
Elsker du miljøvurdering mere end gennemsnittet, og kan du navigere i VVM'er uden GPS?
Så har vi jobbet i Svendborg Kommune – en attraktiv arbejdsplads, hvor du både får ansvar, indflydelse og gode kollegaer!
Om jobbet
Er du skarp på miljøvurdering – og vil du bruge din faglighed til at kvalificere store projekter og planer i en kommune i udvikling? Så det er det måske dig, vi søger i Svendborg.
Miljøvurdering fylder stadig mere i vores hverdag og indenfor mange fagområder. Vi arbejder med mange spændende opgaver indenfor bl.a. vedvarende energi, by- og havneudvikling, vejanlæg, indvinding af drikkevand, klimasikring, og sektorplaner som f.eks. spildevandsplan.
Du kommer til at arbejde med både de små og de større komplekse sager – fra screening af projekter til fulde VVM- og SMV-processer. Mange fagligheder og interesser mødes i disse processer, og vi har brug for en faglig stærk kollega, hvor din rolle er at styre processen sikkert i mål på et solidt natur- og miljøfagligt fundament.
Desuden har vi et forpligtende samarbejde med Langeland og Ærø kommune, hvor vi også løser opgaver inden for miljøvurderingsområdet.
Du får mulighed for et selvstændigt og alsidigt job med stor fleksibilitet og indflydelse på dine arbejdsopgaver. Kulturen på arbejdspladsen er hjælpsom, positiv og uformel, og du vil opleve stor faglighed og engagement hos dine kollegaer. Vi arbejder desuden værdibaseret med fokus på helhed i opgaveløsningen, borgeren i centrum, læring og udvikling, samt trivsel.
Om dig - du:
- har en miljø-, natur- eller planfaglig akademiske uddannelse,
- har erfaring med miljøvurderinger – gerne i kombination med en konkret faglig viden om andre miljø- eller naturfaglige myndighedsområder,
- Styr på detaljerne og blik for helheden – også i lange processer,
- Gode samarbejdsevner og sans for at spille andre fagligheder gode,
- Skarpe formidlingskompetencer både i dialog og på skrift,
- Evne til at arbejde struktureret og tage ansvar for dine egne opgaver,
- kendskab til politisk ledede organisationer- og evne til at navigere i dem,
- Lyst til at være en del af et fagligt og socialt kollegafællesskab
Om os
Vi hører under direktørområdet Miljø og Teknik, og er 39 medarbejdere i afdelingen Klima, Natur og Miljø fordelt på 4 teams. Du bliver en del af Team Landbrug, Grundvand og Miljøvurdering med 7 medarbejdere.
Svendborg Kommune udvikler sig dag for dag, vi bygger nyt, og vi byder velkommen til mange nye borgere. Miljø og Teknik har en vigtig rolle i denne udvikling. Derfor har vi kontakt med mange mennesker – både interne kollegaer og de borgere, virksomheder og alle andre, som vi udvikler vores kommune til.
Opgaverne, vi løser i takt med udviklingen, er ofte nye. Vi synes, det er spændende at få lov at træde nye stier og bringe mange kompetencer i spil. Høj faglighed er derfor en vigtig del af vores DNA. Det gælder både i vores stærke fagmiljøer, og når vi samarbejder på tværs. Vi har en hverdag med udvikling, fleksibilitet og en høj grad af frihed, hvor vi selv kan præge opgaverne. God ledelse og gode kolleger skaber en tryg base for en hverdag med høj aktivitet.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner – og store nok til at have plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Løn og ansættelse
Løn og ansættelsesvilkår efter dine kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst. Der er tale om en fast stilling normeret til 37 timer. Arbejdsstedet er Miljø og Teknik, Svendborgvej 135, 5762 Vester Skerninge.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er søndag d. 17. august 2025.
Samtaler holdes i uge 34 og forventet tiltrædelse er snarest muligt herefter.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, kan du kontakte afdelingsleder Lene Juncher Lind (tlf.: 3017 3424) eller biolog Henriette Mørck (tlf.: 3017 5416).
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.