Biofac A/S
Kastrup

Salgs- og indkøbskoordinator

Er du den, der kan håndtere både salg- og indkøbsrelaterede opgaver og administrative opgaver i en travl og omskiftelig hverdag hos vores salgs-og indkøbsteam, så er det dig, vi har brug for! Vi søger en motiveret, udadvendt og initiativrig salgs- og indkøbskoordinator til at supportere vores salgs- og indkøbsafdeling, indhente oplysninger og data, samt koordinere på tværs af vores interne jobfunktioner, kunder og leverandører. Du vil blive en del af vores team, hvor hver medarbejder er ansvarlig for egen salgsregion, og du vil arbejde med forskellige opgaver på tværs af vores salgs-og indkøbsteam således, at vi kan levere de bedste løsninger til den globale farmaceutiske og nutraceutiske industri.

Dine opgaver vil bl.a. bestå af:

  • Eksekvering af salg- og indkøbsrelaterede opgaver, herunder effektivisering og vedligeholdelse af vores interne salgsdatabaser
  • Håndtering af ordrebekræftelser, prøvebestillinger, og kurerforsendelser
  • Udarbejdelse af købsordre
  • Administration af leverandør relaterede opgaver
  • Forberedelser ifm. messer, såsom bestilling af stand og reklameartikler ved vores eksterne samarbejdspartnere etc.

Din profil:

  • Har erfaring med administration, salgssupport/indkøbssupport og mindre marketingsopgaver
  • Kendskab til / kompetencer indenfor LinkedIn vil være en fordel
  • Er opsøgende og trives med at tage ansvar for planlægning af egen arbejdsdag
  • Er serviceminded, initiativrig og udadvendt, samt synes at det er spændende at arbejde på tværs af salg, indkøb og marketing
  • Motiveres af at optimere arbejdsgange og har en løsningsorienteret tilgang til opgaveløsning
  • Er struktureret med et fantastisk overblik også i travle situationer
  • Er god til Office-pakken inkl. Excel og har kendskab til vedligeholdelse af hjemmesider
  • Kan kommunikere professionelt både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk, da vi har en global kundebase
  • Men frem for alt skal du kunne trives med at være i kontakt med mange faggrupper, kollegaer og kunder hver dag

Vi tilbyder:

  • Fast arbejdstid på 37 timer ugentlig, mandag – fredag i dagtimerne
  • En rolle med stor variation
  • Spændende hverdag med kontakt til mange forskellige faggrupper og kunder
  • Gode kolleger og medarbejder arrangementer over året
  • Nem transport kun 5 minutter fra Tårnby Station
  • God sundhedsordning og fantastisk kantineordning
  • Løn efter kvalifikationer

Hos BIOFAC A/S vil du blive en del af en international virksomhed i vækst, og du vil mærke, at du er en del af en familieejet virksomhed, hvor vi tænker langsigtet og værner om vores medarbejdere. Vi har travlt samtidig med, at vi har en sjov og uformel omgangstone kombineret med en stærk arbejdskultur, hvor du dagligt arbejder sammen med kollegaer inden for mange faggrupper.

Din arbejdsplads bliver i Kastrup på vores HQ tæt på tog, lufthavn og Københavns centrum.

Din ansøgning:

Du kan med fordel sende din ansøgning og CV i dag, da vi løbende behandler ansøgninger og ansættelse finder sted, når den rigtige kandidat er fundet.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Sales Director Elena Kristensen på tlf: 2886 3023 eller for rekrutteringsforløbet Head of HR Ditte Jensen på tlf: 2886 3022.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning

Vi gør opmærksom på, at du ved fremsendelse af din ansøgning samtykker i, at vi må opbevare denne og dokumenter fremsendt i tilknytning til denne, i perioden minimum til ansættelse har fundet sted og maksimalt i en periode på seks måneder efter modtagelse.


BIOFAC A/S indgår i BIOFAC-koncernen, der er en 100% danskejet, bioteknologisk virksomhed, der beskæftiger 140 medarbejdere fordelt på 4 fabrikker landet over. I dag udgør eksporten mere end 98% af den samlede omsætning. BIOFAC har et stærkt fagligt fællesskab, hvor videndeling og samarbejde er helt centrale værdier for vores fortsatte vækst. BIOFAC har en flad organisation, hvor der er kort vej fra ide til handling. Du kan se mere på biofac.dk

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.