
Økonomikonsulent til spændende opgaver for landets dygtigste jordbrug
Drømmer du om at rådgive nogle af landets dygtigste jordbrugsvirksomheder? Ønsker du en hverdag, hvor du ved siden af karrieren har mulighed for at dyrke et rigt fritidsliv? Så er du måske vores nye kollega. Vi søger en dygtig økonomikonsulent, der vil være en del af en arbejdsplads, hvor trivsel, fleksibilitet og godt kollegaskab ikke bare er pæne ord på papiret, men hverdag.
Patriotisk Selskab er et specialiseret konsulenthus for professionelle jordbrugsvirksomheder, og vi rådgiver bl.a. inden for økonomi, jura, planteavl og miljø. Da en af vores dygtige konsulenter er på vej på pension, har du nu chancen for at blive en del af et velfungerende og målrettet økonomiteam, hvor både dine faglige og menneskelige kompetencer vil blive bragt i spil.
Om stillingen
Som vores nye økonomikonsulent kommer du til at yde økonomisk rådgivning til nogle af landets største og mest professionelle jordbrugsvirksomheder. Du kommer til at rådgive om fx driftsøkonomi, generationsskifte, ledelse, forretningsudvikling, skat, regnskab, revision og selskabsdannelse – alt efter hvor dine styrker og interesser ligger.
Patriotisk Selskabs kunder er interessante og ofte komplekse virksomheder, der foruden land- og skovbrug også har driftsgrene som fx udlejning, vedvarende energi og oplevelsesøkonomi.
Om dig
Du har mindst 3-5 års erfaring med økonomirådgivning af landbrugsvirksomheder og en relevant uddannelse som fx cand.merc., cand.merc.aud., cand.oecon.agro., HD(R) eller merkonom i regnskabsvæsen.
Som person trives du med kundekontakt og -service, da det kommer til at udgøre en stor del af din hverdag (både over telefon, mail og ved fysiske møder). Du er ambitiøs og sætter en ære i at levere kvalitetsrådgivning, ligesom du holder dig fagligt opdateret inden for dit felt.
Du formår at holde overblik og løse dine opgaver til tiden. Samtidig er du i stand til at se dine kunders virksomhed i et større perspektiv og byde ind, hvis du ser uforløste potentialer, hvor du eller en kollega vil kunne byde ind med yderligere rådgivning, som kan være med til at udvikle kundens virksomhed.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende job i en sund virksomhed med en god kultur.
Patriotisk Selskab er et konsulenthus med cirka 90 medarbejdere, som rådgiver professionelle land- og skovbrug om alt fra regnskab, skat og generationsskifter til planteavl, miljø og driftsoptimering. Vi har nogle af branchens ypperste fagfolk, som hver dag arbejder for at fremme vores kunders virksomheder.
Vi er et specialiseret konsulenthus, hvor du både kan blive udfordret fagligt og har mulighed for at leve et rigt fritidsliv ved siden af. For os er frihed under ansvar, fleksible arbejdstider og godt kollegaskab centrale værdier, og vi scorer højt i vores løbende trivselsmålinger.
Send os dit CV senest 17. august
Du behøver ikke at sende en ansøgning. Send blot dit CV (uden CPR-nr.) senest 17. august til juridisk HR-konsulent Bodil Just på konsulent@patriotisk.dk – så kan vi høre om din motivation for jobbet til en samtale.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Mimi Shin Jensen på tlf. 4022 8153.
Vi ser frem til at høre fra dig!