Foreningen Hus Forbi
Vanløse

Hus Forbi søger digital journalist

Vi søger en ærgerrig digital journalist til Hus Forbi, der vil være med til at udvikle og kvalitetssikre indhold til vores digitale platforme. Du skal være med til at fodre vores tusindvis af følgere med debatskabende, levende eller grafisk, og altid nært, indhold om socialt udsatte og hjemløse mennesker. Stillingen er en tidsbegrænset stilling til udgangen af december 2026. Arbejdstiden er 32 timer om ugen, og det forventes, at der vil være dage med rejsetid. Arbejdet foregår primært i fællesskab med dine kollegaer på redaktionen i Vanløse, København.

Du bliver en del af en lille redaktion, som udgiver en månedlig avis, leverer digitalt indhold til sociale medier og understøtter den interne kommunikation i foreningen. Så meget indhold som muligt produceres sammen med Hus Forbis sælgere, så du skal også være klar på at samarbejde med sårbare mennesker, der lever udsatte liv.

Som digital journalist vil du arbejde tæt sammen med alle redaktionsmedlemmerne herunder projektlederen på det igangværende digitale innovationsprojekt, som du og en anden kollega er ansat under.

Om dig:

Du skal først og fremmest have den journalistiske værktøjskasse i orden og blik for visuel formidling. Vi forventer, at du er knivskarp på sprog, vinkling og formgreb, og at du holder dig orienteret om, hvad der sker i det øvrige samfund.

Det er afgørende, at du har styr på Premiere Pro, sociale medier og kan producere video. Det er et plus, hvis du også kan arbejde i Meta Business Suite, WordPress, Photoshop, MailChimp og har kørekort.

Vi ser gerne, at du har digitale trends og tendenser i fingrene, men det vigtigste er, at du tør tænke indhold, indsamling og involvering af Hus Forbis sælgere på kreative og anderledes måder.

Det er ikke et krav, at du har erfaring fra det sociale område, men du skal have lyst til at samarbejde med avisens sælgere og være motiveret af at give udsatte mennesker en stemme.

Vi møder mennesker med svære livsbetingelser hver dag, så du skal kunne klare udfordrende situationer og evne at møde absurditeter med lethed.

Om Hus Forbi:

Hus Forbi udkommer hver måned som printavis og sælges landet over af hjemløse, tidligere hjemløse og andre socialt udsatte. Avisen udgives af Foreningen Hus Forbi, som ejes af sælgerne. Hus Forbis sekretariat og redaktion holder til i Vanløse, København, som også agerer café for Hus Forbis sælgere i dagtimerne.

Læs mere om Hus Forbi på vores hjemmeside.

Ansøgningsfristen er mandag d. 11. august kl. 12.00. Vi ønsker, du kan tiltræde hurtigst muligt og senest 1. oktober. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte projektleder Sofie Melin på mail sofie@husforbi.dk. Redaktionen er tilbage fra ferie d. 4. august, og her vil vi læse og besvare eventuelle spørgsmål til stillingen.

Ansøgning og CV sendes til redaktionen via knappen ”Ansøg”. Vi forventer at afholde samtaler i Vanløse d. 20. og 21. august.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.