Børnehjælpsdagen
København S og mulighed for hjemmearbejde

Aktivitetsleder til Børnehjælpsdagens fællesskabsprogram

Vil du være med til at give anbragte børn og unge stærke fællesskaber og vigtige traditioner?

Brænder du for at styrke børn og unges selvværd og trivsel gennem oplevelser, samvær og relationer? Har du lyst til at være på fornavn og i øjenhøjde med anbragte børn i hele landet? Har du et stort hjerte, et vindende væsen og oprigtigt engagement i at gøre en forskel for børn i udsatte positioner?

Så skal du søge stillingen som aktivitetsleder i Børnehjælpsdagens fællesskabsprogram.

Der er stor efterspørgsel på vores aktiviteter og vi vil gerne nå endnu flere end vi gør i dag. Derfor søger vi endnu en kollega til at lave aktiviteter med børne, unge og deres voksne.

Du bliver en del af vores landsdækkende fællesskabsprogram ”Traditioner og Fællesskaber”, som giver anbragte børn og unge adgang til trygge, udviklende og meningsfulde fællesskaber.

Programmet omfatter blandt andet:

  • Styrkedage: oplevelsesrige aktivitetsdage i børnenes nærområder med fokus på fysisk, kreativ og social udfoldelse
  • Fællesskabstræf: større regionale arrangementer med fællesskab, samarbejde og læring i centrum
  • Ferielejre og julefester: tilbagevendende begivenheder, der skaber traditioner og stabilitet i børnenes liv

De forskellige aktiviteter skaber rum for glæde, leg og læring. Det er en tryg øvebane, hvor børnene sammen med deres nære voksne fra enten børne- og ungehjemmet eller plejefamilien træner sociale og personlige kompetencer, opbygger relationer og oplever støtte og succes. Vi arbejder for at styrke børnenes livsmod, tro på egne evner og håb for fremtiden.

Om jobbet

Vi søger en kollega, der trives med at være der, hvor børnene er. Du skal have lyst til at tage rundt i hele landet og facilitere styrkedage, fællesskabstræf og julefester – ofte sammen med frivillige og andre samarbejdspartnere. Det vigtigste er at du er til stede i mødet med børnene. Du kommer til at styre slagets gang for små og store grupper af børn og deres nære voksne, skabe tryghed for den enkelte og motivere til deltagelse.

Derudover vil du skulle stå for planlægning og afvikling af vores ferielejre sammen med et team af frivillige. En camp varer typisk 3-5 dage, og du vil være til stede under hele campen sammen med børnene og det øvrige team. Det kræver overskud, relationskompetence og lyst til at være en aktiv og tryg voksen for børn og unge, der kan have komplekse livsvilkår.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Planlægning, afvikling og evaluering af styrkedage i hele landet
  • Facilitere aktiviteter og samvær med børn og unge – med fokus på trivsel, relationer og fællesskab
  • Planlægning og afvikling af ferielejre af flere dages varighed
  • Bidrage til at rekruttere og understøtte frivillige
  • Bidrage til afrapportering og samarbejde med fonde, kommuner, sponsorer og andre aktører
  • Administrative og praktiske opgaver i forbindelse med større events og daglig drift

Vi søger en kollega, der:

  • Finder glæde i at være sammen med og danne relationer til mange forskellige børn og voksne, og som formår at smitte andre med energi, glæde og gåpåmod
  • Trives i rollen som facilitator og kan engagere børn og unge i både små og store grupper og har relevant erfaring at trække på.
  • Er empatisk, udadvendt og rummelig over for børn og unge med forskellige baggrunde og behov
  • Kan lide at være på farten og har lyst til at være mere ude blandt børnene end bag skrivebordet
  • Arbejder struktureret og selvstændigt – men også værdsætter samarbejde og fælles ansvar
  • Er fleksibel og klar på et arbejde med skiftende opgaver, arbejdstider og -steder
  • Har kørekort og selv kan komme rundt i landet (vi har en bil som kan bruges)
  • Har børne X-factor

Det er en fordel, hvis du også:

  • Har en relevant uddannelse (f.eks. pædagog, lærer eller andet)
  • Har erfaring med planlægning og afholdelse af aktiviteter, events eller camps
  • Har erfaring med projektledelse og samarbejde med fonde, kommuner og virksomheder
  • Kender til metoder som positiv psykologi, PERMA-modellen, eller eksperimentel læring
  • Er skriftligt stærk og har erfaring med fondsansøgninger og afrapporteringer

Vi tilbyder

Dette er en sjælden mulighed for at blive en del af et engageret og fagligt team. Vi er en lille dedikeret organisation i rivende udvikling og med et stort hjerte for målgruppen.

Hos os får du:

  • Godt kollegaskab og en god frokostordning
  • En hverdag fyldt med variation, relationer og mening
  • Stor frihed, fleksibilitet og indflydelse i tilrettelæggelsen af arbejdet
  • Et arbejde, hvor du er med til at skabe håb, glæde og styrke hos børn og unge

Praktisk

Stillingen ønskes besat pr. 1 oktober 2025 og er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt, men der kan også være mulighed for nedsat tid, hvis det er det, der får det til at gå op i din work-life-balance. Din primære arbejdsplads vil være på vores hovedkontor på Amager, København.

Du skal være indstillet på:

  • At rejse rundt i landet og afholde styrkedage (oftest dagsarrangementer)
  • At deltage i 2-3 årlige camps (3-5 dage) med fuld tilstedeværelse
  • At arbejdet også kan foregå uden for alm. arbejdstid (aften og weekend)

Til gengæld tilbyder vi fleksibel arbejdstid og mulighed for én ugentlig hjemmearbejdsdag.

Ansøgning

Send din ansøgning til hr@bhd.dk senest fredag den 15. august 2025, kl. 23.00. Skriv aktivitetsleder i emnefeltet. Vi forventer at holde første samtale den 20. august kl. 11-18.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte programchef, Ida Lissau Jacobsen på ij@bhd.dk.


Om Børnehjælpsdagen
Hver dag bliver seks børn anbragt uden for hjemmet i Danmark – enten i plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Børnehjælpsdagen er en landsdækkende hjælpeorganisation, som arbejder for at styrke anbragte børn og unges ressourcer og potentiale. Vores vision er at alle anbragte børn og unge skal have en barndom og ungdom med fællesskab og kærlig opbakning der giver forudsætninger og indre styrke til at skabe sig et godt liv. Det arbejder vi for gennem målrettede aktiviteter, camps og fællesskaber, som styrker børnenes relationer, trivsel og livsmod.
Ud over fællesskabsprogrammet laver vi længerevarende styrkeforløb for anbragte unge i overgangen til voksenlivet, og vi understøtter og opfylder drømme gennem uddelinger i vores drømmegram. I 2024 var vi i kontakt med 6.660 børn og unge på tværs af vores indsatser – ambitionen er at nå endnu flere. Læs mere på www.bhd.dk.