
Brænder du for arbejdsmiljø – og har du næse for rådgivning og relationssalg?
Avidenz søger en arbejdsmiljøkonsulent med teknisk eller kemisk baggrund – bosiddende på Sjælland eller nærliggende øer (fx Lolland, Falster eller Møn).
Vil du gøre en forskel for virksomheder inden for industri og håndværk – og samtidig arbejde med salg af arbejdsmiljøviden, der skaber konkret værdi for kunderne? Hos Avidenz hjælper vi vores kunder med at skabe sunde, sikre og effektive arbejdspladser – og vi leder nu efter dig, der kombinerer arbejdsmiljøfaglighed med et kommercielt mindset og lysten til at opbygge stærke kunderelationer.
Dine opgaver – både rådgiver og relationsopbygger
Som arbejdsmiljøkonsulent hos os får du ansvaret for din egen kundeportefølje på Sjælland og eventuelt nærliggende øer på Sydsjælland. Du bliver kundens faste rådgiver og kontaktperson – og du sikrer løbende mersalg ved at afdække behov og præsentere relevante løsninger fra Avidenz’ brede palet af ydelser.
Du kommer bl.a. til at:
- afholde arbejdsmiljømøder og løse konkrete opgaver – dels inden for det generelle arbejdsmiljø og dels med udgangspunkt i din specialistviden, fx maskinsikkerhed, kemi, ventilation eller støj
- identificere nye muligheder hos eksisterende kunder og drive salgsdialoger
- samarbejde med interne kolleger og overlevere opgaver på tværs af fagområder
- have tæt kundekontakt med produktionsledere, HR- og arbejdsmiljøansvarlige – og i mange tilfælde virksomhedens ejer
Salg er en naturlig del af din rådgivning
Vi søger dig, der har lyst til at skabe og udvikle relationer – og som motiveres af at sælge ydelser, der har reel effekt på kundernes hverdag. Du forstår, hvordan arbejdsmiljø kan kobles direkte til drift, effektivitet og trivsel – og formår at kommunikere det værdiskabende i vores løsninger. Du arbejder selvstændigt fra dit hjemmekontor og kører ud til dine kunder i egen bil (kørselsgodtgørelse efter statens takster).
Din profil – teknisk/kemisk arbejdsmiljøviden og stærke relationelle evner
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant teknisk eller kemisk baggrund – fx som maskinmester, ingeniør, miljøteknolog, kemiingeniør eller lignende
- har praktisk erfaring med arbejdsmiljørådgivning – gerne inden for industri eller håndværk
- trives med at have kundekontakt, følge op og sætte nye aktiviteter i gang
- er vant til at formidle teknisk viden, så den skaber værdi for kunden
Et team med både fagligt og kollegialt fællesskab
Du bliver en del af et erfarent og engageret konsulentteam med base i både Odense og på hjemmearbejdspladser i hele landet. Vi prioriterer både faglig sparring og det sociale fællesskab gennem regionale møder, faglige udviklingsdage og årlige seminarer.
Vi lægger stor vægt på, at du aldrig står alene – vi hjælper hinanden hver dag, også selvom vi ikke sidder fysisk sammen.
Klar til at kombinere faglighed og forretningsforståelse?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Sarah Baagø-Tantholdt på 7245 9658.
I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link, allerede i dag og senest den 14. juli 2025. Til gengæld vil vi gerne bede dig om at beskrive i de første linjer af CV’et, hvorfor du er interesseret i jobbet.
Ansøgninger, der ikke indsendes via det angivne link, vil ikke blive taget i betragtning. Tiltrædelse er den 1. oktober 2025, men for den rette kandidat kan vi tilbyde tidligere opstart. Grundet sommerferie – afholder vi samtaler i uge 33.
Vores jobannoncer bliver automatisk genoprykket, indtil stillingen tages offline - det er derfor ikke det samme som, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.