Vejle Kommune
Vejle

Ingeniør, biolog eller lignende til vandløbsrestaureringer - genopslag

Vil du være med til at få endnu flere vandløb i Vejle Kommune til at opfylde miljømålene i statens vandplan? Har du erfaring med restaurering af vandløb, og har du kendskab til gængse IT-systemer, vi anvender, så skal du ikke holde dig tilbage fra at søge jobbet.

Om jobbet

Vejle Kommune, team Vandmiljø søger en medarbejder, der primært skal hjælpe med at gennemføre vandplanens vandløbsrestaureringer og en række selvfinansierede restaureringsprojekter, men sagsbehandling må også forventes.

Teamet er i dag på 6 personer med et stærkt fagligt miljø, som vi gerne vil bevare og udvikle med dig på holdet. Du skal søge, hvis du kan svare ja til flere af de forventede kvalifikationer:

  • Du har en god forståelse af vandløbsdynamik og vandløbsberegninger
  • Du har erfaring med beregninger i VASP, kan anvende Scalgo og ArcGis/QGis – gerne på avanceret vis
  • Du har kendskab til opmåling af vandløb
  • Du kan holde overblik over komplekse problemstillinger og processer
  • Du har gode samarbejdsevner og trives både med selvstændige opgaver og opgaver på tværs af teamet eller organisationen
  • Du er pragmatisk og løsningsorienteret
  • Lyst til at lave sagsbehandling efter vandsløbsloven og evt. kystbeskyttelsesloven
  • Du tør tage ansvar og kaste dig ud i udfordringer, selvom det måske er nyt terræn for dig – måske har du lyst til at være én ud af fire højtvandsvagter, der regulerer vandet gennem byen for at undgå oversvømmelser? Eller måske har du lyst til at deltage i arbejdet med klimatilpasning?

Om os

Team Vandmiljø er ét af tre teams i afdeling Vand. Vi har en bred palet af opgaver lige fra myndighedsopgaver inden for bl.a. vandløbslov, miljømålslov og kystbeskyttelsesloven til forundersøgelser, detailprojektering, udbud og gennemførelse af projekter særligt i forhold til Statens vandplaner.

Vejle Kommune har ca. 1000 km vandløb, heraf er de 350 km offentlige vandløb, hvor vi har særligt fokus på at udarbejde fremtidens regulativer. Vejle Kommune har en kyststrækning på 30 km.

Vi deltager også i samarbejdsprojekter bl.a. klimatilpasning omkring beskyttelse af byen – både fra åerne, fra fjorden, samt en stigende grundvandsstand. Vi arbejder bl.a. med en adaptiv strategi for klimatilpasning og løsningskatalog for oversvømmelser for Grejs Å, som skal være med til at gøre Vejle robust til fremtidens klima. Herudover deltager vi i arbejdet med implementering af klimatilpasningsplan og risikostyringsplan for oversvømmelse.

For at styre vandet gennem Vejle By indgår vi i en lang række udviklingsprojekter bl.a. modeller, der kan forudsige vandstandsstigninger i Grejs Å, og modeller, der viser de flaskehalse, der er, for at byen ikke oversvømmes. I teamet har vi 4 i en Højtvandsgruppe, der holder øje med oversvømmelsesrisikoen og har ansvar for at træffe beslutninger om regulering af vandet gennem byen, når den trues af store afstrømninger eller af højvande i fjorden.

I teamet vægtes faglighed og samarbejde højt. Selvom der er travlt, vil der være fokus på din personlige og professionelle udvikling.

Opgavefordelingen i teamet vil blive tilpasset dine kvalifikationer og teamets prioriteringer, som løbende kan justeres.

Om afdelingen

I afdeling Vand er vi 19 personer, der trives godt sammen og har en engageret tilgang til vores opgaver. Vi samarbejder i Team Grundvand, Spildevand og Vandmiljø med hinanden og forvaltningens øvrige afdelinger for at sikre den bedst mulige serviceoplevelse for borgere og lodsejere.

Vi tilbyder dig

Vi tilbyder en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor vi er organiseret i teams, der prioriterer og udfører vores opgaver inden for de givne rammer. Dine kompetencer og interesser vil indgå i teamets planlægning og fordeling af opgaver. Du vil have stor indflydelse på tilrettelæggelsen af eget arbejde.

Du vil i stillingen skulle arbejde selvstændigt med opgaverne i samspil med relevante fagligheder i hele Teknik og Miljø og eksterne samarbejdspartner. Vi er i fuld gang med at omstille Vejle til en bæredygtig hverdag og et vådere klima, og opgaven kan kun løses på tværs i organisationen og i tæt samarbejde med erhverv, borgere og interesseorganisationer.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er fast med 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst og lokal løn. Tiltrædelse 1. oktober 2025.

Ansøgningsfrist

Vi skal have din ansøgning senest 7. august 2025. Første samtale forventes afholdt 14. august 2025 og anden samtale 19. august 2025.

Har du lyst til at vide mere?

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Mette Højby på tlf.: 29743384 eller Annette Bonde på tlf.: 40160541.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Du kan læse mere om os på Klima, risikostyring og vand - Vejle Kommune

Profilanalyse

Vi benytter personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med ansættelsen.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.