
Java-udvikler med stor SQL/database-erfaring
Er du på udkig efter en spændende stilling som Java-udvikler med database erfaring i en dynamisk virksomhed? Motiveres du af at vedligeholde og forbedre eksisterende funktioner – og ikke mindst udvikle nye funktionaliteter i vores egenudviklede ERP-system, som skaber reel værdi? Så er FK Distribution stedet for dig!
FK Distribution pakker tilbudsaviser til danske og svenske forbrugere hver uge. Bag vores distribution ligger et avanceret og veludviklet distributionssystem, der håndterer alt fra ordrebehandling og generering af pakkelister til individuel lønudbetaling til 10.000 omdelere. Distributionssystemet, som primært er bygget på SQL og Java, er kernen i vores forretning og hele vores værdikæde, og det er integreret med flere andre forretningssystemer i virksomheden.
Rollen – og hvad du kan forvente
Du får en stilling i en innovativ virksomhed, der altid stræber efter at forbedre vores egenudviklede ERP-system og levere den bedste service til vores kunder. Hos FK Distribution bliver du en del af vores fagligt stærke, agile og dynamiske IT-udviklingsteam, hvor kollegaerne er fordelt mellem Java- og SQL-udviklere.
Du får mulighed for at arbejde selvstændigt og udfordre dig selv med alsidige udviklingsopgaver, der har direkte betydning for vores daglige drift. Vi lægger stor vægt på at skabe et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø, hvor du kan udvikle dine faglige kompetencer og samtidig bidrage til virksomhedens succes.
Din primære opgave bliver at udvikle og vedligeholde vores ERP-system, som er en afgørende del af vores daglige drift. Udviklingen laves både i Java- og SQL-kode, og det er derfor vigtigt, at du har solide kompetencer inden for begge områder.
Som Java-udvikler vil du være ansvarlig for at sikre, at vores systemer er optimerede og fungerer fejlfrit. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores øvrige Java-udviklere og SQL-specialister for at sikre, at ERP-systemet altid er opdateret og lever op til de højeste standarder inden for distribution og logistik.
Du vil også kunne deltage i vedligeholdelse, opgradering og udskiftning af vores forskellige hjælpesystemer, som spænder fra integrationer med eksterne systemer til afdelingens interne værktøjer. Derudover kan du være med til at definere og opgradere de værktøjer, der anvendes i forbindelse med build, test og release, som vi ønsker at opgraderet til moderne standarder.
Som vores nye kollega bliver du en vigtig medspiller i arbejdet med at sikre velfungerende, unikke og innovative løsninger i vores distributionssystem samt i integrationer til virksomhedens øvrige forretningssystemer. Du kommer til at udvikle både i vores Java back-end og front-end samt i databasen via stored procedures. Du bliver involveret i alle faser – lige fra analyse og design til systemudvikling, test og drift.
I alle faser spiller databasen og dens SQL-funktionalitet en lige så central rolle som Java-koden, og det er vigtigt, at du føler dig hjemme i begge verdener.
Din baggrund og kvalifikationer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er den rette indstilling og motivation for at få succes i jobbet. Vi forventer naturligvis, at du holder dig opdateret i forhold til nye teknologier og har en naturlig lyst til at dygtiggøre dig.
Jobbet er for dig, der:
- Har solid erfaring med Java-udvikling, herunder Java SE og Java EE.
- Har erfaring med – og stærke færdigheder i – SQL og relationelle databaser; gerne på et niveau, hvor du selvstændigt kan designe, optimere og fejlsøge i komplekse databasestrukturer
- Har kendskab til JBoss EAP, Hudson CI/CD, Postman eller lignende system/værktøjer. Kan arbejde selvstændigt med komplekse opgaver
- Har en stærk teknisk baggrund og vilje til at udvikle og implementere softwareløsninger af høj kvalitet
- Har gode kommunikations- og samarbejdsevner
- Har evne til at tage initiativ og løse problemer på en innovativ og effektiv måde
Den, der kan, vil og gør – får også lov…
Du bliver en del af en dynamisk og innovativ virksomhed i rivende udvikling. Vi er en arbejdsplads med dedikerede og dygtige kollegaer og en uformel omgangstone. Med det rette engagement får du stor indflydelse på din hverdag.
For mere information om rollen – og hvorfor det at arbejde hos FK Distribution gør dig til en del af et stærkt, udviklende og inkluderende fællesskab – kontakt Ebbe Andersen, Senior IT-udviklingschef, på telefon +45 2974 0513 eller Morten Holden Lind, IT-udviklingschef, på telefon +45 20428797.
Vi holder samtaler løbende og opfordrer derfor interesserede kandidater til at søge snarest muligt.