
Risiko- og performanceanalytiker til investeringsfond med 1 mio. medlemmer
Vil du være med til at videreudvikle risiko- og performanceanalyser i en investeringsfond med en samlet formue på 46 mia. kr.? Og motiveres du af at omsætte data til skarpe indsigter? Så kan det være dig, vi søger til vores team Økonomi & Risiko.
I LD Fonde søger vi en risiko- og performanceanalytiker til vores team Økonomi & Risiko. Vi har en vision om at være Danmarks førende investeringsfond, og risiko- og performancemåling er et strategisk fokusområde. Du kommer til at omsætte data til viden og værdiskabende analyser i tæt sammenspil med investeringsteamet og ledelsen.
Om jobbet
Vi søger en engageret kollega med erfaring i at identificere investeringsrisici, måle performance og rapportere på tværs af aktivklasser. Du har forståelse for håndtering af data samt samspillet mellem investering, risiko og performance.
Du bliver en del af et stærkt og dynamisk team i Økonomi & Risiko, og sammen med 2 kollegaer vil dine primære opgaver være:
- analyse og bearbejdning af data i vores performance- og risikosystem
- udarbejdelse og opbygning af risiko-, compliance- og afkastopgørelser
- selvstændige ad hoc-analyser af risiko
- analyser og rapportering til direktion, bestyrelse og myndigheder.
Vi har i samarbejde med FactSet implementeret et nyt performance- og risikostyringssystem. Du får derfor en nøglerolle i den videre opsætning og udvikling af analyser og rapporter i systemet.
Da vores forretningsmodel bygger på en høj grad af outsourcing, bliver et samarbejde med eksterne dataleverandører og forvaltere også en del af din hverdag.
Din profil
Du trives i en mindre organisation, hvor opgaverne veksler mellem større projekter, faste opgaver og ad hoc-analyser. Du kan strukturere og automatisere processer og formår at gennemskue komplekse datamønstre for at forklare porteføljers performance og risiko. Du har lyst til at være en aktiv del af et team med fokus på faglig udvikling, sparring og trivsel.
Derudover vil du passe godt til jobbet, hvis du:
- har en finansteoretisk uddannelsesbaggrund
- har nogle års erfaring med opgørelse af risiko og afkast
- motiveres af præcise og rettidige leveringer af høj faglig kvalitet
- selv tager initiativ til at identificere investeringsrisici ud fra egne analyser
- har fokus på detaljen og på at forbedre processer
- trives med, at dagligdagen også rummer rutineprægede opgaver som datavalidering
- er nysgerrig og motiveret for at tilegne dig ny viden inden for området.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et fagligt spændende job med stor samfundsmæssig relevans og attraktive vilkår, hvor du vil opleve stor interesse for din trivsel og udvikling. Vi giver fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet og tager hensyn til dit behov for at skabe en god balance i forholdet mellem arbejde og fritid samt langsigtede mål.
Dagligdagen i LD Fonde er i høj grad præget af samarbejde og godt humør på tværs af afdelingerne. Du vil referere til chefen for Økonomi og Risiko, Stefan Elbrønd Andersen. Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og erfaring. Arbejdsstedet er LD Fondes kontor ved Flintholm Station på Frederiksberg.
LD Fonde – professionel og ansvarlig
LD Fonde forvalter pensionsopsparinger til 360.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Dyrtidsmidler med en formue på 24 mia. kr. og til 645.000 medlemmer hos Lønmodtagernes Feriemidler med en formue på 22 mia. kr. Vi arbejder for at skabe værdi for vores medlemmer ved at sikre et højt afkast med betryggende sikkerhed, levere en god medlemsoplevelse og tage samfundsansvar.
Læs mere om LD Fonde på ld.dk og på LinkedIn
Ansøgning
Send din ansøgning til os senest søndag den 17. august 2025 via Jobindex. Vi afholder samtaler løbende og forholder os til alle ansøgninger, der er modtaget inden fristens udløb.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for investeringsanalyse Michael Steen på mst@ld.dk eller +45 40 85 08.
Læs mere om LD Fondes behandling af personoplysninger ved ansøgning.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.