
Aftersales-konsulent – byg Europas digitale infrastruktur med os
Uden os, intet internet. Så let kan det siges. Og vores interne salgsafdeling har nu brug for dig til at vedligeholde kundesamarbejdet med nogle af de største europæiske tele- og energiselskaber.
Så hvis du siger ”danke schön” til at være bindeleddet mellem produktionen og vores tysktalende kunder, lærer vi dig alt, hvad du har brug for at vide rent teknisk. Du behøver ingen teknisk baggrund selv.
Vores udstyr binder fibernettet sammen
GM Plast producerer de plastikrør i Hedensted, der beskytter fibernettets kabler. Det er der kun få i hele Europa, der gør, og vi leverer til nogle af de allerstørste europæiske tele- og energiselskaber. Derudover leverer vi via vores søsterselskaber også alt fra konnektorer, værktøj, fiberkabler, Pop-stationer m.m.
Du er de store kunders livline
Du bliver involveret, når vores udbudsteam har vundet udbuddet, og det er aftalt, hvad kunden i udgangspunktet skal købe hos os hen over de næste flere år. I den periode er det dig, der er bindeleddet til produktionen, og som også løbende afdækker, om kunden får de rigtige produkter og om de har behov for flere.
Alt efter størrelse vil du have op til 10 kunder ad gangen, hvor ingen af dem køber for under 0,5 million. Nogle køber kun rør hos os, andre spreder ordrerne over flere forskellige produktområder.
Du vil bl.a.:
- fakturere ud fra følgesedler på kundeordrer
- indtaste ordrer, navigere i Excel og udsende ordrebekræftelser
- deltage i ugentlige produktionsmøder for at få overblik over dine kunders leverancer
- være i kontakt med kunden i forhold til op- og nedjustering af produktionen, leveringstidspunkt og evt. opsalg.
Et hjælpsomt team, der når i mål sammen
Vi er 50 kolleger på kontoret og ca. 100 i vores produktion. Nogle af os har haft 20-års jubilæum og andre har netop nået 6-måneders mærket. Fælles for os alle er, at vi har lyst til at lære, og at vi trives godt med et fladt hierarki. Selv bliver du en del af Internt Salg, hvor vi er 7 kolleger.
Du skaber gode kundeoplevelser – auch auf Deutsch
Om du er nyuddannet eller har erfaring betyder ikke det store for os – når bare du er klar til at bruge din kommercielle uddannelse i en teknisk sammenhæng. Din tekniske nysgerrighed og iver efter at lære er til gengæld meget vigtig for os.
Desuden forestiller vi os, at du:
- er vant til at give kunder et højt serviceniveau – også når du håndterer flere forskellige sager sideløbende
- har sans for administration og kan arbejde i Excel – vores regnskabssystem C5 skal vi nok lære dig op i
- kan tale tysk på professionelt niveau med kunderne – dine evner på skrift er mindre vigtige.
Klar til at pleje kunder og suge til dig?
Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte COO Ulrike Kjeldgaard på 2545 7869.
Send din ansøgning med CV til jobadm@gm-plast.dk Mærk din ansøgning med ”Aftersales-Konsulent”.
Vi glæder os til at høre fra dig!