
Ny administrativ medarbejder på Kolding Gymnasium
Da en af vores sekretærer har søgt nye udfordringer, tilbyder vi et spændende job i en velfungerende administrationsgruppe med rigtigt gode kolleger. Vi søger en dygtig, samarbejdsvillig, omstillingsparat, proaktiv og imødekommende administrativ medarbejder, som vil tage sig af elevadministration, planlægningsopgaver og øvrige små som store opgaver.
KG er en skole med omkring 650 elever fordelt på tre uddannelser STX, HF og IB DP og med ca. 75 ansatte. Vi er et moderne gymnasium med særdeles gode rammer samtidigt med, at vi bygger på stolte faglige traditioner og en næsten 500-årig historie.
Vi arbejder konstant for at skabe det bedste undervisnings- og arbejdsmiljø, hvor vi møder vores elever og hinanden i øjenhøjde og med respekt, og hvor vi har et stærkt fokus på, at vi både skal uddanne og danne. Vores udbud af de tre forskellige uddannelser skaber en meget mangfoldig og levende skole, hvor alle er med til at sætte deres præg.
Administrationen er en central del af skolen, hvor vi varetager mange forskellige administrative opgaver og er i kontakt og indgår i samarbejdsrelationer med alle elever, lærere og øvrigt teknisk administrativt personale samt eksterne relationer. Administrationen arbejder i høj grad som et selvstyrende team, hvor opgaverne koordineres mellem administrationens fem medarbejdere. Kulturen er præget af gensidig respekt, hjælpsomhed og udtalt samarbejde.
Administrationen er ligeledes backup for hinanden i tilfælde af sygdom eller travlhed på enkelte områder, så her er det vigtigt at kunne se ud over egne opgaver og ligeledes kunne modtage hjælp fra andre.
Vi forventer, at du:
- har en relevant uddannelse og gerne kendskab til eller interesse for studieadministrative opgaver. Vi arbejder bl.a. med systemerne Lectio og DocuNote.
- er positiv og omgængelig i forhold til vores elever, ansatte og gæster
- er tolerant og lyttende og kan kommunikere i en imødekommende tone
- har gode formidlingskompetencer både mundtligt og skriftligt på dansk, og også engelsk på brugerniveau
- arbejder struktureret og kan få opgaverne gjort færdige til tiden
- er fleksibel og villig til at påtage dig de forskellige ad hoc-opgaver, der opstår i løbet af dagen - trives i et travlt miljø uden at miste overblikket og det gode humør Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- studie- og elevadministration
- planlægning, herunder håndtering af skemaændringer
- receptionsopgaver, bl.a. telefonbetjening, servicering af henvendelser internt og eksternt
Stillingen er en deltidsstilling på 30 timer om ugen, men med en ugentlig arbejdstid, som planlægges fleksibelt i forhold til skoleåret og arbejdsopgaverne. Som følge af skoleferier vil det ugentlige arbejdstimetal være cirka 32 timer.
Tiltrædelse er pr. 1. oktober eller snarest derefter.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Din ansøgning vedlagt CV, eksamenspapirer og relevant dokumentation sendes via www.gymnasiejob.dk eller via ansøgningsknappen senest torsdag d. 7. august 2025 kl. 10.00.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag d. 14. august 2025 og eventuelt anden samtalerunde tirsdag d. 19. august 2025.
Du er velkommen til at kontakte rektor Sune Hother Petersen på tlf. 2629 4327 eller vicerektor Jesper Kristensen på tlf. 2625 7983 for yderligere information.
Læs mere om Kolding Gymnasium på www.kolding-gym.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.