Sct. Mariæ Skole
Aalborg

Skoleleder til Sct. Mariæ Skole (genopslag)

Vil du stå i spidsen for en fri skole med over 500 elever, der har mod på livet og lyst til læring?

Sct. Mariæ Skole er en værdibaseret og faglig ambitiøs skole, med et katolsk idégrundlag. Vi har en lang tradition og et stærkt og anerkendende fællesskab mellem børn, personale og forældre. Vi tror på, at mennesker udvikler sig bedst, når de føler sig set, hørt og forstået. Vi vægter vores dannelsesmæssige opgave højt og får i dagligdagen etisk stillingtagen til at spille sammen med faglighed og kreativitet.

Vi søger en empatisk, erfaren og ambitiøs skoleleder, der kan videreføre og udvikle Sct. Mariæ Skole – med respekt for vores rige historie og med et blik rettet mod fremtiden. Vi søger en pædagogisk interesseret skoleleder, der med stolthed bedriver værdibaseret ledelse og forstår, at værdier ikke blot er noget, vi taler om, men det der skaber rammerne for skolens virke i hverdagen.

Du bliver ansvarlig for ledelsesteamet, hvor I fordeler ansvar og opgaver i et tæt samarbejde. Du skal derfor være en holdspiller, samarbejdsorienteret og motiveres af skabe resultater sammen med andre. Som skoleleder har du det overordnede ansvar for den strategiske ledelse, pædagogiske udvikling og driften på skolen. Du skal desuden, i fællesskab med ledelsesteamet, repræsentere skolen udadtil og samarbejde konstruktivt med eksterne parter.

Du skal:

  • Kunne omsætte skolens værdigrundlag til praksis og navigere ud fra det – også når det kræver tydelig stillingtagen og mod til at stå fast;
  • Have gode kommunikative kompetencer til formidling af værdier og budskaber og på naturlig vis tegne billedet af, hvem vi er;
  • Kunne samle og lede personalegruppen gennem dialog, inddragelse og en professionel tilgang til at håndtere forskellige perspektiver;
  • Møde børn og forældre anerkendende og professionelt med sans for balancen mellem lydhørhed og tydelighed;
  • Have økonomisk indsigt og et strategisk blik for at kunne videreføre skolen på sikker og ansvarlig vis.

Vi tilbyder:

  • En skole med imødekommende, glade og nysgerrige elever, kompetent og passioneret personale samt engagerede forældre;
  • En mangfoldig, inkluderende og uformel kultur, hvor værdierne ikke blot udtrykkes i ord, men leves i praksis og mærkes i hverdagen;
  • Mulighed for at blive del af et stærkt ledelsesteam, der er fælles om at stå i spidsen for en skole med stolte traditioner og tydelig identitet;
  • Et respekteret og anerkendt skoletilbud i Aalborg midtby, med tæt samarbejde med Aalborg Kulturskole og andre lokale institutioner;
  • En veldrevet skole med solid økonomi, med spændende planer for styrkelse af de fysiske rammer;
  • Et job med et stærkt ledernetværk i Danmarks Private Skoler (DP) og Foreningen af Katolske Skoler (FAKS).

Vi forventer, at du har ledelsesuddannelse og en lærerfaglig baggrund. Erfaring fra en fri skole vil være en fordel, men er ikke et krav.

Ansøgning

Hvis du kan se dig selv stå i spidsen for en glad skole med ånd og niveau, så glæder vi os til at høre fra dig senest d. 23. august. Spørgsmål vedrørende stillingen rettes til skolens bestyrelsesformand René Hald ml. kl. 16 og 18 på: 22 48 52 52. Derudover kan du med fordel orientere dig her: https://kortlink.dk/2sucp

Jobansøgninger modtages via "Ansøg"-knappen nedenfor.

Første samtalerunde forventes afholdt d. 28. og 29. august. Anden samtalerunde forventes afholdt d. 23. september. Tiltrædelse 1. november 2025.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.