforløb om udviklingstraumer, tilknytningsforstyrrelser, mentalisering, konflikthåndtering mv.
- Et arbejdsfællesskab med fokus på høj faglighed og personlig udvikling
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er efter overenskomst med SL.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist søndag 10. august 2025
Ansættelsessamtaler afholdes 14. august 2025
Har du lyst til at vide mere?
Du er velkommen til at kontakte:
Casper Holm Christensen, afdelingsleder og formand for ansættelsesudvalget på telefon 24 78 58 64 /cahch@vejle.dk. I uge 30
Afdelingsleder for Perlen Michael Vilstrup 40 31 89 12 / micvi@vejle.dk i uge 29 & 32.
Læs mere om Børne og Unge Center Vejle Fjord og vores fælles faglige fundament på www.bucvf.vejle.dk.
Attester
Vi indhenter straffeattest og børneattest.
Send din ansøgning
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.
Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.
Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.