
Ansvarlig for test og kvalitetssikring
I Clever har vi haft travlt med at fokusere på at få understøttet vores vision med en tidssvarende IT-platform, der kan håndtere koblingen mellem vores stejle vækst og lige så høje ambitioner. Vi søger derfor nu en ny kollega til teamet, der vil få ansvaret for, at sikre kvaliteten og pålideligheden af vores bestillings- og installationsflow.
Hos os bruger vi ikke klassiske jobtitler – vi har profiler. I andre virksomheder ville du måske blive kaldt "Test Manager / QA Manager”, men hos os bliver din profil: Ansvarlig for test og kvalitetssikring – for det er netop det, du er.
Rollen – og hvorfor den er vigtig
Du har ansvar for kvalitetssikring i eget team samt koordinering af testaktiviteter og afhængigheder på tværs af teams.
Du arbejder proaktivt med at planlægge, eksekvere og dokumentere testaktiviteter og bidrager til at sikre, at løsninger leveres i høj kvalitet og i tråd med det fælles roadmap. Kvalitet er en forudsætning for den oplevelse, Clever ønsker at give sine kunder – derfor spiller du en nøglerolle.
Hvad fyldes din dag med?
Som ansvarlig for kvalitet og test vil du bruge størstedelen af din tid på:
- Planlægge og eksekvere testaktiviteter i tæt samarbejde med teamets udviklere
- Udvikle og vedligeholde teststrategier og testcases – både manuelle og automatiserede
- Identificere og adressere testafhængigheder på tværs af teams og løsninger
- Koordinere testindsatser med QA’er og testansvarlige i andre teams
- Sikre transparens gennem dokumentation og formidling af testresultater
- Understøtte teamet i at arbejde kvalitetsdrevet og kontinuerligt forbedre testpraksis
Hvem bliver dine kollegaer?
Du bliver en del af et krydsfunktionelt værdistrømsteam med backend-udviklere, frontend-udviklere, UX, Scrum master og Product Owner.
Samarbejdet med udviklere, Scrum master og PO’er er tæt, og du vil spille en central rolle i at sikre, at kvalitet indtænkes tidligt i processen.
Du bliver også en del af vores tværgående QA-fællesskab, hvor vi sparrer om værktøjer, metoder og standarder på tværs af Clever.
Udfordringer og ressourcer
Du vil være med til at sætte standarden for QA i et miljø, hvor både platform og organisation er i vækst.
Rollen kræver evnen til at kombinere hands-on testarbejde med overblik over afhængigheder og koordinering på tværs. Det er afgørende, at du formår at prioritere og strukturere testarbejdet i en agil kontekst – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Hvad kommer du med?
Vi forestiller os, at du har arbejdet med QA og testledelse i en del år og har fokus på at skabe de rigtige løsninger, der sikrer den bedste oplevelse for vores brugere og kunder.
Det er vigtigt, at du har mod på og lyst til at tage ejerskab på opgaven, arbejde selvstændigt og innovativt. Derudover må du meget gerne have:
- Solid erfaring med QA og test i agile udviklingsmiljøer
- Hands-on erfaring med både manuel test og testautomatisering (fx Playwright, Selenium eller lignende)
- Forståelse for DevOps og CI/CD-miljøer
- Stærke samarbejds- og kommunikationsevner
- Evnen til at tage ejerskab og arbejde struktureret med test i komplekse systemlandskaber
Sidst, men ikke mindst
I Clever tror vi på, at kvalitet ikke er noget, der "tjekkes til sidst", men noget der designes ind fra starten. Som QA hos os har du mandat og frihed til at forme testindsatsen sammen med dit team – og dermed direkte indflydelse på slutproduktet.
Empati og indlevelse er grundpiller i Clevers kultur, og vi leder efter dig, der kombinerer faglighed med nysgerrighed og et passioneret øje for detaljen.
Medledelseskompetencer (vi er nemlig organiseret anderledes)
- Du holder dit ego i skak og ved, at succes handler om at løfte i flok mod fælles mål
- Du tager naturligt ansvar for både dig selv og dine kollegaer, med omsorg og nærvær
- Du er en holdspiller, der ser arbejde som et samarbejde, ikke en konkurrence
Har du sat mentale flueben hele vejen igennem?
Send gerne din ansøgning afsted allerede i dag – for vi kan godt finde på at lukke opslaget ned før tid, hvis vi møder det rigtige match.
Du kan se frem til at høre fra os i uge 34 – indtil da holder vi sommerferie i teamet.
Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på: www.clever.dk/velkommen eller vores Instagramkonto @liveticlever.
Er du nysgerrig på vores rekrutteringsproces kan du læse mere om den her: Rekrutteringsprocessen i Clever | Clever.
Vi glæder os til at høre fra dig!